OPRET INDHOLD
HER PÅ AOK
 
NYHEDSBREVE
DIREKTE I DIN MAILBOKS
 
 

Her kan du dyppe tæerne

 

AOK anbefaler

Share Print Send
 
 

Foto: Lars Helsinghof

af journalist Tine Gad| tine@aok.dk

 

Hop i vandet i byen

Få andre storbyer er som København velsignet ved at have velegnede badestrande og havnebade liggende lige uden for døren. Der er ingen undskyldning for ikke at tage en dukkert: Badeturen ligger nemlig i cykelafstand fra Rådhuspladsen.

Læs også AOKs guide 'Sommer 2009'.

 
 

De centrale

Foto: Lea Meilandt Mathiesen

København har sine egne badestrande i byens centrum: Havnebadet på Islands Brygge og Havnebadet ved Fisketorvet, også kaldet Copencabana.

Københavns Havnebad Islands Brygge
På havnebadet på Islands Brygge er der fem bassiner i alt, og to af dem er til børn. Der er to svømmebassiner på hver 50 meter og et udspringsbassin med tre- og femmeter vipper. Alt i alt er der plads til 600 badegæster, som nu kan få vasket byens snavs af sig i det rene havnevand, uden at behøve at forlade byens centrum.

Copencabana - Havnebadet ved Fisketorvet
Copencabana er opbygget af et antal flydebroer, i alt 650 kvm, som i form af et rektangel indrammer anlæggets tre bassiner: Børnebassinet, Springbassinet og Motionsbassinet.

Sæson: 2. juni - 31. august 2009
Åbningstider: 11-19, (dog åbent fra kl. 7 på Islands Brygge man-fre)

Læs mere om Havnebadet ved Fisketorvet (Copencabana) her

 
 

Dem hvor du kan dyppe tæerne i sand

Foto: PR-foto

Halvandet
Når det er rigtigt varmt, er det eneste rigtige sted at opholde sig ude på vandet. Ankom i egen skonnert og læg til i Halvandets marina, tag Canal Tours grønne linie direkte til Halvandet eller kør på cykel ad Refshalevej hvis du er en landkrabbe.

Sæson: April til 27. september 2009
Åbningstider: Fra 10-24, i for- og sensommeren dog kun til det bliver koldt.

Docken
Rå industriromantik, udsigt over Øresund, 150 kubikmeter sand, kølige long drinks og bare tæer i klip-klapper, der vipper til musikkens beat. Skål i skibet og velkommen til kæmpestor sommer-hangout i det nyhippe Nordhavn i bedste Luftkastelletstil.

Sæson: 24. maj - en gang i september 2009
Åbningstider: Alt afhænger lidt af vejr og stemning, men sådan cirka fra kl. 11-01 på hverdage, fre. og lør. kl. 11-03 og søndag 11-00.

Læs mere om Halvandet her

Læs mere om Docken her

 
 

Den overrendte

Foto: Søren Bidstrup

"Fluepapiret", som Bellevue hedder i folkemunde, er stedet for unge strandløver og sprøde strandsild, men ofte bliver der også klemt et par af strandens ældre stamgæster ind. Har du brug for lidt adspredelse (og skygge), er den nærliggende Dyrehave et godt forslag, og er du blevet forlystelsessyg i løbet af dagen ligger Bakken jo lige for.

 
 

Den ama'rkanske

Foto: Liselotte Sabroe

Stor, lang og hyggelig strand med masser af plads. Amager Strandpark blev grundlagt i 1934, men sidste år fik Strandparken et helt nyt design med en lagune, en kunstig ø og en pynt, hvorfra det er muligt at dykke. Det flade vand ud for Amager Strandpark tiltrækker også mange windsurfere og i havnen holder en af landets største sejlkubber til.

 
 

Den nye og den smukke

Foto: Christian Als

Amager Helgoland

I den del af Amager Strandpark, der er tættest på København, åbner Ny Helgoland den 16. juni og sæsonen fortsætter til 31. august 2008. Der kan bades alle dage fra 10-18. Billedet er fra det hedengangne Helgoland, tag selv ud og oplev det nye med egne øjne.

