Præciser din søgning i menuen
Omtale
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 30/10/07

En babysitters guide til byen

  • Caroline Gad Gunbak leger kaptajn på Amagerarken, der er "gået på grund" på Vestamager Naturcenter. Fredag 19. oktober 2007. Foto: Tine GadCaroline Gad Gunbak leger kaptajn på Amagerarken, der er "gået på grund" på Vestamager Naturcenter. Fredag 19. oktober 2007. Foto: Tine Gad

Naturcenter Vestamager

Granatvej 5-7
2770 Kastrup

1. DEN NATURLIGE

Foto: PR-foto fra Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside
VESTAMAGER NATURCENTER

Ude omkring Tårnby på Amager ligger en fantastisk oase, hvor børn i alle aldre kan boltre sig i det fri: Naturcenter Amager, der er en del af det 2000 hektar store fredede område Kalvebod Fælled. Her kan man komme tæt på områdets dyr og lege uden at skulle bekymre sig om plads - eller naboer, man ikke må larme for.

Den italienskfødte landskabskunstner Alfio Bonannos naturlegeplads Himmelhøj er specielt et besøg værd, for ud over at være en sand fryd for øjet lægger dens fire baser "Amagerarken" (billedet), "Insektskoven", "Ildstedet" og "Rævehulen" op til lege som tager udgangspunkt i de naturlige omgivelser. Amagerarken skal fx forestille at være strandet, så børnene skal holde udkig efter arkens dyr, der nu er gået i land: Ræve, mus, dåhjorte, græshopper og engmyrer.

Andre tips til sjove oplevelser er fx, at man kan følge med i tårnfalkene Tårny og Tårnjas liv via det webcam, de har fået installeret i deres falkekasse, og at man kan låne cykler og fiskeudstyr ganske gratis.

    Vigtigste forholdsregel: At alle er iført fornuftigt tøj, der passer til årstiden - og hellere for meget end for lidt!

    Entré: Ingen

    Åbningstider:
    Naturcentret: Året rundt
    Udstillingshuset: Weekender, skoleferier og helligdage kl. 10-16.
    Cykeludlånet: Lør-søndag kl. 11-17 fra 1. maj til efterårsferien. I skolernes sommer- og efterårsferie er der åbent alle dage. Grupper over 10 personer kan låne cykler på hverdage mod bestilling på tlf. 32 52 04 03 mindst en uge før.

    Transport: Bil, metro til Vestamager Station eller bus 32, 33 og 75E. Stå af ved krydset Kongelundsvej / Finderupvej og gå via Finderupvej til den røde port.

    Proviantering: Medbring madpakke. Læs mere her

Experimentarium i Hellerup

Tuborg Havnevej 7
2900 Hellerup

2. DEN UDFORDRENDE

Caroline Gad Gunbak laver sæbebobler på Experimentarium. Søndag 21. oktober 2007. Foto: Tine Gad
EXPERIMENTARIUM

Byens største og mest lærerige legeplads er nok uden sammenligning Experimentarium, det naturvidenskabelige sanse- og aktivitetsmekka, der ligger et stenkast fra den store Tuborg-flaske i Hellerup.

For de helt små i børnehavealderen er de permanente udstillinger Børnepavillonen, Børnenes vandpyt, Cirkus Fysikus og sæbebobleværkstedet gode bud. Her kan poderne fx bevæge dansebenene, så der opstår lys og lyde, bygge et hus med en minikran, lave dæmninger, afprøve sluser og kreere og se på kæmpestore sæbebobler - indefra!

Større børn har det sjovt i mere udfordrende steder som Perceptionsgalleriet, Dig & Mig og Vores u(t)rolige klode, hvor de fx kan lære om synsbedrag, balanceevne, gener, jordskælv, orkaner, geysere og flodbølger.

Derudover er der altid skiftende særudstillinger som den aktuelle "Xtrem Ekspedition - kun den smarteste overlever", hvor du kan tage med til verdens mest ekstreme miljøer.

    Vigtigste forholdsregel: At man har tid nok og mestrer begrænsningens kunst.

