Mikael Wulff forklarer alt. Det er i hvert fald planen, når hans onemanshow med samme titel får premiere 20. marts.

Selv bedyrer storbykomikeren at have fundet livets betydning, som han måtte en tur forbi en sydsjællandsk flække for at støve op. Mødet med landmennesket, grovkornede kvindfolk og gør-det-selv-typen fik angiveligt tiøren til at falde hos Wulff. Nu vil han dele ud af sin visdom.

»Forudsat, at folk er interesserede i at høre om meningen med livet, naturligvis,« indskyder han.

»Folk nu til dags lader jo til primært at være optagede af, hvem der dyrker sex med hvem i »Paradise Hotel«. Deltagerne er da også mægtig interessante og har masser af budskaber, som simpelthen skal ud. Jeg synes, showet er en fremragende mulighed for folk, der ellers arbejder i Matas eller i et solcenter, for at komme på tv og udfolde deres mange talenter og underholde os alle med deres kroppe, og hvad de ellers har at byde på. Det er da generøst af tv-branchen, synes jeg.«

Han ser oprigtigt anerkendende ud og understreger dermed den tørre satire, som kendetegner hans comedy-rutine, hvor han med ansigtet lagt i venlige, undrende folder uddeler verbale kindheste.

Han mener det godt. Han har bare meget specifikke idéer om, hvordan livet ser ud på den anden side af hækken.

Det havde han også, da han i vinteren 2009 tog til Sydsjælland på en længere inspirationstur med kufferten fuld af formodninger om de lokale. Og han nikker indtrængende, da han bliver spurgt, om han fik sine fordomme bekræftet.

»Men jeg får mine fordomme bekræftet uanset, hvor jeg befinder mig - København, provinsen eller Malaysia,« pointerer han.

»Jeg blev dog først og fremmest overrasket over livet på Sydsjælland og fik, som det hedder, noget nyt med hjem.

Jeg synes jo heller ikke, jeg er meget fordomsfuld, men man er altså nødt til at være det til en vis grad. Det ville jo være enormt anstrengende, hvis man altid skulle sanse omverdenen uden et fast grundlag.

Så ville livet jo bare være en lang LSD-rus. Så man er nødt til at have nogle fordomme for at komme igennem en almindelig hverdag.«

Og han har det altså svært med gør-det-selv-folket. Det lægger han ikke skjul på. Men som det oftest er tilfældet med fordomme, bunder det i, at han ikke har et indgående kendskab til befolkningsgruppen. Den er ganske enkelt ikke en del af hans nabolags dna, forklarer han.

»Jeg bor på Vesterbro, og det er nogle meget hippe typer, der færdes her. Ikke mig - jeg er ikke hip. Jeg står bare og kigger lidt tumpet på alle de mennesker, der er det: grafiske designere, dj’s, folk, der arbejder med »new media« og er klædt i spraglet tøj fra Henrik Vibskov – den slags. Og det er absolut ikke den type, der bor på Sydsjælland. Det er meget praktisk anlagte mennesker, som slår søm i en væg og kan betjene en rundsav uden at miste mange fingre. De bowler. Og slår dyr ihjel. Og går uhørt meget i Silvan. Jeg forstår det ikke helt, men synes det er fascinerende,« siger han og roder forvirret rundt i sit velsagtens fire-fem centimeter lange strithår.

Det kan også være lidt vanskeligt at begribe, når man som Mikael Wulff er opvokset uden nogensinde at få jord under neglene.

I barndomshjemmet i Hellerup satte man pris på musik, film og indendørshygge og kunne ikke drømme om at tage et smut i trælasthandlen eller en tur i skoven. 

»Aldrig! Min far var den diametrale modsætning til en handyman. Han fiksede ikke en dryppende vandhane selv, men fik altid en håndværker ud. Og selv om vi havde en have, var det begrænset, hvor meget tid vi tilbragte i den. Jeg var til spejder én eneste gang, da jeg var lille, hvor et af de andre børn hamrede en sten i hovedet på mig. Det var ikke en særlig rar eller inkluderende oplevelse. Så jeg besluttede mig for, at jeg bare ville fortsætte med at se film derhjemme. Jeg klatrede ikke i træer og sådan noget. Det var simpelthen ikke en del af min opvækst.«

Så i stedet for at få mudder på knæene, fik Mikael Wulff komik på hjernen. Umættelig så han den ene comedy-film efter den anden og fascineredes navnlig af Woody Allens 70er-hits og filmene »Højt at flyve« og »Top Secret«.  

