Føj til favoritter Del Send
Byliv | 06/05/11

Byen set fra tårnets top

  • Foto: Ninna Thomsen
Ninna Thomsen har været ung i København. Nu er hun mor og sundheds- og omsorgsborgmester i byen. Hun undrer sig over, at omgangskredsen vælger at løbe panden mod provinsen i stedet for at leve på livet løs i en hovedstad.

Jeg tænker tit på Gasolins gamle sang ’Se din by fra tårnets top’, når jeg ser på København fra mit hjørnekontor på Rådhuspladsen­. Ikke i den forstand, at jeg har forskanset mig – men fordi mit billede af København er præget af mit liv som borgmester.

Jeg har de politiske helikopter-briller på, når jeg cykler på arbejde, besøger de københavnske plejehjem, henter mine børn eller går tur i Nørrebro Parken.

Jeg ser på byen og det liv, vi lever i den og prøver at sætte mig ind i, om der er plads til de mange forskellige liv. Mit eget blik på byen udgår fra Nørrebro, hvor jeg bor sammen med min mand og vores tre små børn. Jeg har været ung i København – og nu er jeg så mor i København.

Jeg har i mange år boet på Vesterbro, men flyttede for snart ni år siden til Ydre Nørrebro, og stenbroen er for længst krøbet ind under huden på mig. Der er mange, der bare er på visit. Det finder jeg i hvert fald selv ud af, efterhånden som mine gamle studiekammerater rykker videre til provinsen. Det er et ret tydeligt mønster i min omgangskreds. Det undrer mig. Det undrer mig, at den by, som jeg super glad for at bo i, for mange bare er et ungdommeligt overgangsfænomen, inden man løber panden mod provinsen. Det er jo på den ene side helt okay. På den anden side så siger flyttemønstret noget om, at vi ikke er en by, hvor man kan se sig selv bo – hele livet. Og det er en skam.

Det særlige ved Nørrebro er, at den er så tæt og så vanvittig intens. Nørrebro er spækket med historier og traditioner og små samfund, der er under konstant forandring. Et par af ungerne i min datters skole bor i en karré, hvor over halvdelen af beboerne har boet der hele deres liv.

Der er en helt fantastisk baggård og et dejligt lille fællesskab. Det er et af de små københavnerfællesskaber, som lever side om side med det store og uoverskuelige byliv. Lige så snart byrummet giver plads, flytter københavnerne ind og lever på livet løs, som da Nørrebroparken, der snart bliver omdannet til metrobyggeplads, åbnede sin skaterbane. Fra den ene dag til den anden var parken fyldt med hætteklædte unger og cykler og gade-akrobatik. Den politiske kunst er at give plads til de mange liv og skabe sammenhæng. Når vi bygger parker og byrum skal vi sikre, at der er plads til de unge og deres scater-bane, men vi skal også skabe rum til alkoholikeren på bænken og til at ældre mennesker kan komme og bevæge sig.

Det helt unikke ved at gå fra at være ganske almindelig københavner til at være borgmester er, at jeg bliver inviteret ind i så mange af byens hemmelige fællesskaber, at min viden om byen ikke længere udgår fra mit eget liv. Jeg bliver inviteret ind i det liv, der leves på plejehjemmet. Jeg får lov at tale med den ældre dame, hvis demente mand lige er flyttet ind. Jeg lytter med, når hun med tårer i øjnene fortæller om sit hverdagsliv og sine frustrationer. Jeg møder de kronisk syge københavnere på byens sundhedshuse og kan undres over, hvorfor de er for generte til at være fysisk aktive i byens rum. Jeg taler med de livsglade frivillige i byens mange ældreklubber og får lov at komme i praktik som hjemmehjælper og oplever, hvilken menneskelig og faglig styrke, der skal til for at møde de mange svækkede ældre borgere. Jeg er næsegrus af beundring. København kan så meget.

For mig er det et kæmpe privilegium at få lov til at være med til at bestemme over byen. Det kræver, at man ser byen fra tårnets top og med blik for københavnernes liv og de mange fællesskaber og forskelle som byen rummer.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester