En stor del af Peblinge Sø åbnes i dag for skøjteglade københavnere. Det sker, efter at isstykkelsen i går blev målt til 18 centimenter. Dermed lever den tilfrosne sø lige nøjagtig op til kommunens krav.

Kort: Her er det sikkert af skøjte i København

Det var dog et rent tilfælde, at Center for Park og Natur i København i går endte med at måle istykkelsen i Peblinge Sø. Så sent som søndag middag var den nemlig kun blevet målt til 16,5 centimeter, og da der ikke har været streng frost de seneste dage, troede man ikke, at der var nogen mulighed for, at søen på et enkelt døgn skulle have nået at tillægge sig yderligere 1,5 centimeter is.

- Så vi skulle egentlig bare måle de andre søer, men opdagede hurtigt, at der var sket en overraskende udvikling, fortæller chef ved Center for Park og Natur, Jon Pape.

Han besluttede derfor også at måle istykkelsen på den populære sø mellem Dronning Louises Bro og Søpavillionen - til stor glæde for mange københavnere, der nu kan boltre sig frit og sikkert på det 18 centimeter tykke lag is.

Ud over Peblinge Sø er også voldgraven ved Kastrup Fort blevet åbnet for skøjteløb.