I Espergærde finder man på et godt solbeskinnet hjørne lige over for havnen et ualmindeligt hyggeligt lokalt spisested, Café Divino, som er gennemført italiensk på den afslappede facon. Indenfor er det meste af interiøret hentet fra Italien: Bardisken med de små fine mosaikker, de sjove 50er diner-skamler i pistace og gule farver, de gamle rustikke borde med kakler i forskellige farver, de fine glaslamper og vinen, der bugner i reolerne.
Ejeren, Franco, der kom til Danmark i 1978, åbnede Café Divino som en isbar tilbage i 1994, og siden da har hjørnehuset langsomt udviklet sig til et godt spisested med antipasti, primo piatto, secondo piatto og dolce. Her arbejder næsten kun italienere, isen er italiensk, ligesom kaffen, pølserne, skinken, mozzarellaen, vinen og øllen. Om vinteren er her fyldt op med lokale gæster, mens der om sommeren støder en masse bade- og sommerhusgæster til. Rygtet vil lyde fra de lokale, at man skal prøve lasagnen og så bestille en hjemmelavet fersken-abrikossaft til sine børn – så vil de slikke sig om munden. På udvalgte aftener er der levende jazzmusik, og så kan man være sikker på, at storskærmen er tændt, hvis der er fodbold i farvandet, for vi har at gøre med et meget fodboldinteresseret personale.
Hvor: Café Divino: Mørdrupvej 1a, 3060 Espergærde.
Hvordan: 89 kr. for en omgang Lasagne Al Forno eller 125 kr. for en tallerken carpaccio di filetto classico. Haven har åben fra 8-20.00 hver dag.
Mere info: www.cafedivino.dk