----------------------------------------------------

På Lille Istedgade står to ambulancer. I hver af dem sidder en frivillig sygeplejerske eller læge og holder øje. De skal træde til, hvis noget går galt. Og det er sket et par gange, at der pludselig var behov for akut behandling, når en ‘bruger’ fik en overdosis. De fleste dage forløber dog stille og rolige. Højt over husene samler mørke skyer sig og sender byger af regn ned over folk på gaden. Alligevel er det en stille dag. Der går rygter om, at der ikke er mange stoffer at få.

En mand i slutningen af trediverne kommer ind og sætter sig på en af de sorte taburetter. Han hænger sin jakke på krogen i ambulancens endevæg og finder sit stof frem fra lommen. Han skal tage kokain. Sygeplejersken giver ham det værktøj han skal bruge. En lille skål, lidt vat og en kanyle. Stemningen er gensidig høflig og afslappet. Rummet lugter stærkt af den desinficerende væske på bordet og af efterladenskaberne i de hvide spande på gulvet. Og måske også lidt af stofferne i kroppen på de folk, der kommer her. Manden blander sit stof, suger det op i sprøjten og skyder det langsomt ind i en åre i armen. Han sidder lidt. Så rejser han sig og smider de brugte ting i spanden og renser bordet efter sig. Han takker og ønsker os en fortsat god dag før han forlader rummet og forsvinder ud i gaderne igen. Sygeplejersken registrerer hans alder og stof i en bog. Han har været her flere gange i dag, så han vender sikkert snart tilbage. For ham og en stor del af misbrugerne i området, er ambulancerne et af de få trygge og sikre steder, hvor de kan tage deres stof i fred, og ikke mindst bliver behandlet med værdighed.

Bilerne er kendt som fixelancerne og fungerer som fixerum for Københavns stofmisbrugere. Fixelancerne er der på et frivilligt initiativ, som blev taget af lokale beboere, som Michael Lodberg Olsen, der var træt af at se de narkoafhængige fixe i trappeopgange og gårde. Det var uværdigt for både beboerne og for de afhængige, at de stod ude i mørke og kulde og prøvede at finde en åre. To ambulancer blev købt og indrettet som fixerum. Projektet blev en succes, og de frivillige har nu fået hjælp af sundhedspersonale fra kommunen, som er ved at overtage projektet og planlægger en udvidelse. Men uden det frivillige initiativ, engagement og politiske pres var projektet aldrig kommet på benene.

“De frivillige har jo haft en enorm stor betydning. Uden dem havde det ikke kunnet lade sig gøre,” fortæller initiativtager til projektet, Michael Lodberg Olsen, “I løbet af få måneder var vi oppe på over 200 frivillige. Det var helt vildt, at der var så stor opbakning. Folk følte, at nu havde vi talt om det i så mange år, så nu skulle vi gøre noget.”

Derfor håber han også, at projektet bliver belønnet som Årets Innovative Projekt den 5. oktober.

“Det ville være en kæmpe krammer til alle de frivillige, som gør et stort stykke arbejde for at hjælpe nogle af samfundets mest udsatte mennesker.”

Daniel Vangberg har været frivillig i fixelancen i 10 måneder. Han er snart færdig som sygeplejerske og ønskede at møde stofbrugerne i øjenhøjde og forstå deres vilkår, så han var fagligt rustet til at håndtere dem, hvis han senere mødte dem i sundhedssystemet. Han havde som mange andre fordomme om stofmisbrugerne. Nogle er blevet bekræftet, andre afkræftet. “De er mennesker med håb og drømme. De er omsorgsfulde og interesserer sig for deres medmennesker,” fortæller han. Derfor mener han også, at de fortjener menneskelig værdighed. At blive respekteret og få vist hensyn. Han arbejder i fixelancen ca. 2 - 3 gange om måneden og han kan lide at gøre en forskel for nogen, der virkelig har brug for det. “De tager stofferne under alle omstændigheder, så hvorfor ikke give dem et rum, hvor de får et øjebliks ro i lys og varme?”

En ny mand kommer ind i ambulancen. Han har det ikke godt. Han sætter sig på den fjerneste stol i rummet uden at se på os. I bogen kan vi se, at han har været her flere gange i dag. Han får udleveret værktøj og fixer. Brun heroin. Han rokker frem og tilbage, mens stoffet finder vej gennem årene. Bagefter har han det bedre og siger tak, da han træder ud af ambulancen.

Det småregner og blæser stadig. Efteråret er på vej, og folk skutter sig. Her først på aftenen er der næsten konstant en ‘bruger’ i en af fixelancerne. De kommer ud af ingenting og forsvinder ud til ingenting igen. Men i de minutter de fixer, er de i sikkerhed. Nogen passer på dem. Nogen lægger mærke til dem, anerkender at de findes og at de også er mennesker.

Lille Istedgade ligger som et limbo mellem to verdener. Går man den ene vej kommer man til de fashionable cafeer og restauranter i Kødbyen, hvor folk spiser gourmet, drikker vin og passer karrieren. Det er en fjern, parallel verden til den der findes på den modsatte side af karreen, på Istedgade, hvor der leves et helt andet liv, som handler om at overleve dagen, om at undgå problemer og om stoffer.

Fixelancerne kan ikke ændre på det og forsøger det heller ikke. Målet var at få permanente fixerum til København, og de frivilliges indsats har givet pote. Tilladelsen til fixerum trådte i kraft den 1. juli, og snart åbner et stort permanent sted i gaden. Til gavn for både beboere og stofmisbrugere, som ved hjælp af de ordnede forhold i fixerummene forsøger at vise gensidig hensyn og forståelse.