I tre dage i påsken samles 700 gamers i Øksnehallen for at dyste mod hinanden. Turneringen hedder Copenhagen Games, og højdepunktet er de officielle Danmarksmesterskaber i CounterStrike, som i år afholdes for første gang nogensinde.
»CounterStrike er det mest populære spil i Danmark med mere end 100.000 dedikerede spillere«, udtaler Copenhagen Games’ arrangør Zahid Butt. »Så nu skal vi finde landets bedste hold.«
Udover kåringen af danmarksmestrene afholdes der også en åben, international turnering, hvor hold fra bl.a. Australien, England, Tyskland og Frankrig er rejst hertil for at dyste om prestigen og præmierne.
»Det er kun tophold med sponsorer i ryggen, der kommer fra udlandet. Og de kommer ikke for at hygge sig, men for at vinde,« fortæller Zahid Butt. »Der er rigtigt mange gaming-sites og medier, der følger med i den her type arrangementer, så hvis holdene får et godt resultat, bringer det dem et skridt videre i forhold til endnu bedre sponsorater.«
Alle semifinaler og finaler afvikles på den store scene og vises på storskærm, og hallen er desuden fyldt med aktiviteter for publikum, der blandt andet kan deltage i FIFA- og Tekkenturneringer, prøve helt nye spil, som endnu ikke er i handlen, og lære noget om, hvordan man selv udvikler spil.
»Jeg tror, der er mange, der har en forestiling om, at det bare er en hel masse nørder, der sidder i en stor hal, men det er langt mere socialt end det«, siger 23-årige Timm »ArcadioN« Henriksen fra Brøndby, som skal dyste om DM-titlen med holdet Cheap Times.
»Det er en tilskuervenlig sport, fordi der hele tiden sker noget, og fordi man kan se, at folk virkelig går op i det. Og så foregår der en masse ting i hallen. Det er rigtig hyggeligt, også for folk, som ikke spiller spillet.«
Favoritterne til at vinde Danmarkmesterskabet i CounterStrike 1.6 er Cheap Times og mTw (»Mortal Teamwork«).
Der dystes både i Counterstrike 1.6 og CounterStrike Source.
Semifinalerne i CS 1,6 og CSS afholdes fredag kl. 16. Finalerne i CS 1,6 spilles lørdag kl. 18.30, mens finalerne i CSS spilles kl. 23.
Selvom der er præmier for omkring 50.000 kr. i kontanter og hardwarepræmier for næsten en kvart million, er der langt til forholdene i for eksempel Sydkorea, hvor topspillerne er feterede stjerner, der bliver fløjet rundt i helikoptere og tiltrækker titusindvis af publikummer til spilfinalerne.
Hvad: Copenhagen Games
Hvor: Øksnehallen, Halmtorvet 11, Kbh. V.
Hvornår: Torsdag 1. april kl. 14-24, fredag 2. april kl.10-01.30, lørdag 3. april kl. 10-01. Se det fulde program på www.copenhagengames.com
Hvordan: 50 kr. per dag