Kastrup Søbad
Det smukke, skalformede søbad i den anden ende af Amager Strand er åbent i perioden 1. juni- 15. sep 2009.

Læs mere om Kastrup Søbad her

 
 

Den ugenerte

Foto: Else Bjørn

Lige ved Strandvejens susen af biler, cyklister og rulleskøjteløbere ligger Charlottenlund Søbad som en oase i al virvaret. Stedet er et fluepapir for bade- og solglade københavnere i sommermånederne juni, juli og august, og mødestedet for de barske vinterbadere, der hverken skyr isflager, regn eller slud i årets kolde måneder.

Charlottenlund Søbad er et perfekt sted at tilbringe en doven fridag. Søbadet har tre afdelinger. Fællesafdeling, som du kommer ind i, når du har betalt i billetlugen, er åben mod syd. Her skal man have badetøj på.

Sæson: Juni, juli og august 2009 alle dage 9-19.

 
 

De frie

Foto: Claus Bech Andersen

Friluftsbade fungerer som udendørs svømmehaller med masser af muligheder for aktiviteter som solbadning, vippeudspring og rutscheture i vandrutschebaner samt dykning og undervandsrugby. Eller hvad med en god gang landfast skak?

Steder, hvor du kan bade i det fri, er: Bellahøj Friluftsbad, Fælledparkens Soppesø, Badesøen, Sundby Svømmebad, Vestbadet, Hjortespring-Badet og Gladsaxe Svømmehal...

 
 

Dem i omegnen

Foto: Anders Birger Schjørring

Furesøen
Med sin placering ved Furesøen og i nærheden af Mølleådalen må Frederiksdal Fribad siges at have meget mere end bare bademuligheden at byde på. Kombiner evt. en dyppetur med at leje en kano til en tur rundt på Furesøens vover eller op ad Mølleåen. Du kan også tage en tur med en af Baadfartens over hundrede år gamle motorbåde. Tag evt. S-toget til Lyngby og lej en kano ved Mølleåens udløb i Lyngby Sø.

Furesøen byder faktisk på hele tre friluftsbade. Udover Frederiksdal Fribad, der holder til i Furesøens sydøstlige ende, er der også Furesøbadet i søens vestligste ende ud mod Farum og endelig Kinabugtens Badeanlæg nedenfor Næsseslottet i Furesøens nordlige ende. Her holder også Holte Vandskiklub til.

Charlottenlund Strand
Ikke den bedste strand og også lidt af et fluepapir, men ok, når man ikke gider at rejse så langt fra byen. Gør som de lokale - de bader ikke fra stranden, men fra de store sten længere nordpå langs Strandvejen.

Taarbæk Strand
Noget lille og ikke så attraktiv, til gengæld er der ikke fyldt med irriterende kokosolie-lugtende mennesker.

De nordlige strande
Mellem Helsingør og Hundested er der masser af gode og lækre bademuligheder. De mest populære steder at boltre sig i Kattegat er strandene ved Hornbæk, Tisvildeleje, Rågeleje og Gilleleje, hvor de unge, rige og smukke holder til. Liseleje og Hellebæk er gode alternativer, og de steder langs kysten, hvor der ikke går nogen bilvej helt ned til vandet, kan du finde ret øde og dejlige strande.

 
 

Mest for børn

Foto: Nanna Kreutzmann

Skolesæsonkort giver adgang til alle Københavns Kommunes svømmehaller frem til 1. september og i skolernes øvrige ferier. Kortet koster 90 kr. og kan købes i svømmehallerne af alle børn med bopæl i Københavns Kommune (husk pasfoto).

 
 

Mere sommer

 
 

Seneste kommentar

 
 
 
 
*Felter markeret med stjerne er obligatoriske og skal udfyldes

Tilføjede tags

Tilføj et tag