Fortet åbner nu dørene for besøgende og byder på interaktiv underholdning.
Det gamle søfort Trekroner er kommet med på noderne. 25. juni bliver dørene ved fortet ved Københavns Befæstning slået op for nye digitale oplevelser, der henvender sig til både børn og voksne.
Man kan f.eks. gå på jagt med særlige digitale lommelygter i Trekroners dystre, kolde kældere, hvor tidligere tiders spor af krig og soldaterliv stadig hænger tykt i luften. I de mørke tunneler under fortet vil lygterne aktivere forskellige lys- og lydinstallationer, der vækker fortets tidligere besætning til live.
Man kan også få en dramatisk filmoplevelse af Slaget på Reden.
»Der er tale om et af de største søslag i dansk historie med store menneskelige omkostninger, og idéen er at give folk en oplevelse af, hvordan det virkelig foregik i 1801. Og det kommer altså til at foregå for fuld udblæsning,« siger direktør for Kulturarvsstyrelsen Steen Hvass.
Med en fornemmelse af at være fanget i krydsilden vil man på en seks meter lang og halvanden meter høj halvcirkel-skærm kunne se filmsekvensen.
»Filmen vises i Trekroners kasematbygning, hvor man med det ene øje vil kunne følge slagets gang på skærmen, mens man med det andet vil have direkte udsigt til det sted, hvor det hele foregik, gennem skydeskårene i bygningen,« siger Steen Hvass.
Ude i det frie kan publikum indtage synet af Københavns skyline. Og de, der har en iPhone eller smartphone, kan hente en nyudviklet applikation, der eksempelvis kan vise, hvor Charlottenlundfort og Vestvolden ligger.
Applikationen kan også præcisere, hvor maleren Eckersberg svingede sine pensler på Trekroner, og hvor Slaget på Reden præcis fandt sted i 1801.
Med lanceringen af Trekroner er revitaliseringen af Københavns nyere befæstning skudt i gang. Målet på sigt er, at også Garderhøjfortet skal åbne i 2011 og Vestvolden i 2012 – begge som fyrtårne med masser af nye oplevelser.
Kræfterne bag projektet leveres både af Realdania, Skov- og Naturstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen, og der er afsat 175 millioner til at istandsætte bygninger og til at gøre befæstningen tilgængelig for offentligheden.
»Det er vigtigt at bevare den befæstning, som ligger i den grønne zone, og som er bygget rundt om København. Trekroner er den første brik i puslespillet, og hele befæstningens historie er væsentlig for at vise, hvordan livet var dengang på fæstningerne. Så det er meget glædeligt, at vi nu kan invitere indenfor på Trekroner,« siger Steen Hvass.
Kronprinsparret står 25. juni parat til at klippe båndet til fortet og fejre, at Københavns Befæstning og Trekroner nu genopstår som kulturattraktion. Fra 26. juni åbner fortet for offentligheden.
Hvad: Åbning af Trekroner Søfort
Hvornår: 25. juni 2010
Hvordan: Det er gratis at besøge fortet, men besøgende skal selv betale for sejlturen fra Langelinie.