Manden så en anelse forundret ud. Og lidt træt. Men jeg var bare sur. Som i pissesur. Rasende. Arrig. Fnysende på den der måde, hvor man skummer indvendigt, samtidig med at man en lillebitte smule nyder sit raseri og alt sit meget temperament.

Så kyssede han mig på en knap så venneagtig måde og sagde »behøver ting at gå så hurtigt altså?« Og det gør de måske ikke. Egentligt.

Men jeg har levet de sidste år i noget, der ligner en centrifuge. Det lyder vanvittigt, når man remser op, og det var det egentligt også. Noget af tiden i hvert fald. Ret meget af tiden var det også fint og rart.

Men altså, fem job på fem år f.eks. Bo syv steder i samme periode. Tilsæt et aflyst bryllup, en mand, der beskyldte mig for at flirte med hans far og som afskedssalut skød en af mine stole, en anden, der var så nyskilt, at han forsøgte at klistre det liv, der var styrtet i grus sammen med lige dele dårlig samvittighed overfor sine børn og forelskelse i mig. Det var ikke holdbart byggemateriale.

Og jeg har lidt ved et tilfælde og en del held fået verdens bedste job, jeg har brugt al min energi på at huske nye kodeord, hvor man henter clips og hvor kaffemaskinen er og at gøre mig så meget umage, at de ikke syntes, jeg var håbløs.

Jeg har pakket mine ting op og ned så mange gange, at jeg kunne flytte i mørke. Lært at en buket blomster og en yndlingskop kan give en fornemmelse af hjemme, selv om man er ude af sig selv og på fremmed grund.

Jeg har fået alle enderne til at hænge sammen, mens jeg lignede en, der levede et normalt liv og huskede sine venners fødselsdage og mit eget CPR-nummer, fordi der ikke var så meget andet at gøre end at hænge i og holde ud.

Men efter sådan en karruseltur bliver stille virkelighed lidt en tam affære. En tur i Irma efter minimælk og en tur på Underwood for at drikke vin og spise lidt pølse, pate og noget ost er bare krusninger på et hverdagshav, og jeg er vant til orkan og brusen og raseri og luk alle skodder og hold på hat og briller.

Så hvad gør man så? Man går ud, hele tiden, tit, drikker drinks og slår ud med armene og finder sit festligste tøj frem og HADER og ELSKER og taler lidt i versaler og meget med udråbstegn. Man laver simpelthen bare selv dramaet. Råbe lidt og tude og skride i raseri og smække med en dør midt i måltidet, hvæse og vrisse og slet ikke være tilfreds med et kys på Nørrebrogade og et »vi ses i morgen.«

Men man bliver jo også så træt. Også af sig selv. Af at ingenting var godt nok og ikke helt rart og nemt og usvært, indtil det gik op for mig… at jeg måske bare kedede mig lidt, nu hvor jeg har boet et dejligt sted i næsten to år og for første gang i mit arbejdsliv arbejdet lige så længe det samme sted.

Fordi hverdagen virkeligt er faldet på plads, og der er ikke noget, som kræver at jeg står på en barrikade og svinger lidt med bare et lille bitte sværd. Så måske er det den nye opgave - at bruge min energi på at vænne mig til det. Være så stille indeni, at jeg vænner mig til at kunne mærke, at jeg også er live, selv om jeg ikke har en slagterkniv i hjertet og mine ting opmagasineret et sted i Glostrup.

Tror jeg.

Manden fra Nørrebrogade har en anden løsning. En dag sagde han: »Gid der var nogen, der forærede dig et fjernsyn, så du af og til kedede dig lidt mindre.« Men måske trænger jeg til at få en hobby. Jeg kunne vel gå til drama. Bare to timer hver tirsdag.

Læs årets aktuelle klummer fra AOK her