AOK anbefaler

Roen finden man mellem de 13.000 forskellige plantearter i Botanisk Have. Det antal skal sammenlignes med, at der i Europa er 11.000 arter og 250-300.000 i hele verden.
Haven er anlagt på Københavns gamle volde. På de tidligere bastioner er der nu stenhøje, hvor der vokser alpine planter og kalkplanter. Den tidligere voldgrav er blevet til en sø, og her vises vand- og sumpplanter.
Botanisk Have blev anlagt i begyndelsen af 1870'erne, og det er den fjerde botaniske have under Københavns Universitet. Den første blev anlagt i år 1600 som en medicinsk urtehave.
Væksthusene er opført i et samarbejde med brygger J.C. Jacobsen, som var inspireret af den engelske glasbygning Crystal Palace, som blev bygget til verdensudstillingen i 1851. Her vokser tropiske planter som ananas, kokos, tyggegummitræ, orkideer og kaktusser. Palmehuset er 16 meter højt, og der er vindeltrapper op, så palmerne kan inspiceres ovenfra.
Har man været en tur i væksthusene og er blevet inspireret til at starte sit eget lille hjemmegartneri, så kan man på vej hjem besøge Botanisk Haves Butik, hvor der findes et rigt udvalg i blomster, blomsterfrø og blomsterbøger.
Sulten efter romantik???
Botanisk Have (indgang fra Nørreport) byder på hygge, romantik og Brændende Kærlighed.
Bliv mæt for kun 25 danske sølvmønter.
Velbekomme og hav en rigtig god Kulturnat :-)
Selve haven er ganske charmerende, men hvad der især bringer stemning er i mine øjne de gamle væksthuse, og så er det jo lidt nørkle sjovt at kigge på de latinske navne :)
Da jeg er biologistuderende og har undervisning i botanisk have, er det et sted jeg har tilbragt meget tid. Vi er blevet hevet igennem haven gang på gang. Jeg kan meget godt lide deres "drivhuse" med alle deres eksotiske planter. Men selve haven er bare kedelig.
Botanisk Have er en oase i byen. Her er pensionister, jyder og - altid - mange italienske turister, men på en grå tirsdag kan man have hele den smukke park for sig selv. Der er dejligt ikke-konceptuelt og derfor lidt gammeldags, og cafeen er da heller ikke den hippeste i byen, til gengæld får man gode is. Enden af Væksthuset med den lille dam med fisk, skildpadder og sommerfugle i den fugtige luft er et godt sted at gemme sig for verden i de kolde måneder. Skandale, at de ikke har åbent om mandagen på grund af nedskæringer. Og lad os få en folkebevægelse for at få åbnet den gamle indgang ud mod Sølvgade, så man kan spadsere fra Nørreport igennem haven og frem til Østre Anlæg uden at skulle gå ad dødssyge Nørre Voldgade.