Med få undtagelser er det mange år siden, jeg sidst så universitetet indefra, og det gjorde jeg for så vidt heller ikke denne gang. Men jeg så på det udefra, stående foran et af de nye byggerier derude og tænkte, at heldigvis bygger man ikke længere som det første amagerkanske universitet, der på den anden side meget præcist fortolkede tidsånden (Egl.: Zeitgeist). Der var grimt, mørkt, klaustrofobisk og sundhedsfarligt, og da jeg havde min gang der, var det under munkemarxismens sidste krampetrækninger. Jeg havde vel egentlig troet, at det var de skønne kunster, jeg skulle lære noget om, men ikke uden en mere eller mindre solid indføring i den marxistiske tilværelsestolkning.

Ved den slags lejligheder kan man nok få behov for en dosis virkelighed, og vi var nogle stykker, der blandt andet kom på Spunk Bar i Istedgade, der faktisk spiller en vis rolle i en ny erindringsbog, Røde Kai og hans kriminelle karriere, som jeg havde lejlighed til at anmelde for nylig.

Nå, men anledningen med universitetet på Amager var et meget nyt, meget stort, meget inciterende kunstværk af Martin Erik Andersen, som jeg gerne vil slå et slag for, hvis man nu interesserer sig for den slags. Det er ikke placeret i de gamle kassernelignende universitetsbarakker men i et nyt byggeri, der er lyst, venligt og med store vinduer modsat de små skydeskår i det gamle, der åbenbart hindrede ethvert udsyn.

Martin Erik Andersen, der er nyudnævnt professor ved Kunstakademiet, kredser i sine værker ofte om ældre kulturer, om viden og religion, om mellemrum og overgange, om det at være menneske. Hans materialer er ofte ydmyge, og hans sprog er lavmælt. I grunden også i det omfangsrige værk han har skabt til det humanistiske fakultetsbibliotek, hvor man sagtens kan gå ind og se det. Det er let at finde. Et spinkelt violet neonrør leder vejen ind til noget, der viser sig at være en enorm væg med et fint ciseleret filigranagtigt mønster, der er en parafrase over et berømt vævet tæppe fra 1500-tallets Persien. Det er et overvældende syn, og så kan man jo dvæle over betydning af det citat, kunstnere også har bøjet i neon: Ingen anden nåde end dette dit dørtrin, intet andet ly end denne din dør.

Da jeg gik på universitetet, var Islands Brygge ikke blevet det hippe sted, det er i dag, hvor mange mennesker mødes i de lange sommeraftner – sikkert til stor glæde for beboerne – og vi måtte af så mange grunde ind til byen for at finde mødesteder, hvor vi kunne sidde og rakke ned på lærere og medstuderende, der tog alt det med revolutionen alvorligt. Et af dem, vi ofte frekventerede, var Spunk Bar i Istedgade, der dengang var en af de prominente adresser for kriminelle, som man også kan læse om i Røde Kais umoralske men underholdende bog. Jeg husker i hvert fald tydeligt en af de skudepisoder, han fortæller om i bogen, og det var et sted, hvor der tit var slagsmål og besøg af politiet.

Kom man fra provinsen og forstaden med en fascination af forfattere som Willard Motley, Charles Bukowski, Hubert Selby, Lou Reed og andre i bagagen, var det noget af en oplevelse at konstatere, at der faktisk var en forbindelse mellem litteraturen og virkeligheden. Stedet vrimlede med ludere og gangstere. Flinke mennesker de fleste af dem. Men også kloge nok til at bede mig gå et andet sted hen når der skulle tales forretning. Ikke noget med at lade en bebrillet studerende sidde og tage noter om virkeligheden.

Det lignede sig selv men var alligevel noget helt andet. Lamper og barstole var boltet til loftet og gulvet. Skudhullerne var fjernet. I stedet for en jukeboks med den musik, det forkætrede »folk« faktisk hørte dengang, var der et fjernsyn med en musikkanal. Udover enkelte stamgæster var der overvejende turister og jyske håndværkere blandt gæsterne, og der var en udpræget fredelig stemning. Ingen kom ind ad døren og smadrede noget - eller nogen - og tilsyneladende blev der ikke handlet med ret meget andet, end det, der blev langet over bardisken. Alt var - ak - så forandret, så måske skal man ikke krydse sine gamle stier.

Læs flere klummer her.