    Entré:
    Børn (0-2 år): Gratis.
    Børn (3-11 år): 90 kr.
    Voksen: 135 kr.
    Handicappet m/u hjælper: 60 kr.
    Hjælper til handicappet: Gratis

    Åbningstider:
    Alle dage året rundt undtagen 23., 24., 25. og 31. december samt 1. januar.
    Mandag: 9.30-17.00
    Tirsdag: 9.30-21.00
    Ons-fredag: 9.30-17.00
    Lør-, søn- og helligdage: 11.00-17.00

    Transport: Bil / S-tog til Hellerup eller Svanemøllen Station / bus 1A eller 21 fra Hellerup Station / bus 1A eller 14 fra Svanemøllen Station eller fra centrum.

    Proviantering: I Experimentariums cafeteria er det muligt at købe alt fra sandwich til frugt og kage, men I kan også tage en madpakke med og spise den i et særligt område ved cafeteriet. Læs mere her

Zoologisk Have

Roskildevej 32
2000 Frederiksberg

3. DEN VILDE

Foto: Finn Schulz
ZOOLOGISK HAVE

Det 11 hektar store område på toppen af Valby Bakke har de fleste børn med garanti besøgt flere gange, men det gør ikke en tur i Zoologisk Have til et mindre hit - børn elsker dyr!

For de små zoo-gæster er Børnezoo et besøg værd. Her kan poderne nemlig komme på klappeafstand af rare husdyr fra hele verden - specielt de gæstfri afrikanske dværggeder er populære blandt små klappere.

For de lidt større børn (og de modige af de små) trækker Ponybanen. Den har åben i weekender og på helligdage fra påske til og med efterårsferien samt hver dag i skolernes sommerferie.

Hver dag fodrer ZOO's personale nogle af havens dyr, mens de fortæller om dem, og denne begivenhed er også en af de sikre hits, både for store og små. Hvilke dyr, der fodres hvor og hvornår, kan du tjekke på ZOO's hjemmeside og på lystavlen i Mødestedet.

Sidst, men absolut ikke mindst, kan I for en flad femmer få en af byens allerbedste udsigter fra havens vartegn, ZOO-tårnet, der rager 43,5 meter op fra toppen af Valby Bakke.

    Vigtigste forholdsregel: At alle er klædt fornuftigt på til årstiden, man skal gå meget rundt udenfor.

    Entré: Børn (3-11 år) 70 kr. Voksne 130 kr. Årskort børn 210 kr. Årskort voksne 350 kr.

    Åbningstider:
    Januar alle dage 9-16
    Februar alle dage 9-16
    Marts hverdage 9-16, weekend 9-17
    April hverdage 9-17, weekend/helligdag 9-18
    Maj hverdage 9-17, weekend/helligdag 9-18
    1. - 27. Juni alle dage 9-18
    28. Juni - 17. August alle dage 9-21.00
    18. - 31. August alle dage 9-18
    September hverdage 9-17, weekend/helligdag 9-18
    Oktober alle dage 9-17
    November alle dage 9-16
    December alle dage 9-16 (d. 24/12 + d. 31/12 kl. 9-14)

    Transport: Bil eller bus 6A.

    Proviantering: Der kan købes salater, sandwich og varme retter til langt under 100 kr. på Café K, eller I kan smørre jeres egen madpakke og tage med. Læs mere her

Børnebiffen

Gothersgade 55
1123 København K

4. DEN FILMISKE

Foto: Hanne Hastrup
BØRNEBIFFEN

Børnebiffen er børnenes egen biograf i Cinemateket. Her kan de 3-10-årige fire dage om ugen året rundt (undtagen juli) ganske gratis se film, der udelukkende er for børn og om børn.

Repertoiret tæller både tegnefilm, novellefilm og dokumentarfilm, og filmene kommer fra hele verden.

