Kirkegårde er en slags erindringens haver:
Det er her, man tænker på sine forfædre, og hvem man ellers har mistet hen ad vejen, og det er her, man kan få en fornemmelse af slægters gang og for den sags skyld nationens historie.

Ikke udelukkende i skikkelse af de store mænd og kvinder, der nu er blevet til støv den lovbefalede meter under jordens overflade, men også sognets almindelige borgere og deres erhverv og betydning. På nogle gravsten eller klynger af gravstene kan man følge en families liv (og død!), og se, hvor længe den ene har overlevet – eller måske netop hurtigt efterfulgt – sin ægtefælle.

Det er blot ikke så udpræget længere, det med de store familiegravsteder, og derfor er der også godt med plads mellem gravene på Assistens, der er velsignet med store gamle træer og en stærkt varieret flora og fauna. Kommunen har planer for stedet. Foreløbig er en bid taget til brug for den nye cityring. I den ende, der grænser op til Jagtvej, skal ligge en metrostation, der åbner i 2017.

Til samme tid er det planen, at en del af kirkegården – blandt andet den del ned mod Kapelvej, hvor H.C. Andersens grav er – skal omdannes til decideret park. Kirkegården anvendes i forvejen i udstrakt grad som rekreativt område for områdets beboere, der overvejende bruger stedet til mere fredelige sysler som solbadning, men det er kommunens ønske at skabe en egentlig park, hvor der kan spilles bold. Dét er trods alt stadig forbudt.

Virtuelle gravsteder

På internettet er der i de senere år oprettet personligt udformede hjemmesider for afdøde som en del af det sorgarbejde, en kirkegård ellers traditionelt har været rammen om.

Nogle af dem er formelige universer, hvor man kan klikke sig frem til den pågældendes historie og herunder sygdomsforløb, til efterladtes digte, præstens tale, minder fra fotoalbummet og andre billeder, der siger noget om den pågældende såvel som hans eller hendes efterladte.

Man kan også skrive hilsner til sine afdøde, ligesom man kunne tale med dem ved at besøge gravstederne på kirkegården, sådan som man ofte ser i amerikanske film. Det foregår ved at tænde et lys og skrive en mail, og det kan sagtens blive til over hundrede i døgnet.

Mange af siderne, der altså i princippet står evigt og samtidig er under bestandig forandring, er udstyret med gæstebøger, animerede kerter og hjerter og har indlagt stemningsskabende musik. Et lille vindue popper op og oplyser, at det skam er clearet med KODA. En del af disse elektroniske gravsteder er samlet på mindet.dk, der drives af Kristeligt Dagblad.

Også fotografen Jacob Holdt har oprettet en virtuel kirkegård, ligesom sociale medier som Facebook også bliver anvendt som mindesteder.

Symboler i forandring

Blandt de seneste tilkomne er det sjældent, der anvendes titler. Der står ikke længere købmand eller møller, skibsfører eller overretssagfører. Ofte står der blot Mor eller Far.

Døden er blevet mere individuel. Det er ikke et medlem af samfundet, af fællesskabet, der er gået bort. Det er ens forældre, og det er en privat sag mellem to generationer, og derved går en sammenhæng tabt. Samtidig accelererer mobiliteten, og bosætningsmønstrene forandrer sig.

Flere flytter mod andre og ofte større bydannelser, og færre overvejer at blive stedt til hvile i det slægtsgravsted, der måske ligger i en anden del af landet. Endnu. For også det bliver sløjfet. Og en bid af den kollektive erindring går tabt. Egentlig skulle man tro, at kirkegårde havde kronisk voksende udvidelsesbehov, men det er faktisk det modsatte, der er tilfældet.

En af årsagerne er, at der er en tendens til at vælge den pladsbesparende løsning og blive brændt i stedet for begravet, hvorefter urnen nedsættes i særlige urnehaver, og på Assistens (og andre steder) kan man se, hvordan ubenyttede arealer efter sløjfede gravsteder efterhånden vokser til større og mindre græsplæner, der på den ene side bidrager til den karakter af parkanlæg, der i forvejen er så udpræget ved mange danske kirkegårde, og på den anden side opløser den symmetri, der er med til at gøre kirkegården til et værdigt sted præget af alvor og eftertænksomhed.

Nye skikke vinder frem på Assistens og andre kirkegårde. Tidligere udsmykkedes gravene med imposante sten, der ud over navne gengav forskellige symboler. Det kunne være en opslået bog hugget i sten (livets bog) eller en olielampe, som er symbolet på evigt liv. Forskellige redskaber kunne henvise til afdødes beskæftigelse – en hyrdestav betød biskop – og bikuber og hunde kunne referere til gode dyder som flid og trofasthed.

Symbolsproget er ved at blive afløst af andre måder at udsmykke gravene på.
På den unge sangerinde Natasjas grav er der et ikonagtigt stærkt fotografi af hende på selve stenen, ligesom man kan se det på grave i f.eks. Italien, og på hendes og andres gravsteder på Assistens kan man konstatere, at traditionen med at lægge små ting sammen med lamper med stearinlys er ved at vinde frem herhjemme.