En generationsroman fuld af yuppier, punkere, intellektuelle, djs, pushere, bartendere og en masse københavnerlokaliteter, som påvirkede et årti præget af paranoia, angst og mistro til fremtiden. Og en bog hvor jeg-fortælleren, som sjovt nok hedder Jan, dør på side 56 og hvor den altoverskyggende hovedperson er selveste Atombomben.

Skål! 
”Som alle andre synes jeg jo, at min egen ungdom var meget spændende, dramatisk og tragisk. Men det som startede bogen var spørgsmålet om, hvorfor vi var så sortsynede. Jeg tænkte på alle de fester, jeg har været til, hvor man hørte den mest modbydelige musik, hvor folk gik i sort tøj, var kolde og uhøflige og man gik i byen for at genere folk. Pigernes største fornøjelse var ikke at være med på noget som helst og nærmest hylde frigiditeten og det jomfrunalske. Eller omvendt kneppe til højre og venstre uden at det virkede som om, at de fik særligt meget ud af det. Historien om 80erne er ved at være skrevet færdig men store dele af den er løgn. Bl.a. det med at alle bare var happy happy og flamboyante. Så jeg prøver at tegne et modbillede ved at sige at det hele ikke bare var højt hår og Kim Schumacher.”

Paranoia
”Da jeg tænkte over, hvorfor vi opførte os så dårligt og nærmest skammede mig over det, gik det op for mig, at der netop var det aspekt med Atombomben. At Bomben kunne sprænge hvert øjeblik det skulle være. Jeg opdagede, at der efter 1989 ikke var nogen, der havde skrevet om Den Kolde Krig og Atombomben i sange eller i litteratur. Så jeg begyndte at forske i det og reflektere over, om man i virkeligheden kunne se 80erne som en reaktion på atomtruslen. Hvis man dengang var paranoid, så var man ikke nødvendigvis sindssyg, for paranoiaen var velbegrundet nok. Faren var der jo reelt for, at hele verden ville blive udslettet, eller endnu værre, at kun den halve verden ville og den anden ville rende rundt som stråleramte zombier. Alle var klar over det, men det lå som noget meget ubevidst. I tiden var der den dér berettigede kalkule af, at du skal sgu skynde at more dig, for det kan være, at vi ryger på torsdag. Man kan lære meget af, hvordan man opførte sig og hvilke former for fejladfærd, der opstår, når folk er under ekstremt pres.”

No future!
”Punkerne og yuppierne kom til at ligne hinanden i deres mangel på tro på fremtiden. ”Vi skal bare fyre den af og ikke tænke på i morgen.” De reagerede på det samme. Hvis man presser folk, bliver de altid usympatiske, og det var ikke et særligt sympatisk årti. Lige bortset fra kunsten, som folk tog meget seriøst. I dag tager man jo ikke Hornsleth alvorligt, og det eneste der kan få folk op af stolene er når Jørgen Leth siger, at han er liderlig. Men dengang kunne man opleve at have de mest ophidsede diskussioner om Joy Division.”

Punkerne
”Det var blodig alvor og man holdt øje med, hvem der var rigtige punks og hvem der bare var part time punks – eller party time punks. Det kunne være en risikabel affære, at rende rundt med punkuniform, hvis man ikke var det – næsten på linie med rockernes rygmærker i dag. For musikken var det eneste man havde. ”Music is your only friend, until the end,” som Jim Morrison sang. Mange betalte også en frygtelig pris for det. Det kostede at opføre sig som om at hver dag var den sidste. I dag har punkerne, BZ´erne og De Autonome ændret sig radikalt. Grunden til at jeg dengang havde noget sympati for punkerne var, at der var koblet en æstetisk dimension. Der var musikere og der var lyrikere og debataftener, som havde en værdi i sig selv. I dag er punk bare mode og en måde at klæde sig ud på. Og de gamle er i dag bumser, alkoholikere eller stofmisbrugere. Anarkismen forsvandt sammen med de rigtige kommunister.”

Yuppierne
”Er helt klart dem som har overlevet og er mest uforandrede i dag. På et tidspunkt mens jeg skrev, blev jeg grebet af tvivl om jeg nu havde overdrevet min beskrivelse af yuppierne, som de stod dér på Victor med deres pralerier og fup og vulgære måde at kræve flere østers og mere mayo og champagne. Men så gik jeg en tur og havnede på en af de gode restauranter på Gl. Mønt, og der sad en gruppe af den slags og talte om deres fiduser. Og det var nøjagtigt det samme som for 25 år siden.”