Da AOK var babysitter for Molise på 3 og Caroline på 5, var der en hyggelig dokumentarfilm om, hvordan ægget bliver til en høne, og en både sød og morsom tegnefilm om Louis og hans bedste ven Dynen, på programmet. Men generelt gælder det, at de mindste kan gøre store øjne til gode gamle klassikere som Cirkeline og Alfons Åberg, mens de større børn har mulighed for at se film med lidt mere udfordrende indhold. Det kan være novellefilm med emner som kæledyr, kærlighed og kammeratskab, som børnene kan relatere til deres egen hverdag, eller det kan være dokumentarfilm, som børnene både kan lære af og blive underholdt af.

    Vigtigste forholdsregel: At børnene kan sidde stille, mens de ser film.

    Entré: Ingen, men det er en god idé med billetbestilling (tlf. 3374 3412).

    Tidspunkt: Tor-fredag kl. 10.00 og kl. 11.00, lør-søndag kl. 12.30.

    Transport: Bil, S-tog eller Metro til Nørreport og 10 minutter til fods eller bus 350S.

    Proviantering: Enten kan man spise på Restaurant Sult eller sidde med sin madpakke i området uden for Bio Asta. Læs mere her

Statens Museum for Kunst

Sølvgade 48 - 50
1307 København K

5. DEN KUNSTNERISKE

Foto: PR Foto: Ikke oplyst
BØRNEMUSEET / STATENS MUSEUM FOR KUNST

Det kan godt være, museet på Sølvgade ser både mastodontisk og monumentalt ud, men det er ikke ensbetydende med, at man overser byens små kunstinteressede. Tværtimod har Statens Museum for Kunst taget initiativ til at koble kunst og børn ved at lave specielle børneudstillinger, -omvisninger og -værksteder samt kreative kunsteksperimenter.

Børnemuseets kunstværksteder er for børn i alle aldre. De er åbne mellem kl. 10.30 og 16.30 alle weekender og i skolernes ferier. Her tilgodeses børnenes fantasidrevne udfoldelsestrang til fulde: Voksne kunstnere underviser minikunstnerne, så glimmer og glasskår går op i en højere enhed. Billetter til 20 kr. købes i billetsalget senest kl. 15.45.

Museets børneomvisninger foregår også i weekenden. De starter kl. 13, er gratis og byder på en farvestrålende palet af kunstoplevelser og historier.

Sidst, men ikke mindst, kan det anbefales at gå hen forbi de såkaldte Børnestationer, hvor børnene leger sig ind i kunstens verden. På Børnestationen i portrætsalen er temaet naturligvis portrætter, så her ligger hatte og handsker side om side med ordensbånd og briller, så børnene kan klæde sig ud som konger og kunstnere - eller som nogle af de andre, de har set på museets malerier.

    Vigtigste forholdsregel: At børnene besidder en vis portion nysgerrighed.

    Entré: Ingen til samlingerne, Skulpturgaden og aktiviteter på Scenen.

    Åbningstider: Tir-søndag kl. 10-17, onsdag kl. 10-20.

    Omvisninger: Lør-søndag kl. 13.
    Værksteder: Lør-søndag kl. 10.30-16.30.

    Transport: Bil, S-tog eller Metro til Nørreport eller bus 6A, 14, 26, 40, 42, 43, 184, 185, 150S, 173 E.

    Proviantering: Man kan købe mad på museets café, en børne- og rugbrødstallerken, men har I selv madpakke med, kan I spise den i kælderetagen. Læs mere her

Rundetårn

Købmagergade 52 A
1150 København K

6. DEN RUNDE

Rundetaarn Foto: Allan Lundgren
RUNDETAARN

Fra starten var det ment som et observationstårn for den byggeglade kong Christian IV, der interesserede sig en del for astronomi. Og her mere end 350 år efter, tårnet blev færdigt, bruges det stadig i kongens ånd. Hver tirsdag og onsdag kl. 19-22 fra midten af oktober til midten af marts stilles Folkeobservatoriets store kikkert frem, og passer du nogle lidt større børn, vil de helt sikkert synes, det er et hit at zoome ind på aftenhimlens stjerner.

