AOK

" L'Osteria del Grappolo Blu leverer langt, langt over forventningerne. Mad, vin og service er helt oppe at ringe samtidig med, at det er afslappet og hyggeligt. Køkkenet og personalet præsterer simpelthen på et niveau, som vi normalt ikke i Danmark forventer af en afslappet, familievenlig restaurant.

Det er en kliche at sige "som at være i Italien", men Chef Alfredos råvarer, hans kogekunst og indretningen med de Ferrari-røde vinduespartier er så hamrende autentisk at vi røg direkte tilbage til Amalfi og Rom da vi spiste os igennem fire fantastiske retter. Og her snakker vi ikke klicheer og bastflasker i loftet, men moderne italiensk stil anno 2012. Det er en befrielse.

Vinkortet er godt, men naturligvis neddroslet til Osterie-formål. Men de vinglade skal huske, at storebror Il Grappolo Blu ligger lige inde ved siden af, og her huserer en af byens dygtigste og mest charmerende italienske sommerlierer. Ham kan man jo lige spørge efter, hvis den skal have gas på vinen :)

"

" Aroii på Guldbergsgade har aldrig skuffet. Forvent nu ikke Kiin Kiin-service, men maden er virkelig god - og prisen er ikke meget over, hvad du giver for run-of-the-mill thaimad hos div. kæder.

Jeg forstår slet ikke nedenstående dårlige anmeldelser, med mindre de er skrevet af fornærmede konkurrenter i branchen ('maja' har skrevet to sviner-anmeldelser af Aroii og har aldrig bidraget med andet til AOK - hvad tror du selv...).

Jeg er kommet jævnligt på Aroii lige siden åbningen og er aldrig stødt på problemer af nogen art - kun god mad og nogenlunde den service, som jeg forventer på et billig, kombineret take-away/bistro uden bordbestilling. "

" Lige i skabet!

Bortset fra Kiin Kiin har jeg ikke smagt så balanceret og velsmagende asiatisk køkken i Danmark. Det virker som om Chai Wong er genialt indplaceret mellem Aroii og Kiin Kiin, både prismæssigt og kvalitetsmæssigt. Jeg vil faktisk mene, at flere af retterne er på Kiin Kiin-niveau - måske mindre elaborerede, men lige så velsmagende.

Læg dertil en god champagne til små penge og et vinkort, der langt overgår, hvad man forventer af en asiatisk restaurant og du har en vinder. Superhyggelig stemning.

Highlights: Pomelosalat m/ rejer, Thai biks m/ spejlæg og banankagen med kokosis. "

" Maden er enkelt, men noget nær genial, vinkortet er out-of-this-world og stemningen er som på de fedeste steder i Berlin. Hver aften.

Manfreds & Vin kan forstås eller misforstås, og jeg tror at mange vælger at misforstå stedet. Jeg kommer ofte hos Manfreds og har flere gange hørt gæster kalde maden "mærkelig" eller rynke på næsen over den afslappede betjening. For er det noget vi er gode til er at at himle over noget, vi ikke helt forstår, i stedet for at nyde oplevelsen.

Tag Manfreds for hvad stedet er: Din mulighed for at spise genial avantgarde for ganske små penge. Smage hvad Puglisi finder på post-noma og drikke de vildeste naturlige vine. Alt sammen i selskab med nogle af de hyggeligste og mest vidende indehavere og personale overhovedet.

Vil du have fire let forståelige retter, inkl. en bøf: Gå et andet sted hen. Vil du rå-hygge dig med et koncept, som er det nærmeste vi kommer på fusionsnordisk tapas og lade dig overraske over, at brændt porre med parmesan bare smager så f***** godt: Tag på Manfreds & Vin. "

" Enomania er en af mine favoritter. Afslappet stemning, virkelig god mad og nam vine.

Faktisk store vine til rimelige penge - og Damiano serverer vinene ved den rette temperatur, ikke radiatorvarme, som alt for mange danskere tror vin skal drikkes. Hans vinkælder giver dig et udvalg af de helt store klassikere, oven i købet til et godt stykke under den pris, du skal betale på andre restauranter.

Gå efter vinmenuen, hvis du finder flaskerne for dyre - den er generelt god og der er altid nogle rigtigt herlige sager på, som du sjældent vil finde på andre vinmenuer. Det er s'gu ikke mange bistroer der smider en Gaja på en oven i købet billig menu.

