Det var et højtideligt øjeblik. Så var beslutningen endegyldigt taget. Der var ingen vej tilbage. Vi skal flytte – om alt går vel, altså. Ikke fordi, vi ikke kan lide vores lejlighed. Den er såmænd god nok – og nu har vi endda snart ikke bare udsigt til de andres altaner, men også udsigt til selv at få en. Og den har vi godt nok sukket efter. Og det er slet ikke, fordi vi ikke kan lide vores kvarter. Vi holder meget af Indre Nørrebro og håber på at kunne blive i området. Herfra har den evigt cyklende teateranmelder stort set lige langt til alle scenerne i byen – ti minutter den ene vej på jernhesten, så er vi der. Ti minutter den anden vej, så er vi hjemme igen.

Og vi vil gerne kunne blive ved med at komme hos de hyggelige italienere, der har deres helt egen kærlige måde at fornærme os på, i restauranten nedenunder. Mopsen Muffin, som reagerer på flytteplanerne ved at være ligeglad, skal også kunne opretholde sine yndlings-tissesteder i god ro og orden og fortsat kunne stikke snuden sammen – eller hvilken ende, der nu er tale om – med alle sine hundevenner. Vi vil stadigvæk gerne kunne finde en lillebitte smule hvile fra storbyens evigt kværnende stress og jag i gemytlige, småslentrende Ravnsborggade eller se hele byens ungdommelige optimisme folde sig ud i egoudstillingen på Sankt Hans Torv.  Vi vil  stadig gerne kunne sparke til løvbunkerne i Fælledparken om efteråret og vade ud på isen på søerne om vinteren, når termometeret synker langt under nul. Gå amok i syndens hule – tag-selv-slik-butikken i Elmegade og fortære fangsten i mørket i Empire bios store sæder.

Vi flytter kun, fordi vi gerne vil have noget mere plads end de 81 begrænsede kvadratmeter, som er os tildelt i øjeblikket. Egoistisk? Måske – i hvert fald med tanke på, at der sikkert har boet en arbejderfamilie med børn i alle skuffer engang i tidernes morgen, da brødfabrikken Schulstad ejede bygningen. Først og fremmest handler det om at få plads til et ordentligt kontor for journalisten, som ganske vist kan sidde med sin bærbare hvor som helst, men som gerne vil have et rigtigt skrivebord. Sådan et, hvor man kan lade en bunke bøger ligge og flyde, have sine stakke, sine notater. I stedte for at skulle rydde spisebordet, hver gang kæresten står med aftensmaden i hænderne og ser temmelig utålmodig ud. Og nu har vi altså taget springet.

Vi glæder os naturligvis som små vajsenhusbørn til desserten, selv om hele processen med at sætte sin lejlighed til salg slet ikke er så enkel. Der skal læses og skrives papirer hos ejendomsmægleren. Også det med småt. Meget småt. Hellere et spørgsmål for meget end et for lidt. Også når man er ved at segne af træthed og har svært ved at lytte efter, hvad det egentlig er, han siger. Banken skal også råbes op, for hvor meget er det nu, vi må boligshoppe for, hvis og når vi engang er så heldige at få solgt lejligheden. Alle småskavankerne skal udbedres, inden de tre værelser med bad og køkken og et gårdmiljø med plads til alle skal synes af en irriterende, emsig type og bagefter skal man så udbedre dem, man ikke anede var der. Ring til elektrikeren. Forsøg at finde en gammel regning, som for længst er makuleret, selv om en sød bogholder i røret gør, hvad hun kan. Husk at få fat i VVS-manden.

Læs også: Flere klummer fra 2010

Så kommer der pludselig nogen, der skal fotografere lejligheden forfra, bagfra og fra siden, mens mopsen hele tiden bliver ved med at sætte sig ind foran linsen. Flyt dig, hund. Så skal man rette den dårligt stavede salgstekst og skrue ned for superlativerne. Hellere positivt overraskede, potentielle kunder end nogen, der føler sig bondefanget. Så skal der støvsuges og pudses vinduer, for nu kommer der snart nogen og kigger. Og kan du ikke lige bære den der skammel op på loftet, for den er ærligt talt lidt slidt – og hvor mange af de der gamle elektronikblade skal du egentlig beholde? Er det nødvendigt at pudse messinglysestagen? Og det der strygebræt, der plejer at stå fremme, kan det ikke ryge et andet sted hen? Er det for meget at sætte blomster i vasen? Der har aldrig været så rent i lejligheden siden vi besluttede os for, at vi ikke længere ville bo i den.

Man bliver helt svedt, og så er adressen endda slet ikke udbudt endnu. Men allerede på torsdag kommer der altså så nogen og kigger, og så er det bare med at tage hunden under armen og sørge for at  være over alle bjerge. Hvem kan holde til at høre på, at den der sofa, den er da godt nok hæslig eller de der fliser, de er da lige til at banke ned. Jeg kan ikke, for er der noget, der er helligt, så er det hjemmet. Og mange gange har vi da også nået at få kollektive angstanfald. Hvad er det dog, vi har bevæget os ud i? Hvad er det dog, vi absolut skal nå? Har vi det ikke godt nok? Er det bare beskæftigelsesterapi? Er det en eller anden form for syvårskrise i parforholdet? Flyt eller bliv skilt! Er græsset bare altid grønnere på den anden side af Blegdamsvej? Men hvis ikke nu, hvornår så? Hvornår er det egentlig lige, livet begynder – sådan rigtigt?

Læs flere klummer fra 2010