Omtale
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 15/10/07

Gravkapellerne, Sankt Petri Kirke

Stengulvet i Gravkapellerne ved Sankt Petri Kirke betrædes med en stille gysen. Under stengulvet ligger de døde begravet i tre-fire lag. I kapellerne står kisterne med de kostbare sarkofager, der indeholder de jordiske rester af fornemme danskere.
Som den eneste kirke i Norden har Sankt Petri Kirke gravkapeller, hvor de dødes kister er anbragt i lag i underjordiske krypter. Her ligger bl.a. de jordiske rester af Johan Friedrich Stuensee, som var Kong Christian VII's livlæge og Dronning Caroline Mathildes elsker.

En tur i gravkapellerne er som at besøge et lille stykke Italien. I den store Vandrehal findes kisterne med de mest fornemme kister og sarkofager. Under kapelanlægget stikker krypter fire-fem meter ned i jorden.

Hele vejen ned gennem Vandrehallen hænger kugler så store som grapefrugter ned fra loftet. De stammer fra englændernes bombardement af København i 1807. Kuglerne slog ned gennem taget , og ramte mange af kisterne, men kapellerne overlevede bombardementet.

Kapellerne havde deres storhedstid i 1700-tallet under enevælden. De fornemste gravpladser er udformet som sidekapeller, med kostbare pragtsarkofager stående på gulvet. Slægten Weyse har et epitafium i kapellet, lavet af Johannes Wiedewelt.

At blive husket efter sin død, var ikke en ære som overgik specielt udvalgte, men simpelthen et privilegium man købte sig til. Kirken tjente penge på at sælge gravpladser, og finansministre, højesteretssagførere, baroner og grever ville gerne betale prisen for at blive husket i eftertiden. Det kostede en formue at blive begravet i Sankt Petri Kirke, sandsynligvis hvad der svarer til en gennemsnitlig årsløn i dag. Men det var en ære som var pengene værd, og en af billedhuggerne, Junge, fik en del af sin løn som retten til en gravplads i Skt. Petri Kirke.

I 1970 blev de sidste mennesker begravet i kapellerne. De blev balsameret og lagt i zinkkister, som blev loddet til, og lagt ned i en trækiste, som igen blev lagt ind i en tredje kiste. Det er samme måde som man begravede folk på i Christians Kirke og Holmens Kirke.

Lige udenfor kapellerne ligger urtegården, med frisk grønt græs. Her ligger flere prominente folk begravet. Der er medlemmer af den velhavende Brun familie, den første Berling og stifteren af det Berlingske Hus, og Lehmann familien. Det er forældrene og broren til den kendte nationalliberale Orla Lehmann, som er begravet her. Orla Lehmann kæmpede for danskheden, og kunne selvfølgelig ikke lade sig begrave i en tysk kirke, men valgte i stedet Holmens Kirkegård.

Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort

Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.