Jeg vil indlede aftenen på Designmuseet, som hylder LP’en som et ”genopstået medie” med en udstilling af 400 særligt flotte eller specielle pladecovers, mens LP-glade DJ’s vender plader rundt omkring på museet og det hyggelige vesterbro-hængeudsted Sort Kaffe og Vinyl serverer både kaffe og plader i forgården.
Og nu jeg er i gang med holdbare, ikkedigitale medier, vil jeg derefter smutte over på den anden side af vejen til boghandlen ”Visdomsbøgerne”, hvis ejer Sven Damsholt har besluttet at lukke endegyldigt netop på Kulturnatten kl. 22.
Nu er han nemlig blevet 96. Respekt! Og tag den, efterlønnere. Og når jeg har vandret rundt mellem de spirituelt tungtlæssede boghylder og måske fundet en Rumi-bog, jeg ikke havde i forvejen, vil jeg suse mod Vesterbro, hvor fotofællesskabet 16tyve viser flotte fotografier blæst op på murene i deres baggård helt frem til kl. 01. Designmuseum Danmark, Bredgade 68. Visdomsbøgerne, Bredgade 67. 16tyve, Vesterbrogade 80B.