Mens stjernekigningen er for de større børn, kender Rundetaarns sneglegang ingen alder. Selv om det kun er omkring 36 meter højt, gør den snoede sneglegang turen 209 meter lang, og det er denne sneglegang, der meget vel kan gå hen og gøre dig til byens bedste babysitter. De små synes nemlig, det er fantastisk at gemme sig i de små indhak og sige "bøh", når du går forbi, og at løbe rundt og rundt og rundt syv en halv gange. Og enkelte tror faktisk, at man kan se hele verden fra Rundetaarn!

    Vigtigste forholdsregel: At ingen lider af højdeskræk.

    Entré: Børn (5-15 år) 5 kr. Voksne 25 kr.

    Åbningstider i Rundetaarn:
    Indtil 1. april: Man-lørdag 10-17, søn/helligdage 12-17

    NYE ÅBNINGSTIDER

    1. april – 20. maj: alle dage kl. 10-17
    21. maj – 20. sep: alle dage kl. 10-20
    21. sep - 31. marts: alle dage 10-17

    Observatoriet
    Medio oktober - medio marts: Tirs-onsdag kl. 19-22.

    Transport: S-tog eller Metro til Nørreport. Læs mere her

 

7. DEN STILLE

Foto: Ikke oplyst
BYENS BIBLIOTEKER

Byens biblioteker bugner af tilbud for børn i alle aldre lige fra historiefortælling til anmelderklub, danseundervisning, dukketeater og filmvisning med meget meget mere. Og er der ikke lige et arrangement, den dag man er babysitter, holder den gode gammeldags aktivitet kaldet læsning hele vejen igennem!

For de større børn er aktiviteter som hip hop- og breakdance-undervisning, Warhammer-værksted og Harry Potter-oplæsninger populære, mens de yngste biblioteksgæster nyder godt af filmvisninger med gode venner som Cirkeline, Muldvarpen og Pingu, eventyrfortælling, rytmisk legestue og dukketeater.

Sømods Bolcher

Nørregade 36 og 24
1165 København K

8. DEN SØDE

SØMODS BOLCHER

I bolchefabrikken i Nørregade kan man komme ind og opleve bolchefremstilling (og -smagning!) så sødt som i gamle dage. Sømods Bolcher startede op i 1891; dengang lavede man bolcherne ved at varme perlesukker op til 180 grader, smække den brandvarme og flydende bolchemasse op på produktionsbordet og ælte, rulle og klippe den til de små hårde stykker slik, der kunne vare lidt længere end andre søde sager.

Nogenlunde sådan foregår det også i dag, og det er det, man kan komme ind og se - og sikre sig en evig plads i børnenes hjerter! Sømods anvender kun naturlige smagsstoffer og naturfarver, så selv børn med kraftige allergier kan smage de 77 forskellige slags bolcher.

Bolchefremstillingen foregår i nr. 36b (butikken er i nr. 24) på hverdage mellem kl. 9.15 og 11 samt ca. en gang i timen mellem kl. 12 og 15. Er man flere end seks, bør man ringe og bestille plads på en af produktionerne kl. 9.30, 10.15 eller 14.15.

    Vigtigste forholdsregel: At I ikke er decideret sultne.

    Entré: Ingen

    Bolchefremstilling: Man-fredag kl. 9.15-11.00 og 12.00-15.00.

    Transport: Metro, bus eller S-tog til Nørreport Station.

Læs mere her

Danmarks Akvarium

Kavalergården 1
2920 Charlottenlund

9. DEN VÅDE

Foto: Else Bjørn
DANMARKS AKVARIUM

Ud for Charlottenlund Fort ligger Danmarks Akvarium, der huser omkring 70 akvarier med næsten 3000 fisk i, fordelt på 250 forskellige arter fra hele verden.

Og disse akvarier med ca. 1 million liter cirkulerende vand fungerer i sandhed som magneter på både børn og voksne! I dem bevæger farvestrålende, flotte, forfærdeligt grimme og frygtindgydende havdyr sig rundt, lige fra fireøjede fisk til ottearmede blæksprutter, kinesiske kæmpesalamandere, elektriske ål, levende koraller, søanemoner, revhajer, havskildpadder, krokodiller og piratfisk.

