-------------------------
Herboende italienere, somaliere, franskmænd, afghanere og mange flere repræsenterer deres hjemland, når de kæmper om titlen som københavns verdensmester. Sidste års vindere fra Tjekkoslovakiet er tilbage for at forsvare titlen - men i år som henholdsvis Tjekkiet og Slovakiet. Fra sidelinjen kommenterer komikerne Anders Stjernholm og Sebastian Dorset.
Turneringen arrangeres af den danske ngo Play31 og alt overskud går til Play31's arbejde for menneskerettigheder og forsoning i konfliktområder i Afrika, hvor Play31 arrangerer fodboldturneringer, der bringer folk sammen.
”Fodbold har altid kunnet forene mennesker på tværs af kulturer og nationer. Nu glæder vi os til at fejre Københavns mangfoldighed ved at samle mennesker fra hele verden til en festlig fodboldturnering i hjertet af Nørrebro,” siger Jakob Silas Lund, formand og stifter af Play31.
Turneringen afholdes i forbindelse med Københavns Kommunes mangfoldighedsfest ”Smag Verden”. På Rantzausgade på Nørrebro er der i løbet af 1. - 2. september gadefest med fokus på kultur og diversitet. I samme ånd vil Copenhagen World Cup have fokus på sameksistens, festlighed og fairplay.
Copenhagen World Cup finder sted på Jesper Brochmands Gade. Gruppespillet afvikles lørdag kl. 12 til 18, mens de afgørende kampe og pokaloverrækkelsen finder sted søndag kl. 12 til 17.
Hvad: VM i gadefodbold
Hvor: Jesper Brochmands Gade, Nørrebro
Hvornår: 1. og 2. september, klokken 12 - 18