Man kan ikke dømme kvaliteten af et byrum efter, hvor populært det er, mener landskabsarkitekt Stig L. Andersson.
»Mange mennesker kan ikke bare omsættes i mange point og succes. På Islands Brygge og på Halmtorvet er der masser af liv. Men der er for mange, der bare hænger ud og for meget uro. Og ingen af stederne er til glæde for de lokale beboere,« siger Stig L. Andersson.
Han kender selv flere, der er flyttet fra Islands Brygge, fordi de ikke kunne holde larmen og de mange ølflasker ud længere.
Stig L. Andersson grundlagde i 1994 sin virksomhed SLA, som siden har indrettet en række kendte byrum fra elefantlandskabet i ZOO til Frederiksbergs nye byrum ved CBS og Frederiksberg Centret.
I maj modtog SLA Nykredits Arkitekturpris på 500.000 kroner og har netop lagt sidste hånd på den nye kvarterpark Nord-Vest og byrummet ved den nyopførte SEB Bank på Kalvebod Brygge.
Han står også bag parken i midten af Sønder Boulevard. Et byrum, som han i al ubeskedenhed mener lever op til alle de krav, man kan stille til et byrum tilegnet beboerne, men selvfølgelig åbent og tilgængeligt for alle andre også.
Parken er halvanden kilometer lang, men er beplantet og indrettet, så den også fungerer på tværs. Denne varme formiddag spiller nogle drenge fodbold på den indhegnede bane. Nogle mænd sidder hver for sig i skyggen fra træerne og drikker en øl, et par veninder snakker på en bænk og hundeluftere går frem og tilbage.
»Parken er en forlængelse af beboernes lejligheder og en blanding af et privat og et offentligt hverdagsrum. Min opgave har været at lave en ramme, som beboerne så kan fylde ud. F.eks. er nogle beboere helt vilde med at spille bordtennis, og de har spurgt os, om de måtte sætte borde op bestemte steder, hvilket vi har godkendt på tegnestuen,« siger Stig L. Andersson.
Parken blev indviet i maj 2007, og landskabsarkitekten blev efterfølgende kontaktet af et spansk arkitekturmagasin.
Læs også: København
set med friske øjne
»De ville gerne skrive om Sønder Boulevard og spurgte, om jeg ville sende nogle billeder af den færdige park. Så måtte jeg sige, at parken aldrig bliver færdig, men at vi har sat en proces i gang, som aldrig slutter. Og så ville magasinet ikke skrive om parken, for det skrev ikke om noget, der ikke var færdigt.«
Én ting ærgrer ham dog i forhold til at blive færdig, og det er, at kommunen endnu ikke har indfriet sit løfte om at stille nogle store grillsteder op.
»Det virker vældig godt socialt, når man har en stor grill, hvor alle kan komme med deres egen mad. Jeg er ikke tilhænger af den populære engangsgrill. De ødelægger græsset, børn kan brænde sig på dem, og det er ikke nær så hyggeligt som at lave mad sammen på en stor grill.«
Sønder Boulevard havde, før parken blev anlagt, en grøn midterrabat hvor der også havde stået elmetræer, som var blevet syge og fældet.
»Midterstykket blev stort set kun brugt af hundeluftere og havde det charmerende kælenavn »lortevarden«. Hundelufterne er her stadig, men det er mit indtryk, at lufteturene foregår uden de store konflikter med de andre, der kommer i parken,« siger Stig L. Andersson.
Det grønne midterstykke er blevet udvidet med mellem halvanden og tre meter, så kørebanen blev smallere, men der er stadig plads til parkering for beboerne.
»For vi er i en by, og bilerne skal også have plads til at være her, men det grønne område på Sønder Boulevard blev med parken udvidet fra 46 til 66 procent af det samlede areal.«
At vi er på en boulevard, skal man ikke tage for bogstaveligt, for Stig L. Andersson har gjort det stik modsatte af det parallelle univers på en traditionel boulevard, hvor ens træer står i rækker, og alt liv udspiller sig på langs.
»Vi har plantet træerne, hvor vi kunne, for i undergrunden ligger der et mylder af vand- og varmeledninger, kabler osv. som vi var nødt til at komme udenom. Belægningen skifter mellem grus, asfalt og beton, vi har lavet niveauforskelle, ladet stien slå nogle slag og plantet mange forskellige træer og planter.
I en række ens træer kigger du efter det, der mangler. Her skifter sceneriet hele tiden. Det tvinger dig til at kigge op og giver flere muligheder for at sanse farver, dufte, lys og skygge.«
Parken er indrettet og plantet til, så den kræver et minimum af vedligeholdelse.
»Staudebedene skal ordnes en gang om året – ellers passer de sig selv – og det vil være fint med mig, hvis græsset også kun bliver klippet en enkelt gang. Derudover skal der selvfølgelig tømmes papirkurve og holdes pænt, men det er jo ikke anderledes end på andre af kommunens arealer.«
Tre år efter indvielsen synes han, at parken er blevet lige som han drømte om, og han giver beboerne den største del af æren.
»De har været meget engagerede i hele processen. Vores opgave har været at få så mange af deres ønsker som f.eks. staudebede, BMX-cykelbane, boldspil og solbadning til at kunne fungere side om side og også give plads til nye og ukendte krav og ønsker.
Derfor er der mange felter med græs, som kan ændres efter beboernes ønsker. Hele arbejdet med borgerinddragelse har lært mig, at det er afgørende for successen, at der ikke må gå ret lang tid, fra beslutningerne træffes, og til de udmøntes. For borgerne mister tilliden til systemet, hvis der går for lang tid med sagsbehandling. Engagementet skal have en konsekvens: Nemlig at man kan se, at der sker noget, når man bruger tid og kræfter på at involvere sig.«
Stig L. Andersson undrer sig over, at ejendomsmæglere i boligannoncer fremhæver boligens indre, i stedet for hvad der er at se og opleve uden for boligen.
»Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er vigtigt, hvilken træsort køkkenlåger er fremstillet af. For mig betyder det langt mere, hvad man ser ud på fra sine vinduer. Det har ikke kostet ret meget af lave parken her (22 millioner kroner, red.), men det at bruge penge på uderum giver noget til byen.
En herlighedsværdi som også hæver bygningernes værdi, og lejlighederne omkring Sønder Boulevard er blevet mere værd. Det er mærkeligt, at det har taget så mange år at finde ud af, hvor meget et byrum betyder.«
Læs mere:
Assistens
- oasen midt i byens larm
Byens
hverdagsliv set fra cyklen
Det
ukendte Holmen
Nordvest
rykker
Carlsberg for alle