Udover at det er spændende for børnene at gå rundt og kigge på akvariernes beboere, er der også flere aktiviteter, der inddrager de besøgende, såsom fodring af piratfisk og krokodiller (weekender kl. 11.30 og 14.00 samt onsdage kl. 14.00) og "Rør et havdyr"-aktiviteten i akvariets kælder (åben weekender, helligdage og skoleferier kl. 10.30 og én gang i løbet af eftermiddagen), hvor man kan få lov til at klappe en fisk og røre ved en krabbe (hvis man altså tør).

    Vigtigste forholdsregel: At børnene er nysgerrige (og lidt modige, hvis det kommer til krabbeberøring).

    Entré: Børn (0-3 år) gratis. Børn (3-11 år) 50 kr. Voksne 90 kr.

    Åbningstider: Alle ugens dage året rundt.
    November-januar kl. 10-16 (lukket 24, 25. og 31. december samt 1. januar)
    Februar-april kl. 10-17
    Maj-august kl. 10-18
    September-oktober kl. 10.17

    Transport: Bil, S-tog til Charlottenlund Station eller bus 14 og 166.

    Proviantering: Salater, sandwich, fiskefileter mm. kan købes i Café Danmarks Akvarium. Det er også tilladt at spise sin medbragte mad, hvis man køber drikkelse i cafeen. Læs mere her

Build-A-Bear Workshop

Vesterbrogade 3
1620 København V

10. DEN BLØDE

Build a bear Foto: Allan Lundgren
BUILD A BEAR

Ved Tivoli og i Fields findes den lille eventyrfabrik Build A Bear, hvor børn kan lave deres egne bamser. Det er guidens dyreste aktivitet, og børnene elsker stedet, så pas på pengene, det er let at blive revet med, når man ser alt det nuttede bamseudstyr.

Når man kommer ind i butikken, står alle de forskellige bamser, børnene kan vælge mellem - bjørne, hunde, skildpadder, giraffer og kaniner - på rad og række, og nedenfor ligger bamseskindene, som man tager med hen til selve bamseproduktionsmaskinen.

Her skal børnene træde på en pedal og trykke på knapper for at aktivere den store maskine (læs: en Build A Bear-medarbejder), der fylder blødt indhold i bamsebarnet. For en ekstra skilling kan børnene vælge mellem ca. 15 forskellige lyde, som siden kommer ud af bamsen, når de trykker den på poten - lige fra musik- til tekstbidder a la "I love you".

Herefter kommer et af de helt store øjeblikke: Bamsens lille hjerte skal varmes, kysses og sys ind i bamsen, der også skal have sit navn.

Endelig kommer turen til tøjet, og det er her, man skal have besluttet sig for, hvor meget man vil investere. For før man får set sig om, er lille lyserøde Rosa udstyret med askepotkjole og glimmersko - og inderst inde blomstrede trusser og pailletundertrøje - til den nette sum af fire Carl Nielsen'er (400 kr.)!

Inden man går, kan man i øvrigt indtaste bamsens oplysninger på den dertil opstillede computer og printe sit bamsecertifikat ud til den stolte bamsefar eller -mor.

    Vigtigste forholdsregel: At I på forhånd har besluttet, hvor meget besøget skal koste.

    BUILD A BEAR, Vesterbrogade
    Hvornår: Alle dage året rundt. Undtagen 24.-25. samt 31. dec. og 1. jan.

    Åbningstider (de samme året rundt):
    Man-fredage kl. 11.
    Lør-søndage kl. 10.

    Lukketider (varierer efter sæson):
    22. okt. – 13. nov. 2007:
    Man-torsdage kl. 19, fredage kl. 20 og lør-søndage kl. 17.

    14. nov. – 30. dec. 2007:
    Søn-torsdage kl. 22, fre-lørdage kl. 23.

    BUILD A BEAR, Fields (32 62 65 02)
    Åbningstider:
    Man-fredage kl. 10.00-20.00
    Lørdage kl. 10.00-17.00
    Første søndag i hver måned kl. 10.00-17.00

    Priser: Bamser 100-300 kr., tøj (sæt) 100-170 kr., sko 10-110 kr.
    Læs mere her

 

Skriv en kommentar

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.

 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media