Lige meget, hvad 40-årige Tina Saaby selv siger, så er hun pr. 1. september »kommunens højeste autoritet i bygningskunstneriske spørgsmål«.

Men sådan siger Herning-pigen, Københavns første kvindelige stadsarkitekt, det ikke. Afkrævet en definition af den nålestribede titel bliver det til:

»Økonomiforvaltningen har det overordnede ansvar for at lave de store strategier og kommuneplanen. Jeg skal få planerne og strategierne ned på et lokalt niveau. Jeg skal få de store visioner til at blive en del af lokalplanerne og byrummene, og det liv, som du og jeg lever i. Jeg skal rådgive, anbefale, inspirere og formidle til politikerne og borgerne og embedsmændene.«
Til denne »lille tjans« får hun brug for det, hun er kendt for i arkitektbranchen, og det hun slog på som sin force i ansøgningen til kommunen. Sit talent for at få arbejdet mellem faggrupper, borgere og politikere til at glide.

»Jeg kan ikke lade være med at få folk til at tale sammen,« som hun siger.
Hendes smilende øjne og afvæbnende og meget lidt bossy og embedsmandsangste facon ligner i øvrigt også noget, der kan få olie og vand til at blandes.

»Drømmejobbet« kalder hun selv sin nye stilling, inden hun går til de sidste møder på denne sidste arbejdsdag hos WITRAZ-arkitekter på Store Kongensgade, hvor hun har været leder og partner i en årrække.

Nogen ville kalde sådan et job for øretævernes holdeplads?
»Ja. Det bliver det sikkert også. Jeg tror, jeg er god til at se ting fra forskellige sider. Jeg tror, jeg er god til både at gøre arkitektur mere teoretisk og samtidig få det gjort til dagligdagssnak. Og så er jeg god til at lave projekter, som handler om både byrummet udenfor en bygning og den konkrete bygning. Det var også sådan en, de gerne ville have.«

Hvorfor er det vigtigt?
»Fordi menneskene i byen skal være bevidste om hinandens eksistens og have en forståelse for, at verden er større end en selv alene. Og at der er andre mennesker, end dem du taler med.«

Du træder ind på en arbejdsplads som er berygtet for sit bureaukrati og træge arbejdsgange?
»Jeg frygter ikke noget.Jeg tror det der »plejer« er forsvundet i kommunerne. Jeg tror ikke længere, der er så stor forskel på det kommunale system og det private. Men selvfølgelig vil jeg møde det en gang i mellem. Det er jo menneskeligt at have svært ved at vænne sig til forandring. Jeg tror ikke den kommunale hverdag er så forskellig fra den her på tegnestuen. Det er jo det, der er skægt. Det er at vende nogle ting på hovedet og få medarbejderne til at flytte sig.«

Københavns nyeste topembedsmand vil have flere cyklister og fodgængere, som alle skal kunne komme let fra den ene bydel til den anden, siger hun. Det er det, hun brænder for. Og bæredygtighed.

»Men bæredygtighed som mere end solceller og energi. Bæredygtighed er lige så meget den sociale bæredygtighed. Det handler om at have et fællesskab i byen.«

Hun nævner Sønder Boulevard som et mønstereksempel på, hvordan et byrum har netop den form for fællesskab, fordi gaden på én gang er et sted, man kan opholde sig og en strækning, man kan passere igennem. (Læs mere om Sønder Boulevard andet sted på siden, red.)

Det er ikke alle, der synes, bæredygtighed er så vigtigt. Mange handlende er bange for at miste kunder, hvis der bliver gågader og cykelstier over det hele.

»Det bliver så en forhandling. Det er klart. Men en bæredygtige by kan ikke overleve uden, at de handlende er der med deres butikker. De to er afhængige af hinanden. Hvis man laver en gågade, så skal der være mulighed for, at de handlende kan komme derhen på en anden måde. Måske bagfra, eller man opgraderer den offentlige trafik.«

Det lyder som om, du skal fungere som idealistisk diplomat?
»Ja, det vil jeg være god til.«

Læs også:
Nørreport får nyt ansigt i 2014
Olafur bygger bro over Christianshavns kanal

6 gode fra stadsarkitekten

Naturcenter Vestamager
»At stå derude ved træskibet Noahs Ark, der er trukket op på græsset. Når du står derude, så har du Ørestad som baggrund. Og lige præcis der kan du mærke konceptet i, hvad det egentlig var, man ville med Ørestad. Du står ude i det store smukke landskab, og så har du arkitekten Bjarke Ingels bygning Ottetallet, hvor du kan se kanten og overgangen fra fælleden og byen. Det er totalt storslået at have naturen ved siden af byen på den måde. Derude kan du fornemmelsen af den vision den holder.«

