Føj til favoritter Del Send
Byliv | 15/08/18

400-års fødselsdag: Byfest på Christianshavn med lopper, brunch og street food

  • Christianshavn. Foto: Linda Kastrup

    Christianshavn.

    Foto: Linda Kastrup
Christianshavn fylder 400 i år. Det fejrer bydelen med masser af begivenheder for både store og små.

I den kommende weekend, 17.-19. august, fylder Christianshavn hele 400 år, og det skal fejres med en stor byfest, hvor alle er inviteret.

»Fejringen af Christianshavn skal være en fest for hele bydelen, hvor vi sammen kan fastslå bydelens vigtige rolle som et åndehul og kulturcentrum for hele København. Det er vigtigt, at vi er sammen,« siger Asbjørn Kaasgaard, næstformand i Christianshavns Lokaludvalg og tovholder for jubilæumsudvalget.

Der vil være masser af forskellige begivenheder i løbet af weekend - fra fællesbrunch ved langborde på Snorrebroen, klokkespil, korsang og koncerter til filmvisning på Knippelsbro, kridttegninger, kunsthåndværk, loppeboder og debatter.

Se billederne: Sådan så Christianshavn ud i gamle dage

»Christianshavns historie er lang og spændende. Det vil vi gerne fejre og fortælle om, ligeså vel som vi gerne vil debattere bydelens fremtid,« siger Asbjørn Kaasgaard og gør opmærksom på, at jubilæet også bruges til at debattere fremtidens Christianshavn.

Derfor kan man f.eks. være med i en debat søndag med kommunalpolitikere, der blandt andet vil diskutere sociale forhold på Christianshavn og udviklingen af Nyholm. Derudover vil der være et borgermøde om planerne for Ørkenfortet.

Læs også: Hele august er der tapas og naturvin i det gamle tårn på Knippelsbro

Som en del af programmet vil der også være filmvisning på Knippelsbro lørdag aften, hvilket betyder, at broen vil være hejst fra kl 21.30-23.30.

Desuden vil der også være loppemarked langs Overgaden Neden Vandet, hvor 80 stade sælger ud, samt kunsthåndværkermarked på Overgaden Oven Vandet søndag 19. august.

Det fulde program for weekenden kan ses her.

Hvad: Christianshavn fylder 400 år
Hvor: Rundt omkring på Christianshavn
Hvornår: 17. til 19. august 2018
Hvor meget: Gratis, dog kræver enkelt arrangementer billet - se hvilke her.