Omtale
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 29/03/12

De 5 nye på Bakken

  • Foto: Malte Kristiansen Foto: Malte Kristiansen
Bakken skyder i år sin sæson nummer 429 i gang. Åbningen byder på hele fem nye steder i verdens ældste forlystelsespark. AOK giver en guide.

Malmøkroen

Dyrehavsbakken 26
2930 Klampenborg

Alt koster 25 kroner

Foto: Malte Kristiansen

Man kan godt blive lidt rundt på gulvet efter sukkerchokket ved candyfloss-boden, rutsjebaneturen og fadøllen på Bakkens Hvile. Men på ’Malmøkroen – 25’eren’ bliver alting simpelt igen.

Torben ’Træsko’ Pedersen, der ikke mindst er kendt som Cirkusrevyens direktør, har overtaget Malmøkroen og genåbnet beværtningen med nyt navn og koncept. Fremover koster alt på såvel menu- som drinkskortet 25 kroner. Derfor hedder stedet nu ’Malmøkroen – 25’eren’.

De 25 kroner kan veksles til alt fra grill-retter og kolde fadøl til kaffe, avec og lagkage på terrassen. Der kan man sidde og se på ud på Bakkens liv. Men det traditionsrige vandhul vidner i sig selv om Bakkens historie. Skilte, platter og billeder fra Bakkens mere end 400 år lange historie pryder beværtningen, hvor man også finder en stor bamsesamling.

Malmøkroens egen historie begynder for alvor i 1950. En ny skibsrute mellem Malmø og Bellevue åbner, og den smarte teltholder i Telt 97 kan ikke dy sig. For at få fingre i flere af de nye svenske gæster omdøber han sit ettablisement til Malmøkroen.

Hvad: Malmøkroen – 25’eren
Hvor: Bakken

Steak’n Noodles

Dyrehavevej 62
2930 Klampenborg

Bøffer og nudler

Foto: Malte Kristiansen

Fra i år må Bakkens gæster undvære de stegte ål på Restaurant Pejsestuen. Til gengæld får de Steak’n Noodles. Og selv om konceptet er nyt, kommer ejeren fra en af de gamle, traditionsrige Bakken-familier. Bag den nye restaurant står nemlig Jonna Holm, der er gift med Alex Holm, som blandt andet ejer den 43 år gamle Restaurant Valentino.

Fuldstændig som navnet antyder, lokker menukortet især med bøffer og orientalske retter. Dem kan man vælge som à la carte eller sammensatte menuer. Og hvis man har travlt, tilbyder Steak’n Noodles også take away.

Siden Jonna og Alex Holm åbnede Restaurant Valentino, er flere steder kommet til. Først lancerede ægteparret Crepes Baren. Derefter åbnede de også London-pub, der har hjemme i en gammel engelsk dobbeltdækkerbus, som, før den kom til Bakken, nåede at tilbagelægge 1,6 mio. km på linje 7, 23 og N23 i London.

Og nu, efter 43 år på Bakken, har Jonna Holm altså fået sit helt eget sted. Madmæssigt ligner restauranten ikke de traditionelle steder. Men selv Bakken har i ny og næ brug for fornyelse, mener den gamle kending.

Hvad: Steak’n Noodles
Hvor: Bakken

De Vilde Mus

Dyrehavevej 62
2930 Klampenborg

Vilde mus i fuld fart

Foto: Malte Kristiansen

Du sætter dig på ryggen af en vild mus. Den har hjul, og står på sporet af Bakkens helt nye familierutsjebane. Den vilde musse-vogn bliver trukket op til banens toppunkt i et roligt tempo. I forvejen ligger banen på bakkens højeste sted, så hvis du tør, kan du nyde udsigten over forlystelseshaven – et øjeblik.

Med ét sætter musen i gang, og den er vitterligt vild. Den når kun op på 45 kilometer i timen, men den kaster sig frygtløst henover små, stejle bakker og rundt i det ene bratte sving efter det andet.

Frygtløsheden giver masser af G-påvirkning, så de mindste skal måske blive på jorden, selvom den nye rutsjebane er stemplet som familieforlystelse.

Turen er 370 meter lang, og den er overstået på omkring to minutter. Hver vogn har plads til fire passagerer, så i alt har De Vilde Mus plads til næsten 1.000 gæster i timen.

Den nye rutsjebane ligger, hvor konditoriet Madam Blå og forlystelsen Enterprise lå tidligere. I forbindelse med byggeriet er der også blevet plads til det nye behændighedsspil Mini Bowling. Det ligger nu i en lille arkade ved siden af De Vilde Mus.

Hvad: De Vilde Mus
Hvor: Bakken

Kænguru

Dyrehavevej 26
2930 Klampenborg

Rid en kænguru

Foto: Malte Kristiansen

Som om vilde mus ikke var nok, byder den nye Bakke-sæson på endnu et løsgående dyr. Noget så eksotisk som en kænguru overtager i år pladsen fra Junglebådene ved Friluftsscenen. I den nye familieforlystelse sætter man sig på hver sin kænguru. Og så venter man ellers på suget i maven. Det skulle komme, når de begynder at hoppe. Og hoppe.

Manden bag Kænguru er den 45-årige el-installatør og hoppeborgsudlejer Sten Grænge. For ham er forlystelsen opfyldelsen af en stor, langvarig drøm. Han har været karruselfører og mekaniker på blandt andet Polyppen siden 1986, men de sidste 15-20 år har han ønsket sig sin egen forlystelse. Derfor har han også planlagt at passe og pleje sin nye kænguru, som var det hans fjerde barn. Han elsker den slags maskiner, og han har lært en ting eller to af sin første chef på Polyppen. ’Busser’, som chefen blev kaldt, var lidt af en perfektionist, når det kom til hans forlystelse. Det karaktertræk har Sten Grænge tænkt sig at adoptere.

Til daglig driver den Bakken-gale el-installatør et firma i Bagsværd, men han håber at bruge det meste af sin tid i forlystelsesparken.

Hvad: Kænguru
Hvor: Bakken

Chokoladehjulet

Dyrehavevej 26
2930 Klampenborg

Chokoladehjul

Foto: Malte Kristiansen

Liseberg i Göteborg har 12. Indtil i år havde Bakken ikke et eneste. Men i 2012-sæsonen bliver det anderledes. På basket-bodens gamle plads ligger nu Bakkens første chokolade-lykkehjul. Hjulet har 33 plader, og når der spilles på alle plader, er der altid én, der vinder gevinsten på 2 kg chokolade.

Der skulle en svensker til, før Bakken fik sit chokoladehjul. Det meste af sit liv har Leif Bergwall solgt morskabsmaskiner til steder som Tivoli, Bakken, Liseberg og Gröna Lund i Stockholm. Han bor i Sverige, men Bakkens miljø har altid fascineret ham. Derfor brugte han kun få minutter på at overveje det, da chancen for en bod bød sig. Som svensker kendte morskabsmaskine-sælgeren chokoladesuccesen i Liseberg, så han var heller aldrig i tvivl om, hvad boden skulle bruges til.

Og atletiske Bakke-gæster, som savner basket-boldene, behøver ikke ærgre sig over Bergwalls bod. Basket-banen er stadig til stede på Bakken. Den er blot flyttet, så den nu er slået sammen med æggespillet Hånen. Så hvis du er god til at kaste til måls og hellere vil vinde plysbamser end chokolade, er det stadig muligt i verdens ældste forlystelsespark.

Hvad: Chokoladehjulet
Hvor: Bakken

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester