Føj til favoritter Del Send
Byliv | 13/12/17

Efter 434 år: Nu skal Bakken ikke kun være åben om sommeren

  • Nu er det ikke kun om sommeren at der er julemænd på Bakken. Bakken er klar med åbent i julen. Foto: Sarah Christine Nørgaard

    Nu er det ikke kun om sommeren at der er julemænd på Bakken. Bakken er klar med åbent i julen.

    Foto: Sarah Christine Nørgaard

Efter 434 år som sommerfænomen må Bakken nu holde åbent til efterår og jul.

Pjerrot med nissehue, gløgg og æbleskiver bliver en realitet. Bakken udvider i 2018 sæsonen med efterårs- og juleåbent.Det er en kendsgerning efter en længe ventet miljøgodkendelse er gået igennem. Det betyder, at Bakken i efteråret 2018 kan holde åbent i efterårsferiens uge 42 samt tilbyde en julesæson med åbent i weekenderne i december.

En række restriktioner har siden etableringen i 1583 kun givet forlystelsesparken mulighed for at holde åbent i sommerperioden. Men nu har Lyngby/Taarbæk Kommune givet tilladelse til at udvide sæsonen.

Læs også: Guide: De 5 Matador-restauranter på Bakken

»Vi er meget glade. Vores konkurrenter har længe haft udvidet sæson, og nu er Bakken klar. Vi synes jo, at Danmarks ældste forlystelsespark skal have rammevilkår, der gør det muligt for os at have åbent i flere sæsoner end blot om sommeren,« lyder det fra Bakkens administrerende direktør, Nils-Erik Winther, der er glad for at kunne fremme turismen og give børnefamilierne flere gratis tilbud.

Stigning i besøgende

Tankerne om en udvidet åbningssæson tog fart med tilblivelsen af 'Korsbæk på Bakken' i 2015. Det fik direktøren til at se flere muligheder, og efterspørgslen på flere sæsoner er samtidig steget støt blandt publikum. For både Bakkens ledelse og de private teltholderne er der god fidus i at udvide sæsonen.

»Det skaber vækst, og så er det en fordel med flere sæsoner. Så er man mindre afhængig af vejret. Jeg tror på, at vi får 15-20 procent flere gæster på Bakken på årsbasis med de nye sæsoner«.

Efterårssæsonen kommer til at byde på åbne forlystelser og restauranter, og så bliver Bakken klædt på i efterårsfarver med halmballer og halloweenstemning. Udsmykningen i begge sæsoner kommer til at bære præg af masser af lys og fokus på skovens dyr. I julesæsonen vil enkelte forlystelser være lukkede, men restauranterne er åbne, så man har mulighed for at afholde julefrokost.

Se billederne: Herligt nostalgi-trip: Sådan så Bakken ud i gamle dage

Nils-Erik Winther lover at Bakkens nye sæsoner ikke bliver en kopi af andre parker som f.eks. Tivoli.

»Tivoli gør det godt, men vi er noget helt andet. Vi er ikke en have, vi er en skov. Vi vil styrke den hygge, som Bakken er karakteriseret ved. Vi vil bruge kræfter på at skabe hyggelige rammer. Vi skal jo ikke til at have åbent hver dag, men i de perioder hvor folk efterspørger det«.

Læs også: Tivoli udvider sæsonen: Nu kan du forlyste dig om vinteren

Hos VisitDenmark ser man også mulighederne i Bakkens visioner.

»De nye tiltag fra Bakken om at udvide sæsonen med ’Efterår og Jul på Bakken’ er i tråd med visionen om en realisering af Danmarks potentiale som helårsdestination for turister, og jeg tror på, at Bakkens tiltag vil gavne branchen og sektoren bredt,« siger Jan Olsen, direktør i Visit Denmark.

I 2017 havde Bakken 155 åbningsdage alene i sommerhalvåret, i 2018 kommer den gamle park op på 170 åbningsdage.

Foto: Ikke oplyst

Oplev en samtidig og relevant udstilling på Nivaagaards Malerisamling: "Hvad der kan tænkes, kan tegnes. Karikaturtegneren Jens Hage"