Der i min erfaring fire steder i Danmark, der kan lave en ordentlig risotto: Enomania, Ero Ora, La Bucca og min italienske svigerfar (den kan du ikke få fingre i, den er kun til la familia). At forvente at en risotto er stiv som grød er en fejtagelse - konsistensen på Enomania er lige i skabet. Pastaretterne er enkle, men lækre.

Husk, at Enomania i bund og grund er en vinbar med god mad. Alle med hang til de tre store B'er - Barolo, Barbaresco og Bourgogne - har det rigtig godt hér - men der er også noget at vælge i mellem for dem, der gerne vil holde vinbudgettet nede under de fire cifre.

Prisen på vand nævnes flere steder herunder som et kritikpunkt: Hold nu op. Vandet skal tappes, bobles og slæbes til bordet. 45,- pr. pers. for vand ad. lib. er ikke urimeligt - mange steder hedder det Pellegrino til 45,- flasken, og det løber op. "

" Jeg kan godt lide Bo Bechs indstilling til mad, og også ambitionen med Geist. Men på trods af min enorme velvilje overfor manden og konceptet blev jeg skuffet efterhånden som aftenen skred frem.

Det er ikke dårlig mad, Bo Bech serverer. Absolut ikke. Men det er heller ikke elegant. Aftenen før havde jeg tilbragt på Fiskebaren, hvor man igen og igen overraskes over balance og elegance i alle retter, og hvor den afslappede stemning og madens kvalitet bare lykkes. Og i det lys kan Geist ikke være med.

Jeg startede med blomkål med trøfler og pocheret æg. En umiddelbart velsmagende ret, men trøffelolien var anvendt i så stor stil, at det faktisk blev for meget. Elegancen gik fløjten, det blev power-trøffel. En medspiser fik en ganske god kalvetartar med tun og hindbær. God kombi - anretningen mindede meget om Relæs tartar. Men hvem der efterligner hvem aner jeg ikke.

Så kom brislen. Jeg elsker brisler - men den her var problematisk. Vi taler om noget nær en hel brissel, en kæmpestor klump kirtel, som var halvtør og drysset med rigeligt med sommertrøffel, som dog - i sommertrøflens natur - ikke smagte af pokkers meget. Det var ikke elegant, det var nærmest brutalt. Brissel for mig skal være delikat, i små stykker og gerne confiteret, så smagen koncentreres og noget af fedtet kommer ud.

Den tredje ret for mit vedkommende var gris, og den faldt desværre helt igennem. Selve svinen var god - mindede mest om pulled pork, men den var anrettet på rigelige mængder af noget mayo-lignende sauce. Igen: Ikke dårlig mad - selve kødet var virkelig lækkert, men retten var for fed, for voldsom. Og ganske uinspirerende at se på.

Alle retterne var ved første bid lækre, men prøvede også alt for hårdt at være umiddelbart tiltalende og pleasende. Lidt for meget fedt, lidt for meget salt - bare lidt for meget. Efter tre-fire mundfulde af hver fik jeg nok.

Kød og sauce ville have været noget nær paradisisk i en pulled pork-sandwich, men som enkeltstående ret fungerede det slet ikke for mig.

På vinfronten fik vi et par gode glas Chablis og en flaske Macon. Dernæst gik vi efter en Barbaresco. Første flaske havde klart prop og blev uden videre byttet, som den skal. Den næste var dog også tvivlsom - en smule prop i næsen, men ikke så meget i smagen. Men selv efter en dekantering var den stadig mystisk. Vores tjener mente, at det skyldtes vinen natur, mere end prop, så for ikke at starte en diskussion om nuancer betalte vi selv flasken, men skiftede til en Rosso i mellemklassen i stedet. Ok uden at være en fantastisk vin. To vine med fejl i træk sker sjældent og jeg vil ikke klandre tjeneren for noget her. Det var et gråzone-tilfælde, hvor begge parter kunne have ret.

Anyway: Jeg synes at Puglisi med Relæ i langt højere grad lykkes med konceptet "de små, skæve retter" og det til en bedre pris, end Geist.

