Føj til favoritter Del Send
Byliv | 12/07/18

Din weekend i byen: Det skumle København, Kim Larsen og VM-finale på storskærm

  • Foto: Dennis Lehmann Foto: Dennis Lehmann
  • Foto: Mads Claus Rasmussen Foto: Mads Claus Rasmussen
  • Foto: Sophia Juliane Lydolph Foto: Sophia Juliane Lydolph
Var det noget med en byvandring ind i Københavns skumle fortid? Eller en brunch i byens nye havnebyggeri? AOK guider dig til fem ting, du kan bruge de næste dage på.

En tur Københavns underverden

På en smuk solskinsdag kan det være svært at forestille sig, hvilke skumle historier, der gemmer sig i Københavns gader og stræder - herunder hvilke forbrydelser, der gennem tiden er blevet begået. Det hjælper Weird Tours med at opklare, når de fredag inviterer på en »Crime Tour«, som er en pendant til Londons »Jack the Ripper Tour«. Bureauet har, som navnet antyder, specialiseret sig i at vise andre sider af København - på turen får man eksempelvis indblik i, hvor Danmarks største seriemorder, der specialiserede sig i babydrab, boede, og hvilke snedige tyveknægte, der har huseret i byen. At datoen siger fredag den 13., gør næppe turen mindre uhyggelig.
Arrangørerne understreger, at Crime Tour naturligvis er en historisk korrekt tur. Den er åben for alle og starter fra Nytorv foran Københavns Byret og slutter samme sted.

Hvad: Crime Tour (arrangørerne udbyder også eksempelvis Love Tour, Fruentimmer Toor og Herre Tour for mere sarte sjæle).
Hvornår: 13. juli 2018, kl. 20. (Arrangeres også andre dage.)
Hvor: Nytorv, København K
Hvor meget: 100 kr. Tilmelding på weirdwalks.dk

Danmarks nationalskjald i Tivoli

»Da jeg gik ud over Langebro en tidlig mandag morgen, da så jeg en, der stod og græd. Hvis du tør - så kom med mig.«
Mere københavnernostalgisk bliver det næppe - og mon ikke netop den sang er på repertoiret, når Kim Larsen fredag aften indtager scenen i Tivoli til fredagsrock?
Trods sine 72 år er den garvede sangskriver netop nu på turné med hhv. gamle kendinge og nye sange fra albummet Øst for Vesterled, der udkom sidste år.
Det er to år siden, Kim Larsen - der også går under navnet Danmarks nationalskjald - sidst optrådte på plænen i Tivoli. Dengang var det i styrtende regn, men nu er chancen der for at høre ham på en sommeraften, når den er bedst.

Hvad: Kim Larsen
Hvor: Tivoli
Hvornår: 13. juli kl 22.
Hvor meget: Entré til Tvoli: 120 kroner

 

Foto: Mads Claus Rasmussen

Brunch i Københavns nye havnebygning

Det har ikke skortet på holdninger til byens nye bygning, BLOX, som er blevet kaldt alt fra en lysende perle på havnen til et arkitektonisk misfoster. Hvis du også er nysgerrig efter at opleve BLOX indefra, er der nu mulighed for henlægge weekendens brunch til stedets nye café og terrasse med udsigt over Københavns inderhavn og Kulturkvarteret på den anden side af vandet. Det kræver en billet til Dansk Arkitektur Center at få adgang til cafeen. Her kan man netop nu opleve åbningsudstillingen »Welcome Home« om forskellige boformer og se kunstinstallationen »Multiple shadow house« af Olafur Eliasson.

Hvad: Udstilling & weekendbrunch
Hvor: Dansk Arkitektur Center, BLOX, Bryghuspladsen, 1473 København K
Hvor meget: 205 kroner for hhv. udstilling og brunch på Billetto

Ikke jazz, men bas

Ikke alt går op i jazz denne uge, som også byder på Bas Under Buen.
Nærmere betegnet under Bispeengbuen, der med jævne mellemrum inviterer til fest på arealet under Frederiksberg-broen. Denne lørdag består line-uppet af flere end ti forskellige optrædende, henholdsvis Lucy Love, Zookeepers, Flexlikekev, Kong Kurs, Dub Manza, Bwoy De Bhajan, Drum And Bass Klubben, Pernille, Circuit 900, Kjærbo, Canaan I, Alex Index, RDG & OHOI!

Hvad: Bas Under Buen
Hvor: Bispeengbuen, 2000 Frederiksberg
Hvornår: 14. juli klokken 15-23

Finale på storskærm

Der er noget særligt ved at se fodbold sammen med andre. I dette tilfælde er der ikke tale om et par venner hjemme i sofaen, men formodentlig om lidt af et menneskehav. I anledning af VM-finalen, har Dansk Boldspil Union (DBU) arrangeret en storskærm på Rådhuspladsen, der i forbindelse med kampen også byder på diverse forboldaktiviteter. Hvis det lokker med hele to dage på Rådhuspladsen, vises bronzekampen lørdag.

Hvad: VM finalekamp
Hvor: Rådhuspladsen
Hvornår: 15. juli kl. 17 (bronzekamp lørdag kl. 16)
Hvor meget:  Fri entré