Vi skæver til dem hver dag på vores vej gennem den københavnske morgentrafik, men hvor meget ved vi egentlig om de af byens facader, som fortæller os, om vi skal træde ekstra hårdt i pedalerne for at møde til tiden? AOK har set på en række af hovedstadens ure, hvoraf mange af de smukkeste stammer helt tilbage fra mellemkrigsårene.

Foto: Keld Navntoft

Fra rådhusbygningens 105,6 meter høje kampanile skuer fire urskiver af forgyldt jern ud over Københavns fortravlede centrum, der for hundrede år siden blot var en grøn park foran byens nye administrationshus.

Verdens første elektriske tårnur blev konstrueret i 1902 af firmaet Kemp & Lauritzen, som fik opgaven på den betingelse, at de pillede urværket ned igen uden betaling, hvis deres nymodens teknologi ikke fungerede efter hensigten. Slagværket fik sin debut på tærsklen til 1904, hvor klokkerne for første gang ringede nytåret ind over Rådhuspladsen. Maskineriets hjerte hænger nede i stueetagen, hvorfra hoveduret hvert minut sender en elektrisk impuls op til gangværket, der flytter tårnurets mægtige visere.

Kun Erik Balling har kunnet forstyrre den præcise mekanik. En morgen i 1978 viste uret tre timer forkert, mens Egon, Benny og Kjeld dinglede fra viserne til ære for en scene i 'Olsen Banden går i krig'. Trioen var dog kun af pap, og da de rigtige skuespillere trådte til i nærbillederne, skete det bag Nordisk Films studier i Valby, hvor Balling sideløbende arbejdede på 'Matador'. Her kunne man derfor finde en tro kopi af det københavnske rådhusur opstillet for enden af Korsbæks Algade; blot måtte scenografen Henning Bahs bygge sin version af Martin Nyrops urskive en halv gang større for at opnå de rette proportioner mellem mennesker og visere.

Foto: Thomas Sjørup

I et lille århundrede har godtfolk fra nær og fjern sat hinanden stævne under Københavns foretrukne pejlemærke: Uret på Hovedbanegården. Ved åbningen i 1911 var Heinrich Wencks rummelige rødstensbygning delt op i to særskilte haller, hvilket kunne skabe lidt forvirring, når man aftalte at mødes 'under uret', for der sad et både i afgangs- og ankomsthallen. Det 'rigtige' var dét, der hang over de to bueåbninger ved afgangshallens billetkontor. Her har mangen en kavaler nærmet sig deres udkårne med bankende hjerte, og hvis modparten ved første øjekast ikke levede op til forventningerne, kunne man lige så stille lave forsvindingsnummeret i mængden af rejsende.

Urets placering op ad væggen voldte dog pladsproblemer, når kåde skoleklasser på vej hjem fra Bornholm spærrede for de andre passagerer. Da de to haller blev forenet i 1994 som led i en omfattende renovering, rykkede mødestedet ud på det centrale torv, hvor to prunkløse stationsure af mærket Eltime er sat op på hver sin side af midterspærret.

Så er der mere stil over det røde neonur fra 1950, der kaster sit nostalgiske lys over loggiaen (den åbne forhal) ude ved banegraven. Uret gik en overgang ti minutter forkert på grund af et defekt relæ, men selv om DSB flere gange har forsøgt at overtale BaneDanmark til at udskifte det vedligeholdelseskrævende maskineri, er det endnu ikke lykkedes.

Foto: Kristian Brasen

De blå neonfrøer, der boltrer sig over Vibenshus Runddel i lygtetændingstiden, fortæller, at her lå engang det danske svar på Willy Wonkas slikfabrik. Galle & Jessens fem etagers hovedbygning på hjørnet af Lyngbyvej og Jagtvej omgav sig med nogle af byens mest elskede og opfindsomme lysreklamer, der tilsammen udgjorde et karakteristisk vartegn for de bilister, som forlod København ad motorvejen.

Mange husker nok den forkølede Ga-Jol-mand med paraplyen, men størst berømmelse tilfalder alligevel de otte lysende padder, som muntert hopper omkring skorstenens reklamecylinder og selvfølgelig henviser til firmaets cremefyldte chokoladefrøer. Den animerede frise blev sat op i 1965, men allerede i 1932 var neonuret på plads ved siden af G&J-monogrammet.

I dag er slikproduktionen for længst rykket ud af byen, og de fleste af de gamle bolsjehaller er væk, men Mærsk Data, der overtog adressen ved det travle vejkryds i 2000, valgte heldigvis at bibeholde den populære industriskorsten. Desværre spærrer det vældige IBM-kompleks for udsynet fra gadehøjde, men står man ved Frederiksberg Centret, skulle det stadig være muligt at se de fredede frøer springe.

Foto: Emily Louise Salomon

Den snedkeruddannede Carl Schepler åbnede i 1886 sin første forretning i Ravnsborggade, hvor han solgte æg fra en kælder. Inspireret af udenlandske kædebutikker indrettede han snart en hel karré med ægpakkeri, bageri og kaffebrænderi, der affødte satellitter i andre dele af byen. Pigen på margarinepakkerne hed Irma, og ved nærmere eftertanke var det ikke alene kønnere end 'Carl Scheplers Udsalg', det optog også mindre plads på skiltene.

