Man kan måske have en forestilling om det, men det er formentligt de færreste, der ved, hvordan det egentlig er at leve og bo i Sandholmlejren. Det kan man nu blive klogere på gennem udstillingen "Et hjørne af Kongeriget", som er en samling af fotos, taget af asyl-børnene og udstillet på storskærme på metro-stationerne.
Bag idéen står billedkunstner Hanne Lise Thomsen og designer Per Kragh-Müller, men det er børnene selv, der har taget de 15 billeder, som indtil søndag vil pryde væggene på byens metro-stationer. Billederne er forskellige, ligesom børnene, der har trykket på udløseren, er forskellige, nogle har boet længe i asylcentret, andre er nyligt ankomne, alle har de dog det tilfælles, at de afspejler, hvordan lige præcis dét barn oplever sit liv og hverdag.
Billedmontagen "Et hjørne af Kongeriget" optræder på storskærme på de ni udvalgte stationer ind imellem de øvrige lysreklamer og bliver vist i alt 2.200 gange.