»Der er mange, der gør grin med de film i dag, men da jeg var lille, var det noget af det største. De var baseret på en masse vittigheder og idéer. En næsten ulidelig strøm af jokes, vil nogen måske mene. Men jeg var helt opslugt af det og gik passioneret op i det. Så jeg har, siden jeg var lillebitte, graviteret i den retning.«

I midthalvfemserne tog han springet og droppede studierne på Litteraturvidenskab på KUA til fordel for en karriere som komiker. En manøvre, der krævede mod. For på første arbejdsdag blev han introduceret for en tom scene, en tændt mikrofon og et lokale fyldt med forventningsfulde publikummer.

»I stand-up øver man sig jo offentligt. Skuespillere er gemt væk på en skole i fire år, hvor de er elendige. Men stand-up’ere møder altid en eller anden, som har set dem for ti år siden, og som kan huske, hvor meget de stank, og er meget interesserede i at beskrive det ekstemt detaljeret. Det kan man ikke undgå, for selv de største komikere har haft nogle katastrofale lorteshows undervejs i forløbet..«

Men Mikael Wulff har efterhånden så mange succeser i bagagen, at de færreste nok mindes hans første halvkluntede performance. På greatest hits-listen topper så absolut kollaborationerne med tegner og forfatter Anders Morgenthaler.

Sammen står de bag DR-serien »Dolph og Wulff« og Politikens daglige tegneseriestribe »Wulffmorgenthaler«. Begge projekter har fået kultstatus, og især sidstnævnte betyder meget for ham.

»Jeg er vanvittigt stolt af tegneserien. Den bliver solgt i flere lande nu og kører i store aviser i Sverige, Norge og Finland, og vores engelsksprogede website har 30.000 daglige besøgende fra hele verden. Anders Morgenthaler og jeg mødes en gang om ugen og laver ti striber. Vi tømmer bare vores hoveder og sidder over for hinanden og snakker sammen med et stykke blankt papir på bordet. Så skitserer han ting, mens vi taler om idéer.«

De mest kuriøse striber opstår, når tiden er ved at løbe fra dem, forklarer han.

»Anders skal altid gå senest klokken tre, fordi han skal hente børn. Så hvis vi kun har lavet syv striber klokken 14, så er der run på. Så bliver vi desperate. Og så kan der ske hvad som helst. Vi snakker altså om meget bizarre striber. Noget med syltede agurker, der er vrede og hævner sig på den eddike, der deltog i syltningen af dem og den slags.«

Netop det bizarre aspekt af tegneserien delte i starten af udgivelsen vandene. Folk enten elskede eller hadede den.

»Nu er det jo nærmest blevet familielæsning, men i starten var det lidt kontroversielt, og da var Politiken virkelig god til at holde fast. Jeg ved ikke, om Berlingske Tidende ville have holdt lige så stædigt fast i »Wulffmorgenthaler«. Men I har da »Hagbart«, og det kan I være glade for,« siger han og smiler syrligt. Og øretæveindbydende.

Næste stop på comedy-ruten er Frederiksbergscenen, hvor hans show får premiere i morgen aften. En perlerække af guldkorn og afsløringer, lover han. Han ved jo trods alt – ja – alt!
Så lad os høre, wise guy.

Hvad er meningen så med livet?

»Det vil jeg da ikke sige. Det afsløres jo først til allersidst i mit show, så folk er nødt til at blive siddende. Men jeg kan fortælle, at jeg personligt vil have det meste ud af livet og prøve de ting, jeg drømmer om, og som gør mig lykkelig. Samtidig vil jeg ikke fastlåse mit blik, så jeg ikke er åben over for de ting, som jeg ikke var klar over var spændende og sjove. Og jeg kunne godt stramme lidt op, tænker jeg. Hvis vi siger, at livet er en ko, så gør jeg mig ikke altid tilstrækkelig umage med at vride al mælken ud af den. Man skal gøre en indsats for ikke spilde sin tid,« slår han fast.

Mikael Wulff
- Født i 1972.
- Bor på Vesterbro i KBH.
- Aktuel med onemanshowet »Mikael Wulff forklarer alt« på Frederiksbergscenen.
- Stand-up-komiker, skuespiller og tekstforfatter. Kendt fra bl.a. »Langt fra Las Vegas«, »Fem på flugt«, »Dolph og Wulff«, »Wulffmorgenthaler«. 

Hvem: Michael Wulff
Hvad: ’Michael Wulff forklarer alt’. Stand-up-show.
Hvor: Nørrebro Teater, Frederiksbergscenen, Smallegade 2, Frederiksberg
Hvornår: 20. marts – 17. april 2010.

Læs mere om showet her.