Læg dertil at vinpriserne på Geist, så vidt jeg umiddelbart kan se, ligger 25% over, hvad man giver på Formel B for de samme vine og at servicen er lidt usikker (men dog venlig) og jeg kan absolut ikke tvinge mere end 3 stjerner ud. Nogle anmeldere skriver herunder, at man ikke kan blive mæt: Det passer ikke. Jeg tror Bech har justeret på retternes størrelse, og tre retter gjorde i rigelig grad mig (190cm / 90kg) ganske mæt.

Geist skal nok lykkes som forretning. Beliggenheden er fantastisk, indretningen top-dollar og klientellet virkede ganske tilfreds med helhedsindtrykket. Jeg fortfarende selv at finde på Fiskebaren, Relæ, Enomania og evt. Fish Market, når jeg er ønsker afslappet, god mad. "

" øhm - Ronson, arbejder du hos Mama Ludbas? Det lyder eddermame som skammeligt selvros, det der. Det er nærmest kopieret fra websitet. "

" Måske er tiden løbet fra den håbløse aggregering af en restaurantoplevelse i et antal stjerner. Hvis det eneste argument for at bevare stjernerne er, at man så ikke behøver læse anmeldelsen, som Winkelvoss skriver, så er der da for alvor noget galt med recensionens metode i det hele taget.

Nu er jeg knap så erfaren en spiser som Hr. Jong og Hr. Frank, men har dog spist mig igennem en pæn slat bib gourmand'er og stjerner, herhjemme som i udlandet, og underbygget med utallige bistro-oplevelser. Og jeg ville aldrig kunne sætte stjerner på - hverken relativt eller absolut. Mad er simpelthen for komplekst til den slags. Hvordan sammenligne Rene Redzepi med Thomas Bühner? Christian Puglisi med Sergio Herman?

Franks argumenter for den absolutte skala holder lige så lidt, som argumenterne i mod den relative. Noma nævnes som højdepunktet - de 6 stjerner. Det ypperste. Men hvis nu Fäviken Magasin (Fäviken med 'e', ikke Fävikan med 'a', Søren) åbnede i København, skal Noma så skal nedgraderes til 5 stjerner? Eller skal skalaen udvises til 7 stjerner? Fäviken slår jo Noma, mener Frank i sin anmeldelse af denne i sandhed fantastiske restaurant ved foden af Åre fjeld.

Jeg ved at ovenstående er et fortænkt argument, men ikke desto mindre viser det, hvor svag en simpel stjerneskala er. Smag og referenceramme ændrer sig hele tiden. Det der var bedst i går er ikke nødvendigvis bedst i morgen.

Der er i mine øjne bedre måder at formidle madoplevelser på, end blot at stange stjerner ud og bruge tid på at forklare, at tre stjerner skam er rigtig fint lige i dette tilfælde. Det bedste er måske meget klart at opstille sin egen referenceramme, og så beskrive oplevelsen så personligt som muligt - så læseren kan 'filtrere' i forhold til anmelderens baseline.

Jeg er grundlæggende enig med Puglisi i, at anmelderne bør skride ind i lokalet med en smule mere respekt. Ingen nævnt ingen glemt, men nogle anmeldere gør sig simpelthen ikke umage nok. Der er for mange faktuelle fejl og misforståelser - det skal man ikke være kok for at kunne gennemskue. Det der for anmelderen er denne uges 1.500 ord er måske for restauratøren et livsværk. Dermed ikke sagt, at ubetinget skodmad ikke skal have kniven, men at én anmelders referenceramme måske ikke er nok, til at afgøre, hvad der er skidt og hvad der kanel.

Madbloggerne har nuanceret feltet. De færreste af dem uddeler stjerner, men satser på beskrivelse og nuancer. Og, som Jong skriver: Nogle af dem er afsindigt vidende og har et meget stort vurderingsgrundlag. De er natuligvis lige så subjektive, som anmelderne, men lægger til gengæld ikke skjul på det og er typisk en smule mere ydmyge, end dagspressen - som jo skal sælge aviser på en vis mængde perfiditet og skarpvinkling. Og så kan man jo selv vurdere, hvem man stoler på, danne sig sin egen baseline, og vurdere, om man finder evt. kritik underbygget. Jeg tror det er i denne genre - efterhånden som den modnes - at moderne mad-recension skal findes. "