Føj til favoritter Del Send
Byliv | 02/07/18

750 kvadratmeter parkeringsplads i Indre By bliver til lejligheder med grøn taghave

  • Lokalplanen for byggeriet på hjørnet af Ny Østergade er på nuværende tidspunkt ved at blive godkendt i Københavns Borgerrepræsentation. Foto: Boll+

    Lokalplanen for byggeriet på hjørnet af Ny Østergade er på nuværende tidspunkt ved at blive godkendt i Københavns Borgerrepræsentation.

    Foto: Boll+
  • Lokalplanen for byggeriet på hjørnet af Ny Østergade er på nuværende tidspunkt ved at blive godkendt i Københavns Borgerrepræsentation. Foto: Boll+

    Lokalplanen for byggeriet på hjørnet af Ny Østergade er på nuværende tidspunkt ved at blive godkendt i Københavns Borgerrepræsentation.

    Foto: Boll+
  • Lokalplanen for byggeriet på hjørnet af Ny Østergade er på nuværende tidspunkt ved at blive godkendt i Københavns Borgerrepræsentation. Foto: Boll+

    Lokalplanen for byggeriet på hjørnet af Ny Østergade er på nuværende tidspunkt ved at blive godkendt i Københavns Borgerrepræsentation.

    Foto: Boll+
Gruspladsen på hjørnet af Ny Østergade i København, der indtil nu har fungeret som parkeringsplads, bliver forvandlet til lejligheder i fem etager med have på toppen.

På hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade midt i København ligger en tom grusplads på 750 kvadratmeter. Mange har måske gået forbi og studset over, hvorfor der ligger en øde plads midt i byens gamle Grønnegadekvarter. Den har i mange år ligget tom og ubrugt og har siden 1960erne kun fungeret som parkeringsplads. Men nu er der udsigt til, at bilerne bliver skiftet ud med boliger.

Københavns Kommune har i sin beskrivelse af Grønnegadekvarteret omtalt området som det »største æstetiske problem«. Nu kan de kommende forbipasserende samt byen se frem til en femetages ejendom med butikslokaler og tilbagetrukket tagetage. Ifølge lokalplanen kommer ejendommen til at rumme i alt 18 lejligheder.

Ejendommen kommer til at støde op ad den fredede ejendom i Ny Østergade 32 og Jazzhus Montmartres gamle ejendom i Store Regnegade og får derudover Det Elektriske Hjørne og Retour Steak som naboer.

Bolig, butikker og buske

Det er Praksis Arkitekter, der sammen med arkitekt Carsten Juel-Christiansen står bag designet af byggeriet. Bygningen ender med at rumme 3.700 kvadratmeter, der inkluderer taghaven på toppen af bygningen. Her skal plantes store buske, der også skal kunne ses fra gaden.

Stuen skal fungere som erhverv i form af butikker eller moderne kontorer, man kan træde ind til fra gadeplan. Resten bliver boliger. På bagsiden skal tre lysgårde sikre, at sollys har mulighed for at trække ind i lejlighederne, så de ikke bliver mast sammen på den smalle byggegrund. I kælderen skal der anlægges cykelparkering med god plads til at stille sin cykel.

De udadvendte butikker og kontorer i stuen samt de attraktive boliger skal ifølge en af arkitekterne bag tilføre blivende værdier til kvarteret og hæve den sidste del af Ny Østergade til den kvalitet, resten af gaden besidder.

»Projektet er tænkt som en klassisk byejendom, der er arkitektonisk forståelig, fordi den trækker på det arkiv af erfaringer, der er i de omkringliggende bygninger. Men bygningen er samtidig moderne og grøn i kraft af taghaven med en træbeplantning, der træder synligt frem i gadebilledet,« sagde Carsten Juel-Christiansen, der er en af hovedarkitekterne bag byggeriet til KBH.dk, da lokalplanen blev sendt i høring i starten af året.

Indre By Lokaludvalg har tidligere i en spørgeundersøgelse hørt de lokale om deres meninger om projektet. Indre By har budt byggeriet velkommen med det forbehold, at der ikke bliver tilladt barer og diskoteker i bygningen, da kvarteret i forvejen er påvirket af støj og larm.

Borgerrepræsentationen er ved at godkende planerne om byggeriet på den attraktive og store matrikel. Derefter vil tidspunkt for den færdige ejendom lægge klar.