Føj til favoritter Del Send
Byliv | 07/08/18

Din weekend i København: Festival, pop-up-restaurant og modesnak

  • Refshaleøen i København. Foto: Mads Claus Rasmussen

    Refshaleøen i København.

    Foto: Mads Claus Rasmussen
  • Foto: Cecilia Samsson Foto: Cecilia Samsson
  • Foto: PR Foto:
  • Foto: Privat foto Foto: Privat foto
Det er blevet tid til krebsegilde, mode og street food i lange baner.

Refshaleøen indtages af musik-, kunst- og madfestivalen Haven

To-dagesfestivalen Haven folder sig igen ud på Refshaleøen med masser af musik, kunst, mad og kølige øl. For tredje gang kan du høre musik, opleve kunst og spise god mad, når to-dages festivalen Haven igen afholdes på Refshaleøen. Bag festivalen står Claus Meyer, Mikkel Borg Bjergsø samt Aaron Dessner og Bryce Dessner.

Her vil man igen i år kunne nyde avanceret ølbryg, alverdens mad fra flere internationale kokke, livemusik og et stort installations-kunstværk skabt i samarbejde mellem bryggere, musikere, kokke og performancekunstnere fra hele verden. På musikfronten er der både hiphop-navne som Sammy & Johnny Bennett, JaQe og forskellige DJ-sets - for ikke at tale om hovednavne som Arcade Fire.

Billetterne koster 935 kr. for en enkelt dag -uanset om der er tale om fredag eller lørdag. En partoutbillet koster 1.435 kr. Find billetterne på billetlugen.dk.

Læs alle de praktiske oplysninger op festivalen her.

Hvad: Haven Festival
Hvor: Refshaleøen, Kbh S
Hvornår: 10-11. august

Foto: Cecilia Samsson

Malmøs gader fyldes igen med musik og foodtrucks til årets byfestival

Malmöfestivalen er tilbage. Endnu en gang afholdes der gratis byfest i Malmø med masser af koncerter, aktiviteter og foodtrucks. Fra fredag 10. august skydes festivalen i gang med traditionen tro et kæmpe krebsegilde, hvor folk selv medbringer snaps og krebs i lange baner, skråler snapseviser i kor. Herefter følger otte dage fyldt med gratis koncerter, sjove events og masser af god mad. Rundt om i Malmøs gader opsættes scener, og der er musik for enhver smag. Den største scene finder du på Stortorget, og det er her, de store stjerner kan opleves.

På Posthusplatsen lige bag Malmö Centralstation står den næststørste scene, som gæstes af bl.a. Astrid Holiday og desuden byder på alt fra verdensmusik til pop og rock. Er man mere til blues, skal man finde vej til det hyggelige lille telt, som år efter år er dedikeret til lige netop den genre, i Altonaparken.

På Gustav Adolfs Torg midt i byen finder man alverdens street food fra forskellige boder og food trucks med mad fra det meste af verden.

Malmöfestivalen er også for de mindste. Børnene har fået et kæmpe område at boltre sig på, og her kan man bl.a. teste rulleskøjtebanen, prøve klatrer vægen, blive malet i ansigtet, spille bold, teste VR, høre musik og se teaterforestillinger. Læs om aktiviteter for børn her.

Læs mere om festivalen og se hele programmet på malmofestivalen.se.

Hvad: Malmöfestivalen
Hvor: Malmøs gader
Hvornår: 10. til 17. august 2017
Hvor meget: Gratis

Foto: Ikke oplyst

Modesnak på Gl. Strand

I forbindelse med Københavns modeuge, der i denne uge har indtaget byen, kan du på Gl. Strand komme med til paneldiskussionen, hvor chefredaktør på ELLE DK, Cecilie Ingdal Christensen, fotograf Casper Sejersen, modeblogger Sidsel Alling samt tidligere model og nuværende modeskribent Lotte Freddie diskuterer bl.a. modemagasiners betydning for moden, modefotografiet og de sociale mediers indflydelse. Der bliver stillet spørgsmål som »hvor skabes det stilskabende modefotografi da i dag?«, »Hvem står bag det og sætter trenden?« »Og hvilken betydning får de nye digitale platforme og mode-influencere på de sociale medier for modemagasinkulturen fremover?«

Snakken tager udgangspunkt i udstillingen VOGUE Like a Painting, der er at finde på Gl. Strand til og med 2. september 2018.

