Kl. 9.00
Det ligger lige på vejen og er en af byens store turistattraktioner, så Christiania er første stop – hvilket også ligger belejligt lige på vejen fra lufthavnen, når Airforce One er landet. Mon ikke Michelle kunne se fidusen i en Christiania-cykel til at transportere de to små frøkener rundt i Washington på – eller bare i haven ved det hvide Hus.
En falaffel, en gåtur ved voldene og kop kaffe – det er jo først på dagen - og en snak med de indfødte på staden. Er der mere tid på Christianshavn, er Vor Frelser Kirke jo genåbnet, og selvom Secret Service sikkert dør lidt ved tanken, er udsigten fra tårnet jo helt og aldeles fuldstændig fantastisk.
Kl. 11.00
Så skal der køres nordpå, men med politieskorte og ikke så meget pjat med røde trafiklys, når man hurtigt Louisiana. Her vises Jakob Holdts udstilling ’Tro, håb og Kærlighed’ med billeder fra USA gennem de seneste 30 år.
I tilgift når Obama så også lige at opleve Øresundskysten, forhåbentligt i bedårende smukt efterårsvejr – og han kan købe en gave til fruen i den velassorterede museumsbutik, der er leveringsdygtig i masser af dansk design, fra smykker til tøj og over bøger og boligtilbehør.
Kl. 13.00
Det eneste danske bidrag til verdensgastronomien – i hvert fald før Noma – er smørrebrødet, så Obama må på frokostrestaurant. Ølhalle, der ligger i kælderen under Arbejdermuseet, er et godt bud til fremmede gæster, der dermed kan opleve både museumsstemning i den fredede restaurant og smørrebrødet, som er veltillavet og i rigelige portioner.
Efter sild og måske et stykke steg med surt må verdens mægtigste mand vurdere, om han er til kiksekage til dessert, eller om han har lyst til at lynløbe gennem udstillingerne og f.eks. se, hvordan arbejderklassen boede i København i forne tider.
Kl. 15.00
USA er en smeltedigel af forskellige folkeslag og et af de områder i byen, som fint forener mange nationaliteter er Nørrebro, så Obama må en tur ud i 2200. Her kan han spadsere lidt i Nørrebroparken, der både lægger græs og grusstier til nybagte mødre med barnevogne, arabiske drenge, der spiller fodbold, somaliske mænd, der snakker på bænkene og unge hipstertyper, der spiller bordtennis og går med sneakers.
Bagefter kan Obama spadsere gennem Jægersborggade, hvor mange af de små butikker blomstrer af igangsættere og driftighed, og her kan han kigge på kunstprojekter udstillet i tomme butiksruder og skrå over Jagtvejen, ned på Assistens Kirkegård, hvor han lige kan vinke til to af de store danske sønner, H. C. Andersen, der ligger til højre for alleen og Søren Kierkegaard til venstre.
Kl. 17.00
Jo jo, det er lidt tidligt til middag, men verdens mægtigste mand har travlt og skal jo også tilbage til USA, så mon ikke han kan lokke Mads Refslund til at åbne MR på Kultorvet lidt tidligere end normalt.
Her kan Obama smage, at han faktisk befinder sig i et land omgivet af hav, for der er der kun fisk på menuen og helst kun lokale af slagsen - og det tilberedt af den Michelinstjernede belønnede kok.