Sønder Boulevard
»Det er det mangfoldige byrum. Når du går dernede, er der en romantisk bænk foran staudebedene, hvor der sidder gamle folk. Du kan sidde og se på, at de unge spiller bold. Der er en legeplads, hvor børnefamilierne vrimler. Ved siden af Kihoskh, hænger alle de unge ud og spiller bordtennis. Der er nogle, der spiller musik lidt længere nede og nogle tager solbad. Man kan gå og køre igennem det hele. Så det både et byrum og en passage. Det giver et stærkt og intimt byrum. De fleste andre steder er det enten det ene eller det andet. Og borgerne har været med til at udfylde det hen ad vejen.«

Midt i Urban Planen på Amager
»Der ligger en bondegård midt i. Det anede du garanteret ikke, vel? Med levende dyr, som man kan gå ind i weekenden sammen med sine børn og klappe. Det er et sted, børneinstitutionerne kan komme. Nogen gange kan man også køre i hestevogn. Det er interessant og en god kontrast til det store boligområde.«

Grundtvigs Kirke
»Tag ud og se Grundtvigs Kirke i Nordvest og se det kirkerum. Det er overDÅDIGT! Til hver søjle, har jeg læst, er der brugt lige så mange mursten som til 150 parcelhuse. Det er i sig selv overdådigt. Det er et kirkerum, der både bygger på det klassiske og det genkendelige. Men det er også et meget moderne kirkerum, og det er helstøbt og rent i udtrykket.«

Det nye SEB-bank ved Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge
»Mellem de to huse er der skabt et byrum, noget, der ligner et klippelandskab som skaterne nu har indtaget. Virkelig flot. Sådan et byrum er der ikke mange andre steder i København. Det unikke er at bygning og byrum spiller sammen. Landskabsarkitekter og bygningarkitekter har sammen skabt et projekt, hvor skællet mellem bygningen og rummet udenfor er udvisket.«

Et pakhus på Langelinie
»Der er noget fortælling i at bruge dekoration som formidling, også når du laver bygninger. F.eks. ved rådhuset, hvor nogle nedløbsrør ender i en dragemund. Ude på Langelinie, og man skal virkelig ville det, hvis man vil se det - har arkitekterne Frederiksen og Knudsen tegnet et pakhus i røde teglsten, hvor arkitekten har fået teglproducenten til at brænde ni forskellige ansigter i tegl. De er så muret ind i murværket. Du ser det ikke, når du bare går der. Men ser du op, så dukker der pludselig syv eller ni ansigter op på muren.«

... og fem dårlige

Reventlowsgade
»Her oplever alle mennesker et stort trafikkaos og overgangen ved Tietgensbro er meget uformidlet og ender i ingenting.«
 
Fisketorvet
»Den meget store bygning opleves som en stor lukket klump, der ligger midt i byen. Nu hvor der er skudt andre bygninger op rundt omkring, kunne man måske godt tænke basen lidt anderledes. Mere inviterende og mere i dialog med byrummene omkring.«
 
Cykelforbindelsen mellem Islands Brygge og Kalvebod Brygge
»Der er etableret en helt fantastisk fodgænger- og cykelbro, en ny genvej fra Vesterbro til Ørestad. Men på begge sider af broen er det forvirrende og meget upræcist, hvor man skal cykle, og man bliver nødt til at slæbe cyklen op og ned af en klemt trappe.«
 
Starten af Vesterbrogade
»Særligt arealet foran Tivoli. Der er altid for mange mennesker og for meget kaotisk aflæsning og påstigning. Det er farligt at cykle og gå der af samme grund. Her kunne man godt prioritere fodgængere og cyklister mere.«
 
Afvisende bygninger i stueetager
»Det er en lidt mere generel ting, der kunne blive bedre. Vi vil gerne se ind i butikker, i kiosker, i hotel lobbyer, og vi vil gerne se, at der er mennesker bag bygningerne. Så gerne væk med sorte reflekterende uigennemsigtige glasfacader, vinduer påklistret med reklamer eller helt lukkede og afvisende bygninger, hvor man føler sig ensom og utryg ved at gå forbi.«


Tina Saaby
Født i Herning. Moren var syerske. Faren solgte køkkener. Flyttede til København for 18 år siden som 22-årig. Uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1997. I dag bor hun gade på Vesterbro med sin mand og to børn. Hun forlader en stilling som leder og partner i WITRAZ-arkitekter. Hendes nye stilling er en åremålsansættelse på fem år med mulighed for forlængelse i fire år. Hun afløser tidligere stadsarkitekt, Jan Christiansen.
 
Hvad tænkte stadsarkitekten, første gang hun kom til København som 18-årig?
”Da vi kørte forbi skiltet med 65 kilometer til København, følte jeg det, som om vi allerede havde kørt inde i byen i lang tid, så mange lys var der. Jeg syntes byen blev ved og ved og ved.”