Føj til favoritter Del Send
Byliv | 02/11/17

Guide: Find vej til Malmøs bedste julehygge

  • Foto: Shutterstock Foto: Shutterstock
  • Foto: Shutterstock Foto: Shutterstock
  • Foto: Shutterstock Foto: Shutterstock
  • Foto: Shutterstock Foto: Shutterstock
  • Foto: Torkil Adsersen Foto: Torkil Adsersen
  • Foto: Shutterstock Foto: Shutterstock
  • Foto: Ida Guldbæk Arentsen Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Juleshopping, julegodter, julemusik, gløgg og skøjteløb. Malmø skruer op for hyggen i december, og AOK guider dig til de bedste juleaktiviteter hos vores naboer mod øst.
Foto: Shutterstock

Julemarked midt i byen

Traditionen tro er der julemarked lige midt i Malmø. Allerede fra 26. november og helt frem til 23. december står boderne linet op på Gustav Adolfs Torg, og det hyggelige marked er et oplagt stop på ruten, hvis man er taget over sundet for at juleshoppe. Det er nemlig perfekt placeret mellem gågaderne Södergatan og Södra Tullgatan.

Boderne holder åbent hver dag fra kl. 11 til 19, og man kan købe alverdens julesager - bl.a. pynt til træet, gaver til familien, gløgg og søde julegodter.

Hvad: Julemarked
Hvor: Gustav Adolfs Torg, Malmø
Hvornår: 26. november til 23. december

 

Foto: Shutterstock

Smag julens bagværk

Er man i Sverige ved juletid, kan man ikke undgå at støde på de klassiske, gule luciaboller - også kaldet lussekatter. De er gule, fordi de er bagt med safran, og så er de pyntet med rosiner og smager, så juleenglene synger. Oprindeligt knytter lussekatterne sig til luciadagen 13. december og spises deromkring, men efterhånden kan man købe dem i hele december over det meste af Sverige.

I Malmø kan du fange dig en velbagt lussekatt hos St. Jakobs Stenugnsbageri i torvehallen Malmö Saluhall, som har adresse på Gibraltargatan 6. Der er åbent mandag-torsdag kl. 10-19, fredag kl. 10-21, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 11-16.

Hvad: Luciaboller
Hvor: Flere steder i Malmø

 

Foto: Shutterstock

Ægte svensk julbord

Lige som luciabollerne er det svenske »julbord« en vigtig tradition for de madglade. Ordet dækker egentlig blot over en buffet bestående af juleretter i massevis, og de kan variere alt efter, hvor man spiser.

Johan P. er en af de restauranter, som hvert år disker op med et overdådigt julbord, og det er så populært, at det er en god ide at booke bord på forhånd. Her er fem slags sild, klassikeren Jansons fristelse (gratin bestående af kartofler, løg og ansjoser), gravad laks, østers, rejer, ost og meget mere. Og der er selvfølgelig ris a la mande til dessert. Priserne starter på 455 svenske kroner per person.

Læs mere og book bord her.

Hvad: Julbord
Hvor: Johan P, Hjulhamnsgatan 5, Malmø
Hvornår: 24. november til 29. december

 

Foto: Torkil Adsersen

Koncert for de små

I koncerthuset Malmö Live er der julemusik for de små i alderen 4 til 7 år i weekenden 16.-17. december. Her synger en række solister, mens Malmö Symfoniorkester spiller, og et par nisser kigger forbi.

Man kan høre musik fra Harry Potter-filmene og synge med på juleklassikere, og så kan man opleve et langt luciaoptog. Billetpriserne starter på 120 svenske kroner.

Læs mere og køb billet her.

Hvad: Julstämning för de mindre 2017
Hvor: Malmö Live, Dag Hammarskjölds torg 4, Malmø
Hvornår: 16. og 17. december. Flere forestillinger begge dage.

 

Foto: Shutterstock

Hipsternes julemarked

Det kreative fællesskab Mitt Möllan holder julemarked 9. og 10. december. Her sælger lokale folk med hænderne skruet godt på ud af kreationer, de har lavet i årets løb. Du kan bl.a. købe kunsthåndværk samt designvarer og gøre et godt retrofund. Der er åbent begge dage fra kl. 11 til 17, og der er mulighed for at købe mad og drikke, når man trænger til noget at styrke sig på.

Hvad: Mitt Möllans julemarked
Hvor: Claesgatan 8, Malmø
Hvornår: 9. og 10. december kl. 11-17

 

Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Løb på skøjter i Folkets Park

I Folkets Park sker der altid sjove ting og sager, og december er selvfølgelig ingen undtagelse. Lørdag 2. december indvies en skøjtebane, som kommer til at være åben hver dag frem til jul (medmindre vejret er virkelig skidt). Det er gratis at låne skøjter og hjelm, og det kan man gøre mandag til fredag kl. 15-18 samt lørdag og søndag kl. 10-16.

Hyggelig musik strømmer ud af højtalerne ved skøjtebanen, og når mørket falder på, oplyses isen.

Hold øje med Folkets Parks Facebook-side for eventuelle lukkedage pga. dårligt vejr.

Hvad: Skøjtebane
Hvor: Folkets Park, Malmø
Hvornår: Fra 2. december