Det koster 140 kr. at deltage. Prisen er inklusiv brunch fra Danish Minies og adgang til udstillingen.

Køb billet her.

Hvad: Brunch Salon
Hvor: Gl. Strand, Gammel Strand 48, Kbh K
Hvornår: 12. aug kl. 10.30-12.30

Foto: PR

Pop-up i Kødbyen med 5-retters menu og Master Fatman

Fredag er der mulighed for at afprøve et nyt koncept, når firmaet Habitat inviterer til sit første pop-up-arrangement på taget af SOHO i Kødbyen.
Folkene bag det nystiftede firma, Lui Jacobsen og Martin Quorp Paulsen, har erfaring fra restauranter som Umami, Nimb, Melsted Badehotel og Restaurant Naes, og i det nye koncept ligger, at der løbende vil blive arrangeret pop-up-restauranter rundt i omkring i København.

Første arrangement i Kødbyen er blevet til i samarbejde med vinbaren Cork på Frederiksberg, og til vinene serveres en 5-retters menu bestående af blandt andet carpaccio af sommerbuk, citrusmarineret kammusling og sommerens rabarber med koldskålsis. Baggrundsmusikken står selveste Master Fatman for.

Hvad: Pop-up i Kødbyen
Hvor: SOHOs tagterrasse
Hvornår: 10. august kl. 18.00-22.00
Hvor meget: 5-retters menu inkl. Vinmenu: 750 kroner. 5-retters menu eksl. Vinmenu: 450 kroner.
Billetter købes på billetto.dk

Foto: Privat foto

Street food langs søerne

I den kommende weekend vil bredden langs Søerne i København være omdannet til et madkekka, når festivalen »Street Food om Søerne« indtager den ellers så populære løbesti med mad fra hele verden.

Bag festivalen står Kitchen Collective og Rebel Food i samarbejde med Nørrebros Bryghus, der serverer kold økologisk fadøl, og den socialøkonomiske virksomhed FRAK, der arbejder for at gøre unge på kanten af samfundet arbejdsmarkedsparate.

Ideen med festivalen er - ud over at lade københavnerne smage alverdens mad - blandt andet at hylde madiværksættere, som her kan afprøve en række koncepter. Derfor afsluttes festivalen søndag med, at prisen for »Årets street food’er« og »Årets særpris« overrækkes ved Søpavillionen. Juryen består af folk som kultur og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, indehaver af GRØD, Lasse Skjønning, Hazel Evans fra Mad About Copenhagn og Johan Dahl fra Slow Food.

Hvad: Street Food om Søerne
Hvor: Langs søerne i København (Nørrebrosiden)
Hvornår: 10., 11. og 12. august

Foto: Privat foto

Ny butik med grønne fingre på Bryggen

Det er også i denne weekend, at der er mulighed for at få opgraderet boligen med grønne indslag. I 2015 blev plantekonceptet Greenify stiftet som en onlinetjeneste. Lørdag åbner folkene bag en fysisk butik på Islands Brygge, og her vil være »tropiske planter, finurlige kaktusser og kravlende hængeplanter - alle øko-gødet og klar til at vokse sig ind i grønne københavnerhjerter«, lover ejerne i en pressemeddelelse. Greenify har sin egen gartner i virksomhedens væksthus lidt uden for København - og nu altså en fysisk butik.

Læs mere her.

Hvad: åbning af butikken Greenify
Hvor: Sturlasgade 1, 2300 København S, Danmark
Hvornår: Lørdag kl. 10.00 - 17.00