Omtale
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 15/10/07

Bondebyen

Bondebyen er den nysseligste samling af fine gamle huse med stråtag og bindingsværk, strategisk placeret for foden af Lyngby Kirke. I Bondebyen kan du se, hvordan en dansk landsby så ud for 100-200 år siden. Husene er fortsat beboede.
Som i et eventyr af H.C.Andersen, ligger de for enden af den travle og moderne Lyngby Hovedgade. Bondebyen er den nysseligste samling af fine gamle huse med stråtag og bindingsværk, strategisk placeret for foden af Lyngby Kirke, der majestætisk vogter over Bondebyen fra toppen af bakken.

I Bondebyen kan du se hvordan en dansk landsby så ud for 100-200 år siden. Men det er ikke noget støvet museum, for der bor mennesker i hvert eneste hus og bondegård. Flere af husene blev opkøbt af kommunen mellem 1950 og 1980, og det var først meningen at de skulle rives ned, men så blev det besluttet at bevare og renovere dem.

Fra gårdspladsen i Lindegården kan du drømme dig tilbage til en tid, hvor landsbyens torv med gadekæret lå uden for den ene port, og de åbne marker strakte sig fra den anden port og helt ud til Dyrehaven. I dag er udsigten ikke så flot som dengang, hvor nogle af husene blev brugt om sommeren af velhavende københavnere med smag for landlivet, i nærheden af de kongelige familier oppe på Sorgenfri Slot.

I Asylgade nummer 7 ligger landstedet Løkken, hvor grosserer J.Fr. Tutein (1757-1839) i de lange sommeraftener holdt sine meget omtalte musikselskaber. I Smedebakken 4 holdt vinhandler Waage-Petersen musikalske soireer om sommeren, ligesom han gjorde det i sit hjem i Store Strandstræde inde i København om vinteren.

På Høstvej 4 ligger forfatteren og kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemches (1866-1945) barndomshjem Vilhelminely, med et elegant lysthus i haven. Lystejendommen i nummer 6 hed engang Endearly Rose, og her boede den kendte jurist og professor Janus Kolderup-Rosenvinge. I dag er der ejerlejligheder i gården, lige som på den tidligere Toftebæksgård, mens den tidligere Lyngbygård i dag er brandstation.

På Gl.Lundtoftevej 31 ligger Støvlet-Katrines hus, en lille idyl med stråtag og en flot klassicistisk dør. Hun blev kendt som kong Christian VIII' s elskerinde, og det er lidt pudsigt at huset er opkaldt efter hende. Huset er nemlig opført i 1808, og Støvlet-Katrine døde i 1805, men rygtet siger at hun boede i det hus som lå her først, og som brændte i 1807.

I Lyngbystræde nummer 1 ligger Thomasminde, som er præmieret af kommunen for god vedligeholdelse. Russer-Georgs hus blev opført efter en brand i 1819, og ligger i dag nyrenoveret bag en række stynede popler i Nørregade, sammen med et af de ældste huse i Bondebyen, nemlig huset i nummer 10, som er opført i slutningen af 1700-tallet, og renoveret i 1980' erne af arkitekt Henrik Iversen, som også har renoveret husene i nummer 4 og 8.

Nede ved Mølleåen ligger Musikhuset. Her kunne koncertmesteren i Det Kgl. Kapel Claus Schall (1757-1835) øve sig og komponere, og dyrke sin hemmelige last, som ikke inkluderede en elskerinde, men et lidenskabeligt forhold til komponisten Mozart's musik. I Musikhuset kunne koncertmesteren spille så meget Mozart han havde lyst til, i fred og ro for fruen, som ikke brød sig om den slags nymodens musik.

Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort

Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.