Og jeg jublede. Som jeg havde jublet dagen før i Parken, da FCK kvalificerede sig til Champions League.

Dette underlige boblende brusende svimlende lykkelige fællesskab, hvor vi krammede dem på rækken foran og dem bagved og sendte hinanden så mange sms’er, at nettet var overbelastet og ordene bare fløj rundt mellem betonen.

Dagen efter blev der trukket lod, og det underlige »vi«, som FCK er, trak Barcelona og jeg jublede. Over udsigten til at se Barcelona i Parken og over udsigten og undskyldningen for at tage til Barcelona og se FCK.

Forlænge og strække sommeren lidt ind i efteråret. Sidde på en café og drikke kaffe udendørs, spise tapas med Manden fra Nørrebrogade, slentre langsomt uden at fryse i skyggen, drikke vin og diskutere om Gaudis værker er pæne (nej, er svaret).

For efteråret er kommet alt alt alt for hurtigt i år. Der har ikke været sommer nok. En sølle lille måneds varme i juli. Ikke nok, slet slet ikke nok.

Jeg har ikke nået at sidde nok udenfor den nye cafe Lyst i Jægersborggade, jeg har ikke grillet nok i Nørrebroparken, jeg har ikke haft søndage nok på et tæppe på Assistens Kirkegård med aviser, kaffe og en croissant.

Jeg har ikke været irriteret over alt for mange mennesker på Amager Strandpark eller drukket champagne på Sommerhuset bag Frihedsmuseet.

Jeg har ikke siddet ved de åbne døre på Pastis og drukket rosé nok, jeg har ikke mødt en veninde til sandwich i Kongens Have eller rykket min frokost til Kongens Nytorv.

Jeg har ikke gispet af varme og købt kold Ramlosä og drukket i grådige slurke, jeg har ikke været i Tivoli og drømt om et turpas og været voksen nok til at nøjes med en is og et sug i maven ved synet af Himmelskibet.

Jeg har ikke nået nok sommer, fordi den forsvandt ud af hænderne på mig, på os, på august og blev til kølighed og kulde og fornemmelsen af et klart lys, ikke sommerens disede varme, fra solmodne ferskner og duften af jordbær hos grønthandlerne på vejen til glatte blanke æbler, der dufter af morgener i gummistøvler i dugvådt græs.

Jeg synes ikke, at jeg er parat til uldne sokker og eftertanke, aftener med Elgars cellokoncerter, Mahler i Tivolis koncertsal, middage med stuvede svampe og tunge gryderetter og rødvin, der giver blå læber.

Jeg er ikke parat, jeg har det som i et digt af Søren Ulrik Thomsen, hvor han skriver »vi skulle svinge os over gulve af rindende vand«, og jeg vil have mere mere mere, mere lys og mere varme og mere mere mere sommer.

Jeg er ikke færdig med den, slet ikke endnu, jeg vil have lethed og fornemmelsen af, at alting er muligt og tilladt og kan nås, ikke tusmørke og tungsind og triste rodfrugter i stearinlysenes skær.

Så jeg jublede over Barcelona. Trykkede bekræft og køb og af sted og jeg glæder mig til at få en bid sensommer mere, senere.

Og pludselig er Nørrebros tynde efterårshimmel igen lidt nemmere at bære, og jeg griber mig selv i at spejde efter de første gråstenæbler og glæde mig til den næste kolde kamp i parken, hvor kulden sniger sig op gennem betonen.

Til uldne tørklæder og den blå time og kantareller i store mængder, til blommer fra Din Baghave og en middag i kælderen hos Relæ.

Til Klub Rolig på Vega og cykelturen hjem med vanter. Til alt det, der nu er ro og tid til, fordi vi ikke skal på stranden, i parken, ud, hen, væk, men bare hjem.

For forude venter Barcelona.

Læs flere klummer fra 2010.