Føj til favoritter Del Send
Byliv | 25/04/14

Antiracistisk organisation: Nazidemonstration kan ende i vold

  • Arkivfoto. Foto: PALLE HEDEMANNArkivfoto. Foto: PALLE HEDEMANN
Hos Racismefri By er de rystede over, at et nynazistisk parti har fået lov til at demonstrere i København 10. maj.

Torsdag kunne AOK skrive, at det nynazistiske parti Danmarks Nationale Front (DNF) har fået tilladelse til at afholde en offentlig demonstration mod moskeer 10. maj. AOK har siden været i kontakt med kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesens presseansvarlige, men borgmesteren ønsker ikke at udtale sig i sagen. Han henviser til, at sagen er en politisag, og for øvrigt ønsker han ikke at give sagen mere opmærksomhed, end den allerede har fået.

Men det vil organisationen Racismefri By til gengæld gerne. De mener, det er under al kritik, at et parti som DNF kan få tilladelse til at demonstrere offentligt.

»Det er bekymrende, at et nazistisk parti får lov til at indkalde til demonstration på Christiansborg Slotsplads,« udtaler Christine Bergen og Sussie Visholm, som er aktive i organisationen. »Partiet har tidligere stået bag politisk vold og systematisk chikane. I Danmark er nazipartierne relativt små, men vi har set i andre lande, at de kan vokse sig større.«

Da Danmark er et demokratisk land med ytringsfrihed, har alle ret til at mene, hvad de vil. Men Racismefri By mener alligevel, at DNF's metoder og fremtoning er nok til, at de ikke burde have lov.

»Problemet med nazister er, at de bygger på vold. Hver gang de har samlet sig et sted, bliver det efterfulgt af voldelige overfald. Vi vil gerne hylde mangfoldigheden, og det er vigtigt, at vi kan være her alle sammen, uanset hvilken farve vi har. Derfor mener vi, det er vigtigt at lave et modsvar til DNF's meget hadefulde dagsorden.«

10. maj er en dag, hvor store dele af verden har øjnene rettet mod Danmark i forbindelse med finalen i Eurovision Song Contest. En begivenhed som i høj grad repræsenterer mangfoldighed, og hvor mange forskellige nationaliteter, religioner og seksualiteter mødes i København.