Føj til favoritter Del Send
Byliv | 18/02/09

Frækt på den sobre måde

  • Foto: Niels Ahlmann Olesen Foto: Niels Ahlmann Olesen
To strippere laver en rockklub på Axeltorv. Byen trænger til mere rock, synes de - og til lidt mere sexet stemning, især midt i en finanskrisetid.
De snakker ikke udenom.
Sex er interessant.
For alle.
Så selvfølgelig er det en del af deres nye koncept for rockklubben Dina Jewel Rocks, som hver anden torsdag skal fylde lokalerne i kælderen på Axel Torv 3: Masser af musik, livebands, konkurrencer og så en sexet stemning - af og til med lidt strip, med sexede piger bag baren og en flok Dina Jewel Rocks-piger, som i små kostumer skal skabe god stemning.

»Lidt lækker eye-candy«, siger den forhenværende stripper Louisa Nielsen, mens pornomodel, stripper og kunstmaler Dina Jewel alias Nanna Grønnevik nikker:
»Alle kan lide at se på flotte piger, sådan er det bare. Er pigerne her, kommer drengene. Og nu er jeg jo biseksuel, så jeg kan også godt lide at se på dem,« siger hun.
De to veninder kender hinanden godt.

»Vi har vel arbejdet tættere sammen end de fleste veninder,« siger Louisa Nielsen.
De to har lavet stripshow sammen, siden de var 18-19 år gamle. Det er 14 år siden. I mellemtiden har Dina Jewel også lavet pornofilm.

»Men det har jeg ikke, jeg var stripper, nu er jeg mor,« siger Louise en grålig formiddag i rummet på Axeltorv. Her gøres rent efter weekendens fester, neonlyset er skarpt i loftet, en pige vasker gulv i gangen ved toiletterne.

Nanna Grønnevik ryger Mistral, mens hun langsomt vågner efter »en lang nats arbejde, jeg vidste godt, at det ville blive sent,« siger hun. Langt sort hår sat op i en hestehale. Gnistrende lilla negle. Hun taler i korte sætninger. Griner meget. Og ser bestemt ud. Louisa Nielsen  med det røde hår er mildere og mindre kategorisk.

»Vi er jo to primadonnaer, der skal lære at arbejde sammen,« siger Nanna Grønnevik.
»Og Nanna er ikke god til kompromiser, det har jeg til gengæld lært, fordi jeg har fået et barn,« siger Louisa Nielsen.
»Vi kan være uenige om småting, om hvordan nogle billeder skal se ud,« siger Nanna Grønnevik:
Og tilføjer fnisende:
»Jeg vandt.«
Grundlæggende er de nu ikke uenige.
København mangler en rockklub, hvor man kan høre livemusik fra mindre bands. Fra indie til hård metal. Et sted, hvor man kan mødes, hænge ud med sine venner, drikke sig fuld, flirte og lytte. Ikke et koncertsted, men heller ikke pladebaseret. En lyttelounge. Tilsat en sexet stemning:
»Alle interesserer sig jo for sex,« siger Nanna:
»Lad os ikke benægte det.«

Så Dina Jewel Rocks vil udover musik også byde på sexet underholdning, der kunne være konkurrencer hvor mænd kan vinde sexet undertøj »ikke lak og læder, men gode ting i ordentlig kvalitet, det er jo ikke en fetischklub, men folk i lak og læder må da gerne komme, endelig« eller strip, og pigerne i baren vil være iført tøj, der ikke passer i en søndagsskole:
»Det bliver ikke sådan noget med silikonepatter over det hele, men måske en corsage hvor armene og skuldrene jo er frie, det er lidt frækt, og så en kort nederdel. Lidt som Hooters,« siger hun.
Der kommer også til at være en gruppe piger, som fast besøger klubben, og som mod betalt indgang og fri bar skal have korte kjoler på.

»Det er ikke billige ludere, overhovedet ikke. Det er ikke den slags. Bare søde, frække piger, som kommer og fester her og skaber en god stemning,« siger hun.
Louisa Nielsen nikker:
»Vores motto er sex, druk og rock’n’roll. Der er jo en grund til at det hedder sådan, det hænger sammen. Altså vi er bare ikke så meget til drugs, men nogle branderter kommer vi nok til at se,« siger hun og griner;
»Det skal være frækt, men på den sobre måde. Piger skal ikke være bekymrede for at komme her. Det kan godt være, at der er lidt strip, men det er jo altså kun 10-15 minutter på en hel aften,« siger Nanna Grønnevik.

Er I ikke bange for at forarge nogen?
De fniser.
»Jeg skal vist slå nogen ihjel på en meget forfærdelig måde, hvis jeg skal forarge nogen mere, end jeg gjorde, da jeg lavede film,« siger Nanna Grønnevik.
»Nej da, det bliver bare fedt.«
De glæder sig til at åbne klubben. Også selvom verden, når man træder ud af kælderens mørke, skriger på finanskrise og nedgangstider:
»Det er det perfekte tidspunkt at åbne en ny klub på. Folk trænger til at komme ud. Vi har brug for at feste os gennem krisen, og byen mangler altså en ny rockklub,« siger Louise Nielsen:
»I de her tider har folk mindre dårlig samvittighed over at bruge 500 kr. på en tur i byen end på at købe en trøje.«

De to lægger blidt ud med en klub hver anden torsdag. Men drømmene er store:
»The sky is the limit,« siger Louisa Nielsen.
»Vi håber, at vi kan gøre det her til et koncept, som kan udbredes til andre byer i hele verden. Dina Jewel Rocks i London eller New York. Lidt lissom den der hvide fest i parken,« siger hun.
Nanna Grønnevik ryster på hovedet:
»Ej ikke den hvide fest, den var skod. Koreografien var helt håbløs.«
Louisa Nielsen nikker:
»Men lige så stort. Vi vil gerne fylde Parken med Dina Jewel Rocks. Det kunne da være sejt. Skyerne, det er grænsen, ikke?«

Hvad: Dina Jewel Rocks
Hvor:
Axeltorv 3, 1609 Kbh V
Hvornår: Hver anden torsdag, første gang 26. februar kl. 20
Hvordan: Billetter via glubbin.dk eller i døren, pris 100 kr.