Foto: Sigrid Nygaard
Forkæl dig selv med en spadag hvad enten det er sommer og sol eller mere blege, vinterkolde måneder. AOK har fundet frem til byens kurbade, der passer til enhver kalender og pengepung.

Foto: PR-foto
Helle Thorup Cph Spa (Det tidligere Avalon Spa) er en Københavns luksusspa, som tilbyder selvforkælelse fra top til tå i omgivelser, der i sig selv er et besøg værd.
I spaens hjerte ligger et overdådigt boblebad med plads til otte gæster, omkranset af fem meter høje søjler og små lysende lamper i toppen, der ligner et lille stykke stjernehimmel. Ved siden af er der et hvileområde, hvor man kan slappe af før og efter behandlingerne. Alle behandlinger starter i et fællesrum, hvor man får fødderne i et vandbad og taler sine ønsker igennem med behandleren. Det kan være massager, body scrubs, indpakninger, ansigtsbehandlinger eller diverse baderitualer.
Til hver behandling serveres i øvrigt en juice eller smoothie, der er sammensat til at harmonere med den specifikke behandling - derfor kan du blandt andet blive udsat for en juice med alger i, der efter sigende skulle smage ganske fortrinligt. Desuden er der træningsafdeling, yogarum, dampbad, sauna og juicebar.
Hvad: Spa og kurophold
Hvor meget: ca. 800 kr. for en times behandling eller 1.950 kr. for et kurophold

Foto: Søren Bidstrup
I Øbro-Hallens underetage findes en badeanstalt med relaxafdeling, varmtvandsbassin og sauna m.m. Kurbadets afslappende miljø er stilfuldt og minimalistisk indrettet i sort og isblå. Her kan du for billige penge slappe af i spaen eller varmtvands-bassinet og prøve kurbadets forskellige former for saunagus (aromaterapi der foregår skiftevis i saunaen og under koldvandsbruseren). Du finder desuden et helt katalog af velduftende aromabade.
Hvad: Kurbad og saunagus.
Hvor meget: Entre: 100 kr. Saunagus: 131 kr. Aromabad: 150 kr.

Foto: PR-foto
Vesterbros Water Mass er kitchet hygge, hjertelig atmosfære og en behandling, der behageligt summer i kroppen længe efter behandlingen. Med sine rosa vægfliser og kongeblå gulvtæppe minder klinikken om en kulisse fra en dansk film i 1960erne.
Midt i rummet står det store, dampende kar til vandmassage, fint dekoreret med rosenknopper og blade. Omklædningen - helst til det bare skind, men badetøj er i orden for de blufærdige - foregår bag et forhæng i lokalet. Vandmassagen sker ved, at din massør systematisk retter en tyk vandstråle, med et tryk på 6-7 atmosfærer, mod din krop. Eftersom du befinder dig under vand, føles "højtryksspulingen" kun som yderst behagelige tryk. Efter vandmassagen får du en halv times kropsmassage - ahh...
Hvad: Vand- og kropsmassage.
Hvor meget: 450 kr.

Foto: Bjarke Ørsted
Det siger næsten sig selv: Et spabad med samme adresse som Københavns fornemmeste hotel kan ikke være andet end den ypperste luksus, og Arndal Spa & Fitness lever absolut op til sin fasionable beliggenhed.
Her er velværen i højsæde. Alene den smagfulde indretning med hvælvede søjler, store bloklys og en farveskala der spænder fra creme til beige, gør at hver en fiber i kroppen, slapper af når, du træder ind ad døren. Her er fitness med personlig vejledning af yderst kyndige trænere, luxuriøse massage og krops- og ansigtsbehandlinger, aromaterapi og boblebad. Alle behandlinger inkluderer frugt, grønt og vand ad libitum. Priserne er ikke lave, men med sin gennemførte stil er Arndal alle pengene værd.
Hvad: Spa og fitness.
Hvor meget: Se priserne på Arndals hjemmeside

Foto: PR-Foto
Well-Come Spa er en del af de store fitness center Well-Come Fitness i shoppingcenteret Waterfront ved Tuborg Havn. Spaen rummer et stort varmtvandsbassin hvor der spilles musik under vandet, der giver en oplevelse af afslapning. I spaen finder du også en biosauna, og et dampbad samt et loungeområde med magasiner, pejs, kaffe, te og frugt. Well-Come Spa tilbyder også særlige arrangementer som saunagus, polterabend og firmaarrangementer.


Frederiksber svømmehals kurbad skal da også lige nævnes
http://www.frederiksbergsvoemmehal.dk/kurbad/kurbad.html
2 Kommentarer