Manden i udkanten
”Jeg var forfatter, inden jeg begyndte at skrive, for det en forfatter skal kunne, er at bevæge sig i udkanten af forskellige miljøer uden at deltage for meget. Hvis man har for mange aktier i noget, kan man ikke skrive om det. Det er synd for ens venner og hvis man har fjender, ser man ikke klart nok. Så jeg var både til cognacsmagninger på Hotel Østerport, stod i hjørnet på Café Victor og bevægede mig i BZ-miljøet men droppede det, da miljøet blev for entydigt politisk. Jeg får tit at vide, at mine personer er usympatiske. Men jeg forsvarer egentlig mine karakterer, for jeg kan godt forstå, at de handler som de gør. Jeg gør ikke nar af punken, for jeg tager hatten af for at de satte kunsten højt og tillagde den så stor værdi. Jeg kan bedre lide dem end alle de åndsamøber, der sidder og ser fjernsyn dagen lang og ikke læser aviser.”

Danglen
”Jeg havde en skizofren ven, som fik en del forrykte ideer. En af dem var, at vi skulle her ind på Danglen og drikke fadøl. En gang vi gjorde det, var det fordi, det var Adolf Hitlers fødselsdag, og det syntes jeg egentlig ikke var særlig sjovt. Det var før restaurantrevolutionen, og dengang var det et fint sted omgivet af meget ærefrygt. I dag er det jo sådan, et en faglært håndværker helst skal have været en tur på Noma eller hos Mads Refslund, men dengang var det dekadent, og man skrev bekymret om ”den nye hedonisme” og den ”nydelsessyge” generation. Der var mange, som blev provokeret af det.”

Floss
”Floss var dengang et af de nye steder, ret hårdt og lidt skræmmende. Musikken var hård og der var spejle alle steder. Det var musikstedet, hvor man hørte den nye livebootleg med Bowie på fuld drøn og tænkte på hvor fremmedgjorte man egentlig var, eller hvad man nu tænkte. Og så de cool mennesker. I dag kommer der stadigvæk et hav af rockmusikere og digtere. På den måde har stedet ikke ændret sig særlig neget siden dengang. Men i dag er der mere hyggeligt selvom musikken stadigvæk spiller en kolossal rolle. Måske er det den bedste bar i hele landet, og det sted der minder mest om Berlin. Jeg er jo blevet en gammel svinger, så jeg kan ikke tåle at sidde og drikke til kl. 3 om morgenen. Been there, done that.”

Bartenderen var Gud
”Dengang var det sådan, at bartenderen nærmest var Gud og betjeningen næsten altid var uvenlig. Jeg har været på Café Sommersko og ventet et kvarter på at blive betjent, på trods af at jeg var den eneste kunde og der var tre tjenere på arbejde. Dengang vat djs og rockmusikerne helte. Hvis Sods eller Sort Sol sagde noget, så var det sandheden og når Bowie sagde noget om Thatcher i England, så tog mand et gravalvorligt og sad og diskuterede det indgående. Det er lidt noget andet i dag, når Madonna siger et eller andet om Malawi.”

”Søde Jan”
”Jeg er i øvrigt blevet hædret af Floss, De har opkaldt en cocktail efter mig. En ”Søde Jan” som er ”sød og stærk” lige som mig. Hovedingrediensen er grappa, og så er der rom, vodka, marchino, cointreau, angustura, isterninger og et cocktailbær. Og så et knivspids kokain (som man ikke skal regne med at få i praksis).”

Om mig selv
”Min egen familie er vel sådan noget øvre middelklasse med et fint parcelhus i Virum. Virum er den del af whiskybæltet, hvor folk stadigvæk er nødt til at have et arbejde. Efter et drabeligt opgør med familien efter studentereksamen i 1982 flyttede jeg ind til byen. Jeg arvede nogle penge og købte en ejerlejlighed i City, som jeg måtte sælge fire år senere, hvis jeg ville være færdig med mine studier. Senere tog jeg til Berlin og skrev mit speciale færdig. I dag bor jeg ude ved Nørrebro station lige inden Nordvest starter.”

Fakta

• Født 1963
• Debuterede i 1997 med novellesamlingen ”Radiator”, som blev efterfulgt af ”Sidste søndag i oktober” (2000) og ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” (2003)
• Skrev i 2006 stykket ”Liv og død på Café Olfert Fischer”
• Hans første roman ”Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” udkom i går.
• Den 5. november kommer en samling af historier, som tidligere har optrådt i aviser og magasiner fra 1990 til 2008. Titlen er ”Gamle historier.”