Føj til favoritter Del Send
Annonce | 22/11/17

Børnefilm skal ses i børnebiffen

  • Foto: PR Foto: PR
Børnebiffen i Cinemateket giver de første filmoplevelser til de yngste i rolige og børenvenlige omgivelser. Både i hverdagene og i weekenden viser Børnebiffen en række korte kvalitetsfilm for aldersgruppen 3 til 7 år.

»Jeg skal se film. Jeg skal se film. Jeg skal se film«.

Hos Viktor på fire år er forventningen til at få øje på. Han ved, hvad der lige om lidt skal ske, for han kender de bløde sæder, der kan klappes ned, mørket og det store lærred i bunden af salen. Også kopholderen ved armlænet vækker genkendelse.

»Den passer lige til popcornene. Får vi det, far?,« råber Viktor højt, selvom han selv tror, han hvisker.

Hans far tysser på ham. For lige netop popcorn er det forbudt at tage med i Cinematekets Bio Carl, som i dag er Børnebiffens biografsal. Men ud over at spise popcorn, så man næsten alt andet. For i Børnebiffen er det tilladt at være barn - også når filmen kører.

Læs også: Filmleg for hele familien

»Der er ikke så mange regler i Børnebiffen. Man må for eksempel gerne gå på toilettet undervejs – eller stille de voksne et spørgsmål om det, der sker i filmen. Det er næsten kun popcorn, der er forbudt i Cinemateket. Men det gælder også de voksne,« fortæller Lotte Formenti, som er ansvarlig for Cinematekets markedsføring.

Den første biografoplevelse

Børnebiffen er Cinematekets tilbud til de mindste om at få deres første biografoplevelse. Og den skal selvfølgelig være god.

»Med Børnebiffen ønsker vi at introducere børn til filmen og biografen på bedst mulige vis. Deres første møde med biografen skal være en succesoplevelse, hvor de får en fornemmelse af filmens magi og dens evne til at fortælle og forføre,« forklarer Lotte Formenti.

Filmene er nøje udvalgt i forhold til, hvad den tiltænkte aldersgruppe kan kapere af længde og indhold. At der ligger en professionel vurdering bag kompositionen af filmtilbuddet gør det nemt og sikkert for forældre og pædagoger at benytte det.

»Vi kan give forældre og institutioner en tryghed i forhold til, at filmene er alderssvarende og af en vis kvalitet. Herudover er Børnebiffen jo en prisbillig mulighed for at se film i en rigtig biograf,« fortæller Lotte Formenti.

Drama på lærredet

Inde i Bio Carl udspiller det ene drama efter det andet sig på lærredet. Og selvom det er tilladt at snakke, så er der faktisk næsten stille og fuld koncentration om filmen. På nær når noget bliver så spændende, at det er svært ikke at leve sig ind i.

»Pas på, pas på,« advarer alle børnene den lille ræv i tegnefilmen, som løber baglæns og ikke ser, at den er faretruende tæt på at falde ud over en kant.

Bump! Ræven falder ned.

»Atju,« siger den lille ræv på lærredet, da den lander.

»Atju,« lyder det per refleks fra biografsæderne i ren sympati.