Føj til favoritter Del Send
Byliv | 13/10/14

AOK Anbefaler: Fantastiske tips til din by #9

  • Foto: Arkiv Foto:
Fire af AOKs faste skribenter er klar med endnu flere personlige favoritsteder og aktiviteter.

Efterårsstemning i overset park
Af: Nynne Hein Møller // Kulturskribent // nyml@aok.dk

Efteråret er over os, men i stedet for at sørge over de kommende måneders mørke og kulde, kan du glæde dig over årstidens flotte look, der lige nu udfolder sig på fornem vis i Søndermarken. En - i mine øjne - lidt overset park, der tit glemmes til fordel for Frederiksberg Have, Kongens Have eller Assistens Kirkegård, når københavnerne skal på søndagstur.

Men det er der absolut ingen grund til, for der er masser af fine ting at se på i parken, der blev anlagt i 1700-tallet. Det mægtige Frederiksberg Slot, Adam Oehlenschläger-statuen (på billedet), indgangspartiet til det gamle vandreservoir, Cisternerne, et kig til dyrene i Zoologisk Have, den eventyrlige Norske Bro, den kinesiske pavillon og meget mere. En hyggelig park med fine features, som gør sig virkelig godt med de mange røde, gule og orange farver, der dominerer naturen lige nu.

Hvad: Søndermarken - mellem Roskildevej, Valby Langgade og Søndre Fasanvej
Hvornår: Åben hele døgnet

Foto: Ikke oplyst

Afsted!
Af: Rasmus Kramer Schou // Kulturskribent // rasmus@aok.dk

Den her uge skal du ud og løbe. Hurra...eller noget. Alle ved, at det kan være dødens pølse at løbe. Men ikke nødvendigvis - det kan faktisk være superfedt. Især hvis der er lidt konkurrence blandet ind i det og en pokkers masse glade mennesker. Nogle siger ligefrem, at det er sundt.

Parkrun er et ugentligt 5 kilometer løb, som bliver skudt i gang over hele verden hver lørdag kl. 9 - lokal tid. Alene tre forskellige steder i København. Amager Fælled, Amager Strandpark og Fælledparken.

Det er gratis, man skal bare registreres på parkrun.dk først, og så møde op. Så får man målt officiel tid og får lov til at føle kicket ved at løbe i et rigtig løb, i lørdags var der over 100 løbere med i Fælledparken. Alle kan være med. Sluttider lå fra alt mellem 18 min (psykopat) til 36 min (nice and steady).

Hvad: Parkrun på Amager Fælled, Amager Strandpark eller i Fælledparken
Hvornår: Hver lørdag kl. 9.00  - det er gratis at løbe med

Foto: Ikke oplyst

Mit kongerige for en skål gæret kål!
Af: Kaspar Mørk // restaurantskribent // kamr@aok.dk

Jeg nærer en kærlighed for alverdens køkkener, men det asiatiske er og bliver mit Waterloo. I hvert fald økonomisk. Jeg spenderer alt for mange penge på thairuller, sushistykker, vietnamnudler og kinakræs. Men nu har endnu en ny afhængighed meldt sig på den københavnske scene: Det koreanske gadekøkken.

Det stødte jeg på hos nyåbnede BULKO på Copenhagen Street Food på Papirøen, hvor den tidligere Sticks 'n' Sushi-kok Oliver Ko har indrettet sig i en madvogn bagest i hallen. Her tryller hans lille team med simple retter som sprøde dumplings og spicy, dybstegt kylling. Men den ultimative smagslykke serveres  i en lille plasticbøtte på siden, og hedder kimchi. Det klassiske nationaltilbehør består af gærede stykker af kål og grøntsager tilsat hvidløg og chili, og jeg vil spise det på alt. Jeg er ligeglad. Jeg vil fremover have kimchi på mit smørrebrød, i min suppe og på min kage. Basta! Eller skulle jeg sige Bulko!

Bonusinfo: Selv om de allerede har åbent, holder Bulko også åbningsreception med koreansk dansk og popmusik søndag d. 19. oktober kl. 17.

Hvad: Bulko på Copenhagen Street Food
Hvor meget: Ca. 50 kr. og opefter

Foto: Ikke oplyst

Pizza, Pizza, Pizza
Af: Stine Hansen // Content Manager // sha@aok.dk

Det er altid en smagssag at vurdere, hvilken pizza-biks der leverer den bedste pizza. Men i mine øjne finder man Vesterbros suverænt bedste pizza hos Itzi Pitzi Pizza på Sønder Boulevard 51. Her kan du hapse pizzaer med de lækreste italienske ingredienser som fx. salami piccante, Parmaskinke og masser af skønne oste. Desuden kan du glemme alt om cocktailpølser, pasta, bernaise og andre mærkværdigheder, som nogle pizzabagere forurener pizzaen med.

Foruden de skønneste, sprøde og flade pizzaer er lasagnen smaddergod. Er du mere til grønt, kan du også altid finde friske salater. Sidst men ikke mindst er stedets hjemmebagte brød virkelig lækkert, både som en ekstra snack eller som base i en dejlig sandwich. Brødet er så lyst, at man næsten får dårlig samvittighed, men det er lækkert, og man må jo godt om søndagen.

Hvad: Itzi Pitzi Pizza på Sønder Boulevard
Hvor meget: Ca. 50-70 kr. for en pizza

Foto: Ikke oplyst

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester