Forleden eftermiddag står jeg i en afrikansk frisørsalon på Gasværksvej og prøver parykker. Jeg er ikke synderligt imponeret over udvalget, men jeg er under et vist tidspres. Jeg skal til Halloween-horrorfest om aftenen, og klokken er bogstaveligt talt fem minutter i lukketid.

Jeg havde taget lidt afslappet på det der med forberedelserne, for jeg var ret sikker på, at jeg havde den helt rigtige festligt røde partyparyk liggende gemt i en skuffe, men efter 20 minutters kamp i kælderrummet må jeg indse, at den er endegyldigt forsvundet – og så hoppe på cyklen og sætte hastigt kurs mod Vesterbro, hvor jeg mente at have bemærket et butiksvindue fyldt med farvestrålende parykker lige omkring Gasværksvej engang.

For uden paryk gik det ikke. Det var ganske tydeligt, at folk gik en hel del op i det der med at dukke op fuldt zombificeret eller i velforberedt vampyrgalla. Ergo duede det ikke at nøjes med at dukke op med et eller andet hastigt glimmerværk i hovedet. Så af sted med mig.

Og jo, heldigvis, der lå ganske rigtigt en frisørsalon-og-genbrugsbutiks-kombination af en slags på Gasværksvej med vinduet fyldt med knaldfarvede parykker. Der står jeg så i butikkens baglokale mellem stativer med genbrugstøj og tørrehjelme og stirrer på mig selv iført blide tømmermænd og et tårn af skriggult syntesehår. Pyh. Nej. Eller hvad? Hurtigt skift til en rød sag, som ligner en langhåret dørmåtte. Tilbage til den skriggule. Nej! Måske den grønne?

Indehaveren er fra Rwanda og vildt begejstret over samtlige parykker og mener, jeg skal købe dem allesammen. »Wouw«, lyder det for hvert skift, mens hun klapper begejstret nede i forlokalet. Det synes jeg er forvirrende. »I look crazy!« griner jeg afvæbnende ud til hende og de øvrige tilskuere, men kan så godt mærke, at stemningen daler mærkbart. Parykkerne skal åbenbart tages alvorligt. Jeg bliver ladt alene i baglokalet.

Til sidst falder valget på en giftigtgrøn sag. Den ser ganske vist også lidt tosset ud, men jeg skal ikke være overbevist, jeg skal bare være nogenlunde tilfreds og have en paryk, der ikke er komplet trevlet. Og så er der jo tidspresset.

Mens jeg cykler tilbage mod Bryggen med mit nye, skriggrønne hår i en knitrende plasticpose, funderer jeg over, hvordan det kan være, at det føles som om, jeg konstant har været en time for sent på den hele ugen, ja, faktisk præcis siden skiftet til vintertid en uge før. Egentlig burde det jo være omvendt, fordi man får en time foræret. Men det føltes præcis modsat, den søndag, hvor det blev vintertid, og hvor jeg forskrækket konstaterede, at nu var det så med ét bælgravende nattemørkt klokken 17. Det var som at få en ordentlig hammer i hovedet, og siden har tandhjulene kørt skævt.

Og det gør de stadig, og det gør det hele en smule besværligt. For dybest set pakker jeg jo stadig mit program, som om jeg kører på sommertidsoverskud lige som dengang i slutningen af maj, hvor man både kunne nå karnevallet i Fælledparken og en fest på en kanalrundfart og Distortionfestivalens åbningsceremoni i DR-Byen på en og samme lørdag, uden at søndagsenergien af den grund blev ødelagt.

Men nu står jeg der med vintertidsforsinkede tandhjul og en grøn paryk og skal jonglere med en aften, der gerne skal starte til en elektronisk koncert på Statens Museum for Kunst, fortsætte til kæmpefesten Sensation i Parken og slutte til Halloween-party på Culture Box, og hvordan og hvornår skal jeg lige få skiftet fra den hvide Sensation-dresscode til sort Halloween-tøj, og mon ikke jeg hellere må droppe det der på Statens, og pludselig er tandhjulene drejet igen og klokken mange, så på med det hvide tøj, og parykken i tasken, og af sted, af sted.

Tidligt næste morgen vågner jeg en anelse konfus på sofaen. Den grønne paryk ligger velfriseret fremme på bordet og har i dén grad ikke været til Halloween-fest, Jeg er gået kold i en forfejlet hurtigt-hjem-og-vende-transformation fra hvid til sort og har misset hele rundturens højdepunkt. Er slumret hen. Besejret af vintertiden. Knock out.

Men efter en søndagsmorgentime i lavtempo tænker jeg »pyt«. Jep, for en gangs skyld tænker jeg faktisk ligefrem »man kan jo ikke nå det hele«.

Tandhjulene skal vel bare lige på plads igen. Resten af søndagen lader jeg dem dreje i veltilpas hviletempo. Overgiver mig til vintertiden, falder tilbage i hak og undgår med stor omhu ordet »skal«. Undgår også at irriteres alt for voldsomt over, at jeg nu ejer en hypergrim, skriggrøn hastværksparyk. Og så lægger jeg den i skuffen. Nu ved jeg hvilken.