Manden bag Danmarks ældste kolonialkæde var på forkant med udviklingen, også når det gjaldt marketing: Allerede i 1929 fik han installeret farverige neonreklamer på sine tre ejendomme ud mod Sortedamssøen. Uret ved Dronning Louises bro kom til i 1934, og den ottekantede halvtredsermodel, der sidder der endnu i dag, angav i mange år med lysende rød og gul skrift, hvornår det var 'KAFFETID'. Som nabo fik uret den nyeste inkarnation af Irmahønen, der siden 1953 har lagt kulørte æg syv gange i minuttet.

I fattigfirserne blev de fleste lysreklamer over søerne taget ned, men Irma holdt ved, indtil uret i 1986 blev sat i stå. Husets beboere brokkede sig over, at den tre meter lange minutviser udløste et højlydt brag, hver gang den flyttede sig, og der skulle en storm af protester til fra cyklende københavnere, før Irma valgte at skifte indmaden ud med et moderne atomur styret af radiosignaler fra Geneve. Dermed var der ikke længere brug for den 'impulsopsamler' fra 1952, som skulle holde orden på tiden, hvis strømmen svigtede bag det grønne ur med de gule visere.

Foto: Brian Bergmann

Som en enlig, modernistisk svale på Vesterbrogades konkave nordside ligger Føtex-huset og gør sig til blandt de mange klassicistiske bygninger. Det tidligere Havemanns Magasin blev tegnet af Henning Ortmann og V. Berner Nielsen i 1939 ud fra bygherrens dekret om, at forbipasserende 'ikke kunne tvivle om, at her lå noget særligt'.

Man må sige, at købmand Johan Havemann fik valuta for sine penge med den elegante, søjlebårede jernbetonbygning, der i alt væsentligt fremstår udadtil, som den gjorde ved åbningen. En særlig, spøjs detalje er facadens blå kugler og neonstriber, der får den funktionalistiske bygning til at lyse festligt op i aftenbilledet.

Da befolkningstallet faldt på Vesterbro i 1970'erne, måtte det mondæne varehus dreje nøglen om og overlade faciliteterne til Føtex. Supermarkedet har dog passet godt på bygningen, der undergik en præmieret facaderenovering i 2001, og det stilrene, blå ur på det asymmetrisk forskudte trappetårn tikker roligt videre, som om intet var hændt.

Foto: Brian Bergmann

Et af bybilledets smukkeste ure tilhører det imponerende Gutenberghus-kompleks, der engang optog hele karreen mellem Gothersgade, Lønporten, Vognmagergade og Landemærket - samt lidt til. Egmont H. Pedersen, kongelig hofbogtrykker, jævnede et af hovedstadens usleste slumkvarterer med jorden for at bygge sit nye trykkeri, hvis første etape stod klar kort efter Pedersens død i 1914.

Det pladskrævende bladhus fortsatte sin knopskydning ned ad Vognmagergade, hvorfor man i 1936 valgte at opføre en gangbro mellem firmaets nye kontorhus og den gamle sætterbygning. Da kommunen krævede en synsmæssigt let konstruktion, tegnede arkitekt Alf Cock-Clausen broen i matteret glas indrammet af tynde stålprofiler. Også gulvet var oprindelig af glas, men det blev ændret, da nogle Egmont-ansatte ikke var meget for at bevæge sig over en gennemsigtig bro i 2. sals højde.

Som kronen på værket satte Cock-Clausen et flot, blåt funkisur, hvis guldbelagte kant netop er blevet restaureret. Uret, der var et af de første i byen med lysstofarmatur og højtryksrør, har senere fået en underbo i form af firmaets nye navn, EGMONT. I dag er skywalken mest til pynt, eftersom Det Danske Filminstitut har overtaget de to ældste bygninger ud mod Gothersgade. Under indretningen af Filmhuset (nu Cinemateket) skabte kunstneren Christian Lemmerz i 1997 en horisontal spejling af det gamle ur for at illustrere filmmediet som 'tidsbaseret kunst'. Resultatet kan ses i gulvet foran Cinematekets billetsalg og er så vidt vides den eneste fungerende urskive i København, man må træde på.

Foto: Aage Sørensen

Vandur og solur, Rødovre Centrum (1991/2006)
Uden for Københavns bykerne kan Rødovre Centrum prale af både et solur og et vandur. Ingeniør Thyge Lauritsen står bag det trefløjede solur, som både angiver dato og klokkeslæt fra klokken 6 om morgenen til klokken 20 om aftenen, forudsat at det altså ikke er overskyet. Det mere uudgrundelige vandur er skabt af kunstneren Bernhard Gitton i 1991 og ligner mest af alt et avanceret laboratorieeksperiment med sine giftigblå væsker og lange glasrør.

Jens Olsens verdensur, Københavns Rådhus (1943-55)
Få skridt inde i rådhusbygningens forhal finder man på højre hånd Jens Olsens berømte verdensur. Den sindrige konstruktion, der blev indviet i 1955, er kendt som et af verdens mest nøjagtige astronomiske ure og har desuden leveret inspiration til en sang på Shu-bi-duas ottende album. Der tages entré.