AOK

" Indrømmet… vi var ikke målgruppen første gang vi var der. To voksne og to småbørn på 2 og 7. Og så midt mens der var godt fyldt. Det var nok 12 år siden, og vi ville have en af de berømte brunch alle snakkede om inde i byen… og vi kørte langt for at få det. Og da vi endelig havde spist – uden i øvrigt nogensinde at have fået vores kaffe – lovede vi hinanden at vi aldrig nogensinde ville komme igen.

Her 12-15 år efter er jeg så flyttet ind til byen.. faktisk ikke så langt fra Cafe Sommersko. Ofte går jeg forbi, og ligeså ofte kigger jeg længselsfuldt ind og tænker at det jo MÅ være blevet bedre. Den ligger jo samme sted og ligner fuldstændig sig selv. Og der var jo nye ejere. Forståeligt, for med den daværende betjening måtte det jo gå galt.

Og så forrige søndag gik jeg igen forbi. Og igen kiggede jeg længselsfuldt ind. Så retro, så berømt, så indbydende fristende. Mon ikke det kunne være blevet bedre?

Jeg tog et beslutsomt greb i min kærestes arm og drejede ind. Åbnede døren og så straks tre tjenere stå lige foran døren. ”God start”, tænkte jeg.

Tid er jo relativ, men når man bliver overset bliver tiden rigtig lang, så efter noget tid tog jeg selv initiativet, og spurgte om de havde et bord til to. ”Det er ikke os, der kommer én”, var svaret. Jeg forsøgte et smil, og kiggede mig rundt. Cafeen var halvtom, ja nok ikke engang kvart fuld hvis jeg talte bordene.

Der gik nok kun yderligere et par minutter så kom en tjener og sagde ”Ja?”. Jeg bad om et bord, og hun vendte sig og skred ind mod den mørke del af stedet. Jeg kiggede længselsfuldt hen mod bordet ved vinduet, der lå så fint og klart. ”Undskyld, men vi må vel ikke sidde ved det bord derovre?”, forsøgte jeg at sige til hendes ryg, der beslutsomt var på vej mod den allerbageste del. Hun vendte sig og fulgte min pegefinger gennem lokalet. ”Nej da, det er jo et bord til fire”. Hun afventede ikke min reaktion, men vendte sig og anviste os vores pladser i det allermørkeste hjørne.

Jeg kiggede på bordet, og foreslog min kæreste at vi gik igen med det samme. Bordet var godt nok til seks personer, hvilket jo nærmest var en direkte fornærmelse når nu vi var blevet afvist et bord til fire, men for at få plads til en barnestol på bordet ved siden af, var det rykket på en sådan måde, at man overhovedet ikke kunne komme ind og sidde. Ikke en særlig god plads, når man tænker på at det er en buffet man skal frem og tilbage til.

Men min kæreste er en tålmodig jyde, så vi besluttede alligevel at blive når vi nu endelig var gået ind, og jeg kiggede mig rundt for at se et sted at hænge vores frakker. Det kunne vi ikke se, så vi besluttede at lægge dem på bænken på den ene side af bordet, hvor man alligevel ikke kunne komme ind fordi bordet var skubbet så langt ind. Dette skulle vise sig at være en stor fejl.

Vi bestilte buffet med en kaffe og en latte med det samme, i den tanke, at så passede det nok med, at der var kaffe når vi vendte tilbage med fyldte tallerkener fra første besøg i buffeten. Og begav os af sted.

Maden i buffeten var ok egentlig. Ikke overdådig, og ikke speciel. Men egentlig ok gennemsnitlig som på en af de mange brunchrestauranter, der serverer brunch i hyggelige omgivelser for 125-150 kr pr person incl kaffe og appelsinjuice. Så vi fyldte tallerkenerne og vendte tilbage og fik os kæmpet ind på plads ved bordet.

Kaffen kom desværre først efter endnu et besøg i buffeten. Halvkold, og uden den særlige kaffesmag man forventer på en cafe. Absolut ikke noget særligt. Vi spurgte om der var juice med i prisen, men servictricen sagde at det var der ikke, men at der var champagne. Punktum. Vi kiggede på hinanden, og blev hurtigt enige om at champagne kunne erstatte appelsinjuice, og spurgte om vi så måtte bede om vores champagne.

Servictricen tog vores brugte tallerkner og gik, og faktisk diskutterede vi hvorfor man egentligt ikke lærer nye tjenere at holde på tallerknerne. Det virkede helt forkert den måde hun holdt på kaffen på, og vi blev enige om at hun nok var helt ny.

Da hun så kom med champagnen, kom hun da også til at vælte den ud over undertegnede. Hele glasset landede i skødet og der bredte sig en kæmpe plet på mine cowboybukser fra skridtet og ned ad lårene. Hvis nu at vi havde siddet fantastisk ville det faktum at jeg lignede en der havde tisset i bukserne nok blot have betydet at vi måtte blive siddende lidt ekstra tid. Men nu irriterede det mig helt vildt. Jeg lagde bånd på mig selv og bad om et tørt viskestykke, og der kom da også nogle servietter ret hurtigt.

Men stakkels pige… ingen hjalp hende. Og hun prøvede så godt hun kunne at udbedre skaden og tilbød da også at jeg fik et nyt glas champagne og en ny kop kaffe der jo også var blevet blandet op med champagne.

Da hun var gået kunne jeg ikke lade være med at være lidt bister og udtrykke min utilfredshed. Heldigvis er min kæreste jo en sjov og varm pige, der fik lagt en dæmper på temperamentet, så ikke lang tid efter tog vi en griner over episoden. Og så skete det. Min kæreste kom til at vælte sit eget glas. Denne gang ind over min jakke. Øv, nu havde jeg ikke blot våde bukser men også en våd – i øvrigt helt ny – burberry frakke.

Jeg kiggede rundt, og mindst EN tjener havde faktisk set det. Men som man efterhånden måtte forvente kom INGEN til undsætning. Jeg måtte selv op og efter flere servietter.

Vi opgav, og bad om en regning, enige om at den jo nok alligevel først ville komme efter flere timer, men faktisk kom regningen ret hurtigt. Lydende på det fulde beløb, næsten 400 kr. Jeg bemærkede at de i det mindste ikke havde taget penge for den ”ekstra” kop kaffe. Jeg ville ikke nedlade mig til at bede om rabat eller en kvittering for uheldet af hensyn til hvis der blev pletter, for jeg havde allerede besluttet mig:

Aldrig mere Cafe Sommersko.
"