De har lavet musikvideoer og pladecovers for bands som moi Caprice, Nephew, Nik & Jay Malk de Koijn. Fotograferet politikeren Asmaa Abdol-Hamid, arbejdet med kulturinstitutioner som DR TV, Det Kongelige Teater, Dansescenen og Herning Kunstmuseum og udstillet i London, Wien, Helsinki, Düsseldorf, Glasgow og Kyoto.

Siden 2001 har de tre islandsk fødte piger i Ingen Frygt stødt og roligt bevæget sig fra den hippe københavnske undergrund til en plads på den etablerede danske kunstscene.

Selv kalder de deres arbejde for skizofren ekspressionisme, og sidste år udstillede de det satiriske - eller med deres egne ord profetiske -  værk »penge« på Herning Kunstmuseum, hvor de blandt andet iførte sig hudfarvede dragter og i en periode udelukkende levede af at drikke vand og spise pengesedler – en temmelig utvetydig kommentar til tidens forbrugsglæde/lede.

Og nu er det så surrealisten Wilhelm Freddie, som i weekenden bliver udsat for Ingen Frygts twistede ideer med en video og en skulptur, som museet har døbt »en behåret værkhyldest«.

»Både det realistiske og det surrealistiske er altid interessant,« forklarer Ingen Frygt: »Det er ikke sikkert, at den surrealistiske æstetik fra Freddies tid er så sindsoprivende i dag, men tankerne bag stort set alle kunstretninger holder ikke op med at være interessante, bare fordi de lidt bedagede. Den video og skulptur, vi har lavet, er på en måde en kommentar til mange kunstretninger og forholder sig lige så meget til f.eks. kroppen og til Freddies ballet (Dødens Triumf, red), som den forholder sig til surrealismen som isme. I vores to værker er kroppen nærværende på en dump, umælende måde. Freddie på sin side var jo besat af kvinder og deres kroppe på en lidt distancerede, kontrollerede, måde.«

Lørdag aften holder pigerne så fest på Karrierebar, hvor det surrealistiske også er tema. Ingen Frygt udsmykker baren, der bliver serveret surrealistiske drinks og snacks, og tjenerne får nye uniformer.

»Surrealisterne brugte sindet som et landskab, der kunne udforskes. Det er måske ikke så sært at teenagere altid har været vilde med surrealisme, som jo tit udtrykker en slags mere. Vi er måske mere interesserede i samfundets symbol-vokabular, og hvordan det – når det har relation til kroppen f.eks. – foregiver at strække sig mellem kulturer og udover kulturen, og så har man pludselig fået neutraliseret alle mulige ikke specielt uskyldige magtforhold og længsler og overgivelser,« forklarer de.

Med udstillingen på Herning Kunstmuseum og nu Statens Museum for Kunst er Ingen Frygt rykket op i en liga, som er lang fra udgangspunktet på den københavnske undergrundsscene for otte år siden.

»Vi lader alting ske. Vi er ikke optagede af at styre vores professionelle liv i en særlig retning, så når vi får en opgave tilbudt, tager vi den, og derfor kommer vi meget vidt omkring. Det være sagt har vi jo en lille vifte af favorit-besættelser som tit er tilstede i det vi laver, uanset hvem vi laver det for. Det er klart at vi er meget bevidste når vi udfører opgaver eller laver udstillinger, men vi er mindre bekymrede over hvor det hele skal ende...«