Balladegårds Plads kaldes den af danskere med bopæl udenfor Djævleøen. De kender kun Blågårds Plads fra Tv's nyhedsudsendelser. Pladsen er i de seneste år blevet berygtet på grund af problemer med unge 2. generations indvandrere.

Men der er mange andre grupper, som bruger Blågårds Plads som tilholdssted om sommeren, hvor de holder fester og arrangementer, der gør det svært for naboerne at få nattero.

Blågårds Plads har fået sit navn efter slottet Blågården, som engang lå her. I 1827 gav Kong Frederik VI en isenkræmmer privilegier til at anlægge et jernstøberi på det som senere blev Blågårds Plads.

De store jernovne spyede sod, røg og kulstøv ud over hele kvarteret, og det fik hurtigt navnet " Den Sorte Firkant".

I 1898 lykkedes det Københavns Kommune at købe pladsen tilbage. Støberiet var sundhedsfarligt for borgerne, og nu skulle der være rekreativt område. " Den Sorte Firkant" var også berygtet for sine huse.

Boligblokkene blev bygget omkring industrialiseringen i forrige århundrede. Det var tæt og meget trist bebyggelse, uden lys, bad og toiletter. Husene blev revet ned i 1960'erne, og erstattet med de røde moderne bygninger, som i dag danner Blågården rundt om Blågårds Plads.

Selve pladsen er 30 x 50 meter lang, og belagt med fliser. Mellem pladsen og fortovet står en lav mur i granit, og her er 22 skulpturer en del af muren. De 22 figurer viser det arbejdende folk, og de er udført af Kai Nielsen i samarbejde med arkitekten Ivar Berntsen, som har udformet pladsen.

Hele pladsen omkranses af to rækker høje parklind, som blev plantet omkring år 1900.