Foto: Colourbox
af journalist
Sarah Skarum| skr@berlingske.dk Efter decembers vellevned og juleamokeri kan januar være en svær måned at komme igennem økonomisk, og den sidste uge være særligt tungt. Men selvom du må veksle de sidste flasker og lede efter mønter i foret på din frakke, behøver du ikke at sidde hjemme og se fjernsyn. Her er fem bud på gratis – eller i hvert fald meget billige – måder at bruge byen på.

Foto: Per Helles Eriksen
Jo jo Operaen er fantastisk og Koncertsalen så smuk, at man må dåne, men hvis budgettet slet ikke er til flere hundrede kroner dyre billetter og hvidvin til 50 kr. i pausen, men lysten til klassisk musik stadig stor, så tjek Det Klassiske Musikkonservatoriums program, for her er mange koncerter ganske gratis, fra onsdagskoncerter med studerende, natkoncerter (nat som i klokken 21) om fredagen og koncerter med musikere, der er tilknyttet konservatoriet. Til de mest populære skal man hente adgangskort i forvejen, men det er heldigvis ganske nemt. Metroen går lige til døren. Efter koncerten skal turen gå over Åboulevarden, hvis natten skal fortsættes ude, for på Nørrebro er det markant billigere end på nydelige Frederiksberg. Drop skræk for bandekrigen og gå på Tjili Pop, der har hyggelig stemning – Props i Blågårdsgade møder Byens Kro i Indre By – og billige øl.

Foto: Else Bjørn
Hvis man gerne vil ud at spise, men ikke orker fedtet buffet eller ækel og lidt for færdiglavet fastfood, kan det være svært på budget. Den kinesiske restaurant Royal Garden på hjørnet af Borgergade og Ny Adelgade er dog et godt bud, hvor man både får bordservering og mad, man ikke lige selv kunne lave (meget bedre). Bestil en håndfuld dimsum, kinesiske småretter som glaserede ribben (smager bedre end det lyder), kødboller og stegte rejer, evt. af flere omgange, så der kommer flere varme retter og drik grøn te til. Så er det svært at drive regningen op på mere end 150 kr. pr. person. En øl eller to og man rammer 200 kr. for et måltid, der inkluderer kinesere ved de nærliggende borde, kitschet indretning og virkeligt dejlig mad. Borgerkroen i – surprise – Borgergade lidt længere ned af gaden i retning mod Nyboder byder på billige øl, hvis man ikke orker at gå hjem.

Foto: Bent Midstrup
Der er én regel, der gælder, hvis man skal drikke drinks på budget. Ud af indre by. På Nørrebro er der flere gode bud på billige drinks, på Kassen på Nørrebrogade er der happy hour frem til kl 22, men her er tætpakket, meget kø og knap så stærke. Lidt mere sofistikeret føles det, hvis man cykler tre minutter længere ud af Nørrebrogade og ender på Oak Room på Egegade, hvor man får to drinks for en drinks pris indtil kl. 21. Hvilket oversat til almindeligt budgetdansk betyder to dry martinis til 70 kr. Oveni får man udsigt til piger, der lader øjnene afsøge rummet, mænd i gummisko og en flirtende australsk bartender.

Foto: Sonny Munk Carlsen
Nogle gange er det faktisk sandt, det der ”jeg har INTET at tage på”, og er du ikke til budgetkøb på highstreetmåden – her er især Gina Tricot din ven, brug lidt tid og der er faktisk fine ting at finde midt i de mange hæsligheder – må du ty til lagersalg eller til steder som So Last Season, et designeroutlet, placeret på ydre Nørrebro. Her er muligheder for at købe varer fra sidste sæson fra danske mærker som Toklum, Designers Remix, Moonies og Stærk og udenlandske mærker som Prada, MiuMiu, Vivienne Westwood og Alexander McQueen. Til voldsomt nedsatte priser, så man næsten kan retfærdiggøre det for sig selv at købe et par nye sko.

Foto: Lene Sørensen Rose, ill: HuskMitNavn
Byen er der bare, rundt om os hele tiden. Men vil du vide mere, om hvor både dansk og international arkitektur bevæger sig hen, så besøg Dansk Arktitektur Center på Nordatlantens Brygge. Er økonomien helt til rotterne, er der gratis adgang hver onsdag fra 17-21. Kan du finde to tyvere på bunden af tasken, er der adgang til udstillingerne alle ugens dage fra 10-18, og hver søndag kl. 12 og 14 er der gratis omvisning i den aktuelle udstilling. Arkitekturcenteret har også en fin cafe og virkeligt god boghandel med både kunst- og arkitekturbøger og kalendre og notesbøger af den slags, der giver lyst til at bære rullekrave og sorte briller og bare have styr på sit liv, men besøg her må nok vente til mere velpolstrede tider.

