I fremtiden kan der blive langt mere at se på, når man tager på havnerundfart i Københavns Havn. Et nyt projektkatalog bestilt af Københavns Kommune lægger op til, at der skal være langt flere husbåde, og at der eksempelvis skal laves en mobil, flydende sauna i havnen.
Og projekterne får politisk opbakning på rådhuset.
»Vi skal være bedre til at udnytte, at København er en havneby. Folk kan lide at komme til vandet. Og i København har vi meget vand, som vi ligeså godt kan bruge meget bedre,« siger Anne Vang, politisk ordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.
Konkret foreslår vandentreprenørfirmaet Geisler & Nørgaard, at der etableres en husbådby ved Teglværkshavnen, et økologisk marked ved Børsgraven, en flydende sauna omkring Nyhavn, et foreningshus i Sydhavnen og et kollegium på både ved Christianshavns Kanal.
Ideen om at flere skal have mulighed for at bo på vandet, tiltaler Anne Vang.
»Vi oplever lange ventelister til husbåde, og husbåde giver liv til et område. Derfor synes vi, at det er meget relevant at forsøge at skabe bedre vilkår for at komme til at bo i en husbåd i København,« siger hun.
Også Lars Dueholm, Venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget, synes, der er flere positive elementer blandt forslagene.
»Vi skal blive bedre til at udnytte byens rum – herunder havnen. Dog synes jeg, at disse projekter er små og appellerer til et meget lille publikum. Jeg havde gerne set, at projekterne kunne gavne flere,« siger Lars Dueholm.
Han så også gerne, at private investorer bidrager, så kommunen ikke selv skal finansiere projekterne.
Mangler bolværkerne
Alle fem projekter vil samlet koste omkring 30 millioner kroner. Penge, som Socialdemokraterneer klar til at finde.
»Ved at være kreative kan vi med enkle midler være med til at skabe nye attraktioner i byen. Jeg er sikker på, at en flydende sauna og et økologisk marked hurtigt vil blive attraktioner i København. Det er jo sjove ideer, som jeg er overbevist om, københavnerne vil gøre brug af,« siger Anne Vang.
Hverken Anne Vang eller Lars Dueholm forventer, at økonomien bliver det springende punkt for politikerne. I stedet kan forslagene strande på manglende vilje hos de københavnske bolværksejere.
»Det er naturligvis en afgørende svaghed, at Københavns Kommune ikke ejer bolværkerne selv, men vi vil tage en dialog med bolværksejerne, så vi forhåbentlig kan finde en fornuftig løsning,« siger Anne Vang.
Københavns Kommune har flere gange forsøgt at få bolværksejerne til at samarbejde, men det er endnu ikke lykkedes.
Men i juni skrev overborgmester Ritt Bjerregaard (S) et brev til bolværksejerne, hvori hun inviterer dem med i en såkaldt »havne-taskforce«, der skal se på, hvordan mulighederne omkring havnen kan